W for Washington

Med kendskabet til den nu forhenværende præsident George W. Bushs fordækte fortid med sprut, stoffer og letlevende kvindfolk i lange baner i baghovedet, er det fuldt forståeligt, at selvsamme personage i desperation og med alle tænkelige midler i brug forsøgte at bremse Oliver Stones “W.”. Den tegner nemlig et langt fra idoliserende portræt af amerikanernes tidligere førstemand, der gennemlevede to mildest talt kritisable perioder i Det Hvide Hus.

I filmen, der i øvrigt har været under anklage for at låne lovligt meget fra det hjemlige eksperimentalteater Mungo Parks stykke om samme person, lægger Oliver Stone bestemt heller ikke fingrene imellem. Den yngre Bush fremstilles som bundløst ubegavet, bondsk og det, der er væsentligt værre. Også i farens øjne er han et stykke ad vejen en dåre, der har svært ved at se livets realiteter i øjnene igennem tågerne af alkohol og tobak garneret med en livsførelse i al for høj fart. Det var tydeligvis til farmands irritation, fordi sønnike konstant skulle reddes ud fra spjældture for mindre forseelser. Og det kunne skade seniors på det tidspunkt verserende præsidentkampagne.

Stone vælger imidlertid ikke kun at svælge i den fjerne fortid. Der skeles nemlig også til de nyligt overståede år med en rådvild præsident, der ofte havde svært ved at finde den rette grimasse frem og her fremstilles som famlende, utroværdig og til fare for den verdensfred, han efter eget udsagn forsøgte at redde fra terrorismen og ondskabens akse. Alt sammen naturligvis i frihedens navn. Det kan så diskuteres, om verden rent faktisk er blevet et bedre og friere sted at være i den tid, hvor amerikanernes 43. præsident var rorstyrer og dermed agerede verdens politibetjent. Stones konklusion synes utvetydigt at mene det modsatte.

Det er den sublime Josh Brolin, der her er udset den tvivlsomme ære at skulle spille hovedrollen. Brolin er igen overbevisende og forstår på uforlignelig facon at tegne et nøgternt og præcist udtryk helt ned i de mindste detaljer og på et plan, så man skulle tro, at det rent faktisk var Bush, som spillede sig selv. Men i modsætning til Ronald Reagan, så har der – desværre – ikke vist sig at være skuespil over Bushs fremtoning. Han har, hvor grotesk det end har måttet synes, stået ved sine meningers mod.

Undervejs ruller lavinerne i både ungdomsårene og i voksenlivet, hvor familiestridigheder, rigdom og vælde samt en patriarkalsk faderfigur øver kraftig indflydelse på og former den Bush, verden nok kom til at kende, men bestemt ikke kom til at holde af. I den bredeste offentlighed har manden bag navnet været mål for utallige latterliggørelser, og flest har formentlig fokuseret på ekspræsidentens manglende evner i det talte sprog. Det være sig i interviews, taler og andre offentlige ytringer – eksemplerne har været talrige. Og den mulighed lader Stone naturligvis ikke sin næse gå forbi. Det giver anledning til en række komiske bataljer i løbet af “W.”, hvor det er umådeligt svært at finde en grimasse, der kan passe.

“W.” har svært ved at komme ud af starthullerne, men kommer efterhånden op i omdrejninger og er her et fortræffeligt billede af et usympatisk og notorisk dumt svin par excellence, men også af en personlighed, der trækkes rundt i manegen af de kyniske magtens korridorer, der ligger bag. Magt, olie, økonomisk indflydelse og religion er de styrende faktorer, som gør sig gældende i præsidentembedet. Det er forståeligt, at George W. Bush er den mindst vellidte præsident igennem tiden. Skal der findes noget som helst positivt at sige om ham blandt alt det negative, må det være, at han trods alt var og er en farverig person. Det foruden var denne film nok slet ikke blevet til.

Video

Filmen præsenteres i et skarpt udseende anamorphic widescreen 2.35:1-format. Der er ikke eksempler på hverken edge-enhancment, digitale forstyrrelser eller udtværinger af nogen art, mens myrer i enkelte mørkere scener forekommer. Derudover er både kontrast og farvetemperatur helt igennem solide, og alt i alt er der her tale om et fortræffeligt transfer.

Audio

Også det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor gør godt væsen af sig. Dialogen er tydelig og skæmmes ikke af overstyringer, mens atmosfæren bevæger sig underneden og udstråler en stor detaljerigdom. Underlægningsmusikken er velvalgt og de tilstedeværende effektlyde velproportionerede.

Ekstramateriale

Udgivelsen rummer ud over enkelte trailere ikke ekstramateriale.

Nr. 43

20. januar næste år bliver Obama officielt sat ind som USA’s 44. præsident, men hvad skete der med nr. 43? George W. Bush er i henhold til den amerikanske forfatning tvunget til efter otte år at afgive posten som verdens mægtigste mand, og hvordan vil manden så blive husket? Oliver Stone, der før har givet et portræt af den kontroversielle nr. 37. i rækken – “Nixon” – er nu tilbage med endnu en retrospektiv filmbiografi.

George Walker Bush er vokset op i en velhavende familie. Faren George H. W. Bush var den yngste marinepilot i USA’s historie og blev i en alder af 40 oliemillionær og endte som USA’s 41. præsident. For sønnerne George og Jeb kan det være svært at leve op til fars forventninger, hvilket driver George ud i det ene mislykkede projekt efter det andet. Fader Bush ringer rundt for at få Bush Junior ud af fængsel, få et nyt sommerjob og komme ind på Yale University. Jeb bliver guvernør i Florida, men George W. Bush ender alligevel med at blive den næste præsident i familien.

Et tomt baseballstadion. Et ekko af “The Star Spangled Banner” blæser i vinden. Midt på den grønne plæne står Bush uden publikum og lader sig hylde. Der bliver klippet til det hvide hus, hvor Bush og hele præsidentstaben er til krisemøde efter 9/11-tragedien. En hurtig brainstorm med Cheeney, Powell, Rumsfeld og Rice udmunder i det ejendommelige udtryk ”ondskabens akse”. Indledningsscenen i “W.” beskriver, hvad det er for en slags film, Oliver Stone har sat sig for at lave. På den ene side bliver Bush mentalt beskrevet gennem drømmelignende scenarier og på den anden gjort tykt til grin med klassisk politisk satire. Alle fordomme om skjult smædekampagne fra venstrefløjen må blive gjort til skamme, da Stone heldigvis er meget åben om, hvad “W.” er for en film. Selv den hårdeste republikaner må kunne trække på smilebåndet, når Bush farer vild på sin egen ranch. Det er tydeligt, det skal være sjovt, og det er det for det meste også.

En uendelig række af kendte og ukendte skuespillere cirkulerer rundt om Bush. Der er alt for mange karakterer, og flere bliver ladt i stikken i forsømte sidehistorier, men kernen er solid. Richard Dreyfuss som Dick Cheney og Jeffrey Wright som Colin Powell skraber effektivt mod hinanden i den hede debat om Irak-invasionen. Josh Brolin er dog til syvende og sidst grunden til, at “W.” er en god film. Ligegyldigt hvor rodet og usammenhængende Oliver Stones 17. spillefilm kan forekomme, binder Brolin det sammen i texansk karisma og perfekt mimik. Bush sidder på lokum, har tømmermænd, jager kvinder, ryger i spjældet og danser på bardiske. I rollen er Brolin måske mere Bush end Bush selv er, og giver et menneskeligt ansigt til en af verdens mest forhadte mænd.

“W.” er en historie om at have det største “W” i verden som mellemnavn. Om at være søn af en superstjerne. Om Bush virkelig har haft så mange problemer med sin far, om Jeb er blevet favoriseret, og om Laura Welch virkelig har kaldt ham “djævlen med den hvide hat”, kan ingen vide. Det er også ret lige meget, for “W.” giver sig ikke ud for at være en troværdig fortælling.