Begrebet kunstfilm er der mange, der forbinder med noget negativt. Det er naturligvis også et ord, som er svært at definere, eftersom film er en kunstbaseret udtryksform. Selv om termen dækker over mange film fra mange genrer, så er der vitterligt en del af dem, der har det til fælles, at det visuelle og det auditive er i højsædet, mens en prætentiøs følelse af selvhøjtidelighed og fortænkthed synes at sætte en dæmper for både fornuften – hvilket ofte er ganske forfriskende – men også regulær nydelse af værket. Sådan er det ikke med “Voksne mennesker”, den mest originale danske film i umenneskelige tider.

I universet som “Voksne mennesker” skaber, er virkelighedens regler gældende, og så alligevel ikke helt. Personerne virker menneskelige, men virker også ofte som rumvæsner, der for første gang nogensinde sætter fod på planeten. Både filmens miljø (skudt i sort/hvid på smukkeste vis) og karakterer er fuldstændig uimodståelige. Det er i høj grad en kunstfilm baseret på dens markante og finurlige tekniske meritter. Men alligevel leveres blid romantik, solidt drama og masser af fortryllende komik. Den sort/hvide billedside er også kun med til at styrke fornemmelsen af, at vi befinder os i en alternativ udgave af virkelighedens verden.

Filmen består af fire handlingsforløb – ét forløb for hver hovedperson, selv om to af disse dog hurtigt bliver meget integrerede. Forløbene kører ikke så parallelt som i det gængse ensemblestykke. Dette er også ganske forfriskende og med til at gøre filmen ekstra uforudsigelig i det lange løb, selv om man måske savner en mere endegyldig afslutning på den ene af fortællingerne. Hovedpersonerne er den nærmest vagabondagtige graffitimaler Daniel (Jakob Cedergren), den fodbolddommerstuderende Morfar (Nicolas Bro), den søde bagerpige Franc (Tilly Scott Pedersen) og den stilfærdige, smådeprimerede Dommer (Morten Suurballe). Alle roller bliver spillet fremragende. Især Bro rager frem, måske fordi det er første gang, at hans charmerende, festlige humor er fuldstændig i trit med filmens univers. DR’s populære tidligere talkshowvært Mikael Berthelsen lyser også i en kortvarig men mindeværdig birolle. Og Anders Hove er fremragende som Daniels far, der optræder for første gang i filmens måske morsomste scene.

Den islandske instruktør Dagur Kári har sendt en sprælsk fisk af en film ud i de danske kulturelle farevande. Til tonerne af en lettere moderniseret udgave af Bachs præludium og Sigur Rós-inspirerede kompositioner (ligeledes fra de islandske gejsere) begiver karaktererne sig ud i et univers, hvor deres unormale, stridige og måske endda barnlige handlinger og verdensopfattelser ikke passer ind i samfundets opfattelse af dem som værende voksne mennesker. Tilstedeværelsen af både virkelighedens normer og filmens egne absurde påfund i “Voksne mennesker” skaber en slags magisk, filmisk friktion, der gør den til en fornøjelse at skue. Filmen løber måske lidt tør for ideer hen mod slutningen og udtoningen skuffer en anelse, men i langt størstedelen af filmen holder dens mangfoldige skinnende stjernedrys sig solidt plantet på himlen.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Voksne mennesker” er skudt i sort/hvid, og det kan ofte skabe problemer for kodningen af dvd’er, da det bl.a. gøres sværere at skelne imellem billedets lag. Men “Voksne mennesker” ser imponerende ud. Nogle vil måske mene, at billedet af og til er en smule for grynet, og en sjælden gang imellem kan man give dem ret. Især i nogle af filmens mørkeste scener. Men det er tydeligvis et bevidst stilvalg, der stemmer godt overens med filmens feel og fortælling. Kun en lille smule udtværing i nogle af filmens sidste scener, samt et par sjældne bløde skud hæmmer dette dejligt filmagtige transfer.

AudioI “Voksne mennesker” er det primært billederne og ikke lyden, der kommer til orde. Alligevel får vi både et Dolby Digital 5.1 og et DTS-spor at lægge øre til, som det efterhånden er blevet normen for Nordisk Films danske dvd-udgivelser. Den tradition må de gerne holde fast i. Der er ikke mange lydmæssige spidsfindigheder og brugen af baghøjtalerne er sparsom, men begge sporene (især DTS-sporet, hvilket flere sammenligninger afslører) lægger en solid bund. Og når musikken optræder, skabes der – via en solid udfoldelse over alle kanaler – en lettere magisk auditiv atmosfære, der går dejligt i trit med filmens visuelle aspekter.

EkstramaterialeVed første øjekast lader “Voksne mennesker” til at være en lidt skrabet dvd-udgivelse. Men der er heldigvis tale om kvalitet frem for kvantitet. Hovedattraktionen må siges at være den 36 minutter lange samtale mellem Politikens filmskribent Kim Skotte og instruktør Dagur Kári. Kim Skotte er tydeligvis tilhænger af filmen (hvilket hans anmeldercitat på dvd’ens cover gør ekstra tydeligt), og han stiller nogle glimrende spørgsmål. Der bliver bl.a. talt om karakterernes betydning for historien, filmiske regler og at filmen oprindeligt var udtænkt som en novellefilm. Godt nok synes Kári af og til at have svært ved at udtrykke sig på dansk, men han kommer med masser af interessante udtalelser, som især filmens fans og folk, der måske ikke helt har fået filmen på plads, vil kunne nyde godt af.

Der er hele 8 slettede scener. De har en samlet spilletid på omtrent et kvarter, og man har mulighed for at høre Kári introducere de enkelte scener og forklare deres fravær i den endelige udgave af filmen. Flere af dem ville nok have sat lidt af en bremser for filmens flow, men selvstændigt er de alle ofte morsomme og interessante.

Dvd’en byder også på en hel del billedmateriale bestående af stills fra filmen og plakatvariationer. 15 biografier er også inkluderet, som dækker vigtige folk både foran og bag kameraet. Endeligt er der tre teasere til filmen og en liste over folkene bag dvd’en.

Man ville egentlig gerne have hørt fra filmens skuespillere og have haft en lidt mere detaljeret gennemgang af filmens tilblivelse. Men de glimrende slettede scener og det spændende, informative interview trækker vurderingen op.

I annoncerne for “Voksne mennesker” betegnes filmen som en “syret komedie”. Den beskrivelse vækker måske associationer til narkotrip-film som “Fear and Loathing in Las Vegas”. “Voksne mennesker” ligner dog ikke på nogen måde den slags film, og fred være med det, for den er en glimrende, anderledes og meget opfindsom, lille perle af en komedie.

Daniel er en ung graffitimaler, der lever af at spraye kærligheds-erklæringer på murene rundt om i København. Han operer på en anden bølgelængde end resten af samfundet, og synes hele tiden at være halvvejs væk i sin egen virkelighed. Hans bedste ven kaldet Morfar er til gengæld begejstret for regler. Han arbejder på et søvnlaboratorium, men drømmer om at blive fodbolddommer. I hans øjne er spillet sekundært til dommerpræstationen. Som fodbolddommer kan han få afløb for sin trang til at holde orden med livet.

De to bliver begge betaget af den kønne bagerpige og inden længe forsøger de at bejle til hende. Dog på meget forskellige måder. Pigen, med det temmelig ufeminine navn Franc, bliver snart fyret fra bagerbutikken efter en uheldig episode med nogle svampe, og da Daniel kører hende hjem bliver det starten på en spirende forelskelse mellem de to. Ligesom Daniel selv passer Franc heller ikke helt ind i samfundet.

Samtidigt følger vi en rigtig dommer der på overfladen har det perfekt liv med hus, bil, kone og børn, men som af en eller anden grund ikke rigtigt kan få tingende til at hænge sammen. Han kan ikke sove, og føler sig langsomt mere og mere isoleret fra omverdenen.

Filmen er holdt i en meget simpel form. Den er optaget i sort/hvid og filmet i langsomme rolige bevægelser, der næsten poetisk dvæler ved detaljerne. Man har forsøgt at give den et uskyldigt 60’er inspireret look. Det lykkedes ganske godt. Især billederne omkring det indre København imponerer.

“Voksne mennesker” har en poetisk halvdrømmende facon. Ligesom Daniel selv er vi i en virkelighed, der ikke er rigtig virkelig. Lidt som når man vågner langsomt om morgenen, og ikke helt føler sig tilstede.

Filmen er sjov på sin lidt skæve måde. Jakob Cedergren, som de fleste nok vil huske som den unge journalist fra serien “Edderkoppen”, er god og Nicolas Bro er virkeligt underholdende som den lettere afsporede dommeraspirant. Han stjæler stort set alle scener han er med i. Desuden er der en del rigtig gode bipersoner, så som Francs kærlighedshungrende mor, spillet af Bodil Jørgensen, og Daniels særdeles modbydelige udlejer (selv hans ca. otteårige datter kalder ham en bolighaj).