Tåkrummende morsom teenagerkomedie

Helt bagest i stationcaren sidder 14-årige Duncan, da hans lusede papfar fælder dommen: ”Du er en treer på ti-skalaen”. Av. Førstegangs-instruktørduoen Nat Faxon og Jim Rashs varme ’coming of age'-komedie “The Way, Way Back” rammer stort set lydefrit den allestedsnærværende akavethed, man bare ikke kommer uden om som teenager. Med sit ensemble af skuespillere, der tæller Toni Collette, Allison Janney, Steve Carrell, Sam Rockwell og Maya Rudolph, konstant skarptskårne og hylemorsomme replikker samt en følelsesmæssig dybde, er “The Way, Way Back” uden tvivl det varmeste bud på årets sommerkomedie.

Duncan (Liam Jones) skal sammen med sin fraskilte mor (Toni Collette), mors nye kæreste, Trent (Steve Carrell), og Trents datter tilbringe sommerferien i et strandhus ved USA’s østkyst. Han vil allerhelst være sammen med sin far, men nu er han altså på slæb med mor. Bedre bliver den ellers allerede håbløse situation ikke af, at papfar Trent er et røvhul af dimensioner, der går mere op i sin 70’er-øse (en vintage Buick Electra Estate Wagon) end Duncans ve og vel. Naboen Betty (Allison Janney) er vært for fest på fest for alle de ferierende voksne, mens teenagerne er overladt til dem selv.

Duncan driver alene rundt i det amerikanske sommerland, og nærmest ved et tilfælde falder han i snak med den noget ældre Owen (Sam Rockwell). Owen er opsynsmand i det lokale vandland, Water Wizz, og tilmed alt det, Duncan ville ønske, han selv var: Tilbagelænet, godt skåret for tungen og en damernes mand. Owen tager Duncan under sine kyndige vinger, og snart bliver sommeren fra helvede til en helt igennem okay en af slagsen.

Nat Faxon og Jim Rash nappede sammen med instruktør Alexander Payne en velfortjent Oscar for deres manuskript til “The Descendants” sidste år. Med “The Way, Way Back” står de to medlemmer af den respekterede improvisationstrup The Groundlings nu på egne, stærke ben. Fra Payne har de utvivlsomt taget med sig, at humoren og smerten går hånd i hånd. For der er hele tiden en klangbund af alvor til stede i filmen, der fornemt jonglerer emner som skilsmisse, delebørn, papfædre og -mødre, lidt for meget hverdagsvin og så selvfølgelig teenageakavethed for fuld udblæsning. Duncan er så genert og indelukket, at hans skuldre symptomatisk er krøbet helt op til hans ører, og derfra dingler armene stift og kejtet. Som teenager kan man ofte slå helt knude på sig selv i bar forlegenhed, og den følelse omsætter Liam Jones som Duncan til perfektion. Han befinder sig i limbo mellem den trygge tilværelse som mors dreng og trangen til at gå sine egne veje. På iPod’en har han mors musik (REO Speedwagon), og det er også mor, der køber praktiske jeans til sønnike. Men som 14-årig er han også ved at være for gammel til at sidde med ved spisebordet, når de voksne bliver halvsnaldrede og kissemisser i hjørnerne. Det er i sandhed ikke let at være Duncan!

Samtlige skuespillere leverer varen i deres respektive roller. Størst nuance fra Rockwell, der som den afslappede Owen kan sende vittighed på vittighed af sted med lynets hast, men også samtidigt få den generte Duncan til at sænke paraderne og lukke livet ind. Den enlige nabo med seriel hang til cocktails hæver Allison Janney til det hysterisk morsomme. Bramfri og storbralrende som bare fanden er Janney ophavskvinde til en stor del af filmens sjoveste replikker. Men det er i det fint skrøbelige mor/søn-forhold og spillet mellem Toni Collette og unge Liam Jones, at filmen finder sin bevægende, emotionelle tyngde.