Gemt og glemt

Alle lande har sorte pletter i deres historie. Israel har rigtig mange. Grundet den årelange udmattelseskrig med nabostaten Palæstina har samtlige indbyggere i den jødiske stat et forhold til væbnet kamp. Enten har man selv stået ved fronten og set vennerne dø, ellers har man familie, venner og bekendte, som har oplevet krigens rædsler. Krigen udspillede sig ikke blot i Israel og Palæstina, men også i Libanon, hvor israelerne i 80’erne udførte en systematisk massenedslagtning af muslimske mænd, kvinder og børn. Men hvorfor synes ingen at kunne huske det? Og hvordan kunne det jødiske folk udføre denne kyniske gerning, som de blot 50 år forinden selv havde været ofre for? Disse spørgsmål rejser den israelske instruktør Ari Folman i en af årets store prisvindere, den semidokumentariske animationsfilm “Waltz with Bashir”.

To mænd mødes på en bar, den ene instruktøren Ari, den anden hans ven Boaz. Boaz fortæller om sine mareridt fra sin tid i hæren, og langsomt går det op for Uri, at han ikke selv husker meget fra sin tid som soldat. Det bliver starten på en rejse ind i instruktørens tågede fortid, som langsomt bevæger sig mod den kollektivt blokerede erindring om massakren i Libanon. Gennem en serie interviews med tidligere soldaterkammerater præsenteres vi for en række anekdoter, der langsomt stykker historien om en periode i både instruktørens og Israels historie sammen.

“Waltz with Bashir” er noget så sjældent som en animeret dokumentar. At kalde filmen for en dokumentar er måske at presse citronen, eftersom der er tilføjet en god portion fiktivt materiale, men at den befinder sig i den dokumentariske genre er sikkert og vist. Ari Folman har foretaget en masse interviews med tidligere deltagere i krigen i Libanon. Lydsiden fra disse interviews er herefter blevet tilsat animationer af både de fortællende personer og de flashbacks, som instruktøren oplever, når han hører fortællingerne. Således præsenteres vi for en højst æstetiseret og meget subjektiv udgave af instruktørens historie.

At “Waltz with Bashir” er en meget subjektiv fortælling er dog på ingen måde en svaghed. På trods af det overordentligt følelsesladede tema går Ari Folman ikke af vejen for at tage tyren ved hornene og fortælle den overordnede historie fra sit eget, bevidst farvede synspunkt. Der ryger nogle sandheder på bordet – et grundelement i enhver god dokumentar.

Ros skal filmen også have for sin fantastiske animation. Der er intet pusse-nusse-Pixar eller Studio Gibli over tegningerne. “Waltz with Bashir” er sin egen – for en gangs skyld en tegnefilm, som ikke skyder med spredehagl efter sit publikum, men kun retter sig mod et modent publikum. Stilen er benhård, simpel og effektfuld. Illustratoren David Polonskys tegninger er simple og uden mange detaljer, men gør brug af stærke skyggeeffekter, der fra starten slår filmens stemning an med syvtommersøm.

På trods af filmens ærlighed og de sublime tegninger formår “Waltz with Bashir” ikke at krybe helt ind under huden. Det er en dyster og vigtig historie, men hvorfor gyser og væmmes man ikke mere over ubehagelighederne, som har fundet sted i virkelighedens verden? Det største problem er, at filmen er animeret. Trods den vellykkede æstetik er det svært at fortabe sig helt i fortællingen. Det, som var virkeligt, får et uvirkeligt skær og efterlader ikke de samme spor som “ægte” dokumentarer. At historien får en mystisk og uvirkelig aura kan meget vel være instruktørens kommentar til Israels fælles hukommelsestab, men det ændrer ikke på den manglende effekt. Filmen tager dog en overraskende drejning mod slutningen for at råde bod på det tabte.

“Waltz with Bashir” er et ambitiøst og modigt projekt. Det kræver sin mand at stille sig foran sit eget land og råbe ”hvad er det, her foregår?” Ari Folman gør det, og det skal han have ros for. At han til og med behandler emnet på en så anderledes, original og visuelt vanvittigt flot måde er blot et plus, men det ændrer ikke på, at filmen rammer knap så hårdt, som den burde, og ind imellem synes lidt lang i snottet.

Video

Præsenteret i anamorphic 16:9. Animationen er holdt i få farver med stærke kontraster. Transferet udmærker sig med klare farver og en god kontrast med få udsving, hvilket er heldigt, da tegningerne ofte gør brug af store, sorte flader, som ellers ville miste deres slagkraft. Farveblødning forekommer ikke, og edge enhancement er kun at finde en sjælden gang imellem, hvis man kigger virkelig godt efter. Et smukt transfer.

Audio

Dolby Digital 5.1. Der er ikke meget gang i de bagerste højtalere, og det er synd i en krigsfilm, hvor disse har muligheden for at trække seeren helt ind i scenerne. Sub’en bruges subtilt, men fornuftigt og overdrives ikke, når bomberne sprænger om ørerne på filmens personer. Talen er overordnet set klar og tydelig, om end lidt til den diskante side. Enkelte elementer af musikken placeres til tider i centerhøjtaleren, hvor de havde gjort sig bedre i venstre og højre front.

Ekstramateriale

På dvd’en forefindes en trailer for “Waltz with Bashir”, et par scener, der ikke kom med i filmens endelige udgave samt en making of-featurette. De slettede scener er forholdsvist uinteressante, eftersom der ikke knyttes kommentarer til, hvorfor de ikke blev inkluderet i filmen. Hvad, der derimod er ganske interessant, er featuretten. Dokumentaren er næsten lige så lang som filmen selv og består af små klip og interviews med det lille hold, som lavede “Waltz with Bashir”. I modsætning til mange featuretter fra Hollywood føles denne mere autentisk, og man får et fint indblik i både de gode og dårlige øjeblikke under filmens tilblivelse. Der er en gennemgående hyggelig stemning, og dokumentaren er faktisk næsten lige så spændende som filmen selv.

Poetisk krigsvals

Det er efterhånden sjældent, at man bliver overrumplet af en films udtryk og fortællestil. Og ikke et ondt ord om det. Der er jo en grund til, at instruktører ofte benytter sig af den samme, simple opskrift – simpelthen fordi den fungerer. Men når man så pludselig falder over en film, der udfordrer og giver en oplevelse, man ikke har fået før, så brænder den sig fast i bevistheden. Enten fordi eksperimentet mislykkedes groft, eller fordi det simpelthen væltede én bagover. Den israelske dokumentarfilm “Waltz with Bashir” hører til blandt de mest vellykkede eksperimenter, jeg har set i mange år, og sætter en stor, fed streg under det faktum, at dokumentargenren i høj grad er alive and kickin'.

Handlingen tager afsæt i instruktøren Ari Folman og hans deltagelse i krigen i Libanon i 1982, hvor massakren på flere tusind uskyldige palæstinensere fandt sted i de to flygtningelejre Sabra og Shatila. Folman har imidlertid fortrængt, hvad der skete under hans udstationering, og opsøger gamle soldaterkammerater, der kan hjælpe ham med at grave den grusomme fortid frem. Langsomt dukker minderne op til overfladen, og igennem drømmeagtige sekvenser af absolut filmisk skønhed får vi et indblik i de rædsler, som Folman og den israelske befolkning har gjort alt for at begrave i den kollektive underbevisthed.

Historien er der altså ikke noget specielt nyt i. Krigstraumer og fortrængte minder fra en dyster fortid er der før blevet lavet dokumentarfilm om. Det er derimod filmens visuelle formsprog, der springer i øjnene som værende unikt og anderledes, for den israelske instruktør har valgt at animere hele sin film i en blanding af smukke og mætningsfarvede baggrunde og grove, tegneserielignende figurer. Det fungerer ualmindeligt godt og giver filmen en poetisk og hypnotiserende æstetik, som gør stort indtryk.

Musikken, der er en blanding af elektroniske rytmer, klassisk musik og israelsk punk, er med til at forstærke hele oplevelsen og indgår i en smuk dødsdans med de barske billeder. Et godt eksempel er en scene, hvor kuglerne flyver om ørerne på soldaterne, og én af dem pludselig rejser sig op fra bunkeren, træder ud på en stor plads og begynder at danse rundt, imens han skyder til højre og venstre. Her slår musikken over i en smuk vals og giver hele seancen et drømmeagtigt præg. Det er fantastisk fundet på og intelligent udført.

Instruktøren har begået lidt af en genistreg ved at bygge handlingen op omkring fortællingerne fra sine gamle soldaterkammerater og sine egne minder, der langsomt dukker frem. Det gør, at man får krigens rædsler fortalt fra forskellige vinkler. Krydsklipningen mellem Folmans detektivarbejde og de mange flashbacks tilbage til den krig, han så desperat har prøvet at slette fra hukommelsen, fungerer eminent. Krig skal huskes, ikke glemmes, for så glemmer vi os selv og lukker øjnene for, at historien gentager sig.