Rogue Ones

Rebellerne i “Star Wars”-sagaen er enige om én ting. De vil gøre oprør imod Imperiet med hjælp fra en højere, religiøs kraft. Der er ikke noget mål efter revolutionen. Oprøret er et mål i sig selv. Hverken Luke Skywalker eller Han Solo har idéer om et bedre samfund. Det samme er tilfældet i “The War Show”. Her gør ‘folket’ oprør imod Syriens diktator, Bashar al-Assad. De er imod ham, men hvad er de for?

Det vidste de ikke tilbage i 2011, hvor oprøret og de rystede hjemmevideooptagelser til “The War Show” begyndte. Det er medinstruktør Obaidah Zytoon, der bærer kameraet her i Det arabiske forårs spæde start. Hun møder en ung pige på gaden, der demonstrerer. Hvorfor? Frihed, svarer hun. Frihed til at lege og gøre, hvad man vil. Men hvorfor er Zytoons venner – Lulu, Hisham, Rabea, Argha, Amal og Houssam med på gaden? De ved det ikke helt. Måske fordi de bliver filmet? Ligesom virkelighedens skræmmeklovne skræmmer, fordi der bliver skrevet om dem? Fordi de keder sig. Og det her krigsshow er det bedste, der er at lave mellem de mange joints og de unge venners ture til stranden.

Første del er løst struktureret som Omar Shargawis “½ revolution”, der dyrkede det at være der – at være med i revolutionen. Kicket ved at blive jagtet og næsten blive fanget. Sådan er det også her, hvor Zytoon og vennerne jages af Assads mænd igennem Damaskus’ gader. Kameraet ryster under flugten, der ender i en tøjbutik, hvor de bliver skjult. Det er farligt, men alligevel ikke så farligt, at kameraet ikke lige kan dy sig for at kigge ud igennem en sprække. De er derude – lige udenfor.

Det er det, “The War Show” kan. Den er der. Igennem flere år, hvor oprøret uden mål forvandles til fødslen af et hold nye skurke – Islamisk Stat. På den måde bliver “The War Show” et stykke virkelighedens “Hunger Games”, hvor de, der gør oprør, bliver til dem, de gør oprør imod. Undertrykkere. For der er langt fra pigen i 2011-indledningen, der ønskede frihed, til de drenge, som senere råber et ønske ud om et Islamisk Kalifat – undertrykkelse mødes med mere undertrykkelse. Måske fordi de ikke kender til andet? Eller måske fordi nogen råber det? Så vil de unge drenge også råbe med, imens de bliver optaget på film.

Den del lykkes “The War Show” dårligst med. Den har en underliggende præmis om, at medierne opmuntrer til oprør. At jihadisterne bare gerne vil være noget, komme på tv. Det kan sagtens være rigtigt, men fordi Zytoons film følger oprørs-flowet, så evner den ikke at få ro til de større refleksioner. Den er bedre til det personlige. Som da kedsomhedsoprøret for sjov halvvejs bliver anderledes farligt. Rabea dør. Panden skudt af. Snart forsvinder Hisham – Huossam tortureres ihjel. Hud og negle fjernes. Her skifter “The War Show” fra et oprørs-show til dødelig alvor.