Et sort sind i pangfarver

Lars von Trier afslørede for nylig, at han arbejder på en tv-serie om en seriemorder fortalt fra seriemorderens synsvinkel. Den samme beskrivelse kan snildt hæftes på “The Voices”, selv om der ikke er meget von Trier over “Persepolis”-instruktør Marjane Satrapis groteske og kulsorte komedie. Hvis det da ikke snarere er en psykologisk thriller? Eller måske en horrorfilm? Med et drys af rom-com? Det er svært at bestemme. Den er lidt af det hele. En sært sammensat, men ret underholdende rodebunke, der på samme tid formår at være meget mørk og meget farverig.

“The Voices” er lige så splitterravende skizofren som sin hovedkarakter, Jerry, spillet med overraskende stor spændvidde af Ryan Reynolds. Den pendulerer imellem en pangfarvet, nærmest manisk fornøjet fantasi og en så mørk, blodig og kaotisk virkelighed. Tonen skifter konstant, afhængig af om Jerry husker at tage sin medicin eller ej. Det er desorienterende, forvirrende og ujævnt. Men netop derfor er det også interessant. Bl.a. byder “The Voices” på et af årets hidtil største what-the-fuck-øjeblikke, da en ekstremt voldelige kulmination følges op med en opløftende sang og dans fra hinsides graven. Er det originalt og sjovt eller forrykt og smagløst? Jeg er ærligt talt i tvivl.

Overraskelser er der nok af i Jerrys forvrængede virkelighed. Hans kæledyr taler til ham. Hunden med godmodig sydstatsaccent, den rødhårede kat på klingende skotsk. De har heldigvis mere tilfælles med den grænseoverskridende Wilfred fra Elijah Wood-serien af samme navn, end de har med de platte kræ fra Eddie Murphys “Dr. Doolittle”. Jerry er godt klar over, at deres tale egentlig kommer fra ham. De er manifestationer af hans egen indre splittelse. Men hvem er stærk nok til at stå imod, når ens søde, lille kat fortæller, at man kun virkelig mærker livet, når man slår ihjel? Ikke Jerry.

Jerrys vrangforestillinger er muntre og farverige, selv når de er allermest makabre. Forestil dig “Psycho”, hvis den var instrueret af Wes Anderson. Når ofrenes afhuggede hoveder taler til Jerry fra hans køleskab, er det mest hyggelig, morsom småsnak, de har på hjerte. Men når medicinen fjerner fantasiens fernis, træder en ubærlig trist og grå virkelighed frem. I indledningen, inden de blodige begivenheder stikker helt af, ligner det nærmest en lille kritik af de enorme mængder psykofarmaka, der bliver udskrevet nu til dags. Verden bliver mere jævn, når han tager sine piller, fortæller Jerry sin psykiater. Men også mere kedelig. Mindre intens. Jerry vil hellere have en tilværelse, hvor udsvingene er større. Det er vel et rimeligt ønske, så længe han ikke er til fare for sig eller andre.

Det argument falder bare ret hurtigt fra hinanden, da Jerry slår sin kollega ihjel i en enormt ubehagelig, meget fysisk scene, hvor de gentagne dolkestød kan mærkes. Men hvad er det så “The Voices” prøver at sige? Det er svært at blive klog på. Måske er det bare et stærkt stiliseret bud på, hvordan verden tager sig ud fra en forstyrret seriemorders synsvinkel? Kontrasten mellem den skøre komik og de enormt brutale mord- og parteringsscener er så stor, at det er svært at forstå, de er del af én og samme film. Det er noget rod. Et underholdende, forvirrende og fascinerende rod. Lige dele komik, horror og psykologisk thriller. Det ene øjeblik tounge-in-cheek med et glimt i øjet. Det næste øjeblik gravalvorlig, som i flashbackscenen hvor en meget ung Jerry dræber sin psykisk syge mor – efter hendes eget ønske.