Et mesterligt besøg

Er der noget mere vidunderligt, end når man bliver komplet overrasket og får benene slået fuldstændig væk af noget, man slet ikke forventede, hvad enten det være sig en bog, en film, et stykke musik eller en ny kærlighed? Når noget, man ikke regnede med ville være særlig bemærkelsesværdigt, viser sig at have dybder, man knap nok anede eksisterede? Præcis sådan en film er “The Visitor”, og præcis sådan en oplevelse viste den sig at være for undertegnede.

En film som “The Visitor” kan ikke have været let at markedsføre. Her er ingen store stjerner eller navne, og historien om en mand, der bringes tilbage til livet via musik, lyder umiddelbart som noget, vi allerede har set i kvalmende mængder gennem utallige middelmådige Hollywoodproduktioner. Ikke desto mindre er “The Visitor” en film af en helt anden kaliber, og bag dens beskedne ydre gemmer der sig et værk af kolossal styrke, dybde og hjertelighed.

Filmen tager udgangspunkt i den 62-årige Walter Vales triste tilværelse. Som en søvngænger går han gennem livet efter sin kones død. Han er underviser i global økonomi, men har for længst mistet enhver form for passion for emnet og kan knap nok magte at fingere interesse. Han må dog forlade sin triste, sikre tilværelse, da han modstræbende sendes til New York for at deltage i en konference og aflægger derved sin New York-lejlighed et sjældent besøg. Til hans store overraskelse viser det sig imidlertid, at lejligheden er beboet af den syriske mand Tarek og hans senegalesiske kæreste Zainab.

De har været udsat for udlejningssvindel og er flyttet ind i god tro. Walter smider dem først på porten, men får så alligevel medlidenhed med dem og tilbyder dem lidt modstræbende at overnatte, indtil de finder noget andet. Tarek viser sig at være en dygtig musiker, der med stor overbevisning spiller på afrikanske trommer. Da det viser sig, at Walter har en skjult forkærlighed for musik, tilbyder Tarek at give Walter noget undervisning i trommespil, og inden længe begynder instrumentets rytme at genvække livsglæden hos den triste Walter. Nye problemer kommer dog snart til syne.

“The Visitor” er instrueret og skrevet af Tom McCarthy, der tidligere har stået bag den livsbekræftende tragi-komedie “The Station Agent”, der handlede om en dværg, hvis eneste ønske det var at være i fred til at dyrke sin besættelse af tog. McCarthy har en sjælden evne til at indfange marginaliserede personers sjæleliv og til at udtrykke følelser indirekte og via ganske små virkemidler.

Han har fået den perfekte assistance til den metode i Richard Jenkins, en skuespiller, hvis navn de fleste af os næppe kender, men som man har set i utallige biroller. Han er en karakterskuespiller af den type, der som regel aldrig får de helt store roller, men her har han fået chancen, og han brillerer ud over alle grænser. Han bringer et helt livs erfaring til rollen og falder ind i den med en forbløffende naturlighed, hvormed han er i stand til at ændre en hel scenes udtryk blot ved de mindste bevægelser. Det er en forbløffende præstation, som med al rimelighed burde indløse en Oscar-nominering. Han bliver dog assisteret af nogle særdeles velfungerende medspillere samt ikke mindst Tom McCarthys lavmælte og sublime instruktion.

“The Visitor” er en af den slags film, der hjemsøger en længe efter, man har set den. Umiddelbart er det en ganske ligetil historie om en mand, der genfinder glæden i sit liv, men McCarthy har større ambitioner, og filmen udvikler sig til også at handle om moden kærlighed samt ikke mindst USA’s tiltagende barske flygtningepolitik efter 9/11. Ikke desto mindre er dette ikke en politisk belæring, men derimod en historie om medmenneskelighed og håb. Så mange film viser og forklarer motiverne for mennesker, der forandres, men ganske få gør det på en måde, hvor man rent faktisk føler forandringen. I “The Visitor”s tilfælde gør det modsatte sig gældende. Filmen bruger ikke megen tid på at forklare sig, men stoler i stedet på sit publikums evne til at fylde hullerne ud, og man mærker Walters transformation helt ud i fingerspidserne. Når den passive mands stemme i filmens sidste del omsider hæver sig, føles det fuldstændig overrumplende.