En middelmådig årgang

Vinfremstilling er ikke dramatisk. Det er praktisk. Det er en årlig proces, der kræver præcis timing og en næse for dufthukommelse samt en gane for blindsmagning. “Vores vingård i Bourgogne” er som en flot fremstillet vin, kun gjort interessant med dens nærmest dokumentariske indblik i de franske druers vækst og høst. Den har en svag aroma, der bringer minder om “The Godfather” årgang 1972 med dens stræben efter at blande familiearv – og drama – med the family business. Desværre smager den her årgang 2017 ikke af meget.

Det er dens præmis, der gør den smagløs. Det er Jean, den ældste bror i familien med vingården i Bourgogne, der står i centrum for hele handlingen, der er en smagløs hovedperson. Han synes, at livet her var for kedeligt til ham, så han forlod familien for at rejse verden rundt. Men han forlod dem ikke bare. Han droppede dem totalt i 10 år. Han er egoistisk. Og nu kommer han til at høre for det. For faderen er ved at stille træskoene, og nu kommer den fortabte søn hjem igen. Og det er slet ikke synd for ham.

Til gengæld er det synd for hans to yngre søskende, der nu må lære at leve med, at Jean dømmer dem for deres kedelige mangel på rejselyst. Men han er forkert på den. Hans utraumatiske barndomsminder og hans svigt af sin kone og søn i Australien får lov at fylde næsten lige så meget som den årlige vinproduktion. Problemet er bare, at indblikket i den franske vinverden er langt mere interessant end Jeans selvmedlidenhed og selvskabte kommunikationsproblemer.

Hans bror og søster er også mere interessante. Søsteren, Juliette, der står alene tilbage som den helt nye chef på vingården, bakser med principfasthed og har hele familiens omdømme på sine skuldre. Desuden må hun så også nu bakse med den hjemvente storebror, der ikke kan lade være med at blande sig lidt for meget i hendes beslutninger. Lillebror Jérémies historie er også interessant. Som en anden Fredo Corleone bliver han klemt og glemt af sine større søskende, fordi han ikke har den største næse for vin. Han er allerede i en alder af 24 år gift og har barn, men hele hans omgangskreds nægter stadigvæk at anse ham som rigtig voksen. Det er jo interessant! De to yngre søskende kæmper på forskelligt vis for retten til at stå op for dem selv.

Jean kæmper ikke for så meget. Han kæmper lidt med sig selv. Men hans kampe er ikke særligt store og er helt selvforskyldte. Han har selvfølgelig lidt farproblemer, men de er heller ikke værd at skrive hjem om. Selv om han nok selv synes det. Han vil så gerne være the lost son – en Michael Corleone, der kæmper en stor, episk kamp med patriarken og familieforretningens byrde. Det er han bare ikke. Faren og familien er slet ikke slemme mod ham. Han kan bare ikke finde ud af at ringe hjem og lige høre, hvordan det går.