Absolute let’s not

Populærmusik er noget med hjerteslag og trommer. Ingen bekymrer sig, om du kan spille eller ej. Kan du tælle til fire og skrue tempoet op til 120 slag i minuttet, er gennembruddet og den neonlyse fremtid lige om hjørnet. Den bærbare computer tager sig af de underlivsvridende frekvenser, så DJ’en kan nappe en kop kaffe og plante sig foran umusikalske og frelste “We are your friends” for at fejre sit uvurderlige bidrag til musikhistorien.

Zac Efron er et beachparty på ben. Solbrun California på 200 meters afstand, men stofgrå i kinderne, når liv og kamera kommer for tæt på. Han er det stærkeste kort med en skræmmende naturlig evne til at ophøje ravefester og stoffer til livets sande mening, mens selvhadet vokser. Cole Carter er den typiske filmungdom, der er lidt klogere og lidt mere unik end vennerne. Ham, der bare skal ud af San Fernando Valley. Væk til noget større end lokaldiskotekets 100 shots for en tyver.

Af uransaglige årsager bliver han taget under vingerne af den halvfallerede stjerne, James Reed, der har alt, hvad Cole drømmer om. Inklusiv Emily Rajatkowski som meget personlig assistent. Reed har intet motiv for at hjælpe sin unge proselyt, der er pissedårlig og doven, men bare mangler det ene track, der kan gøre ham berømt. Det er åbenbart beskeden fra “We Are Your Friends” til de unge håbefulde: Du behøver ikke øve dig en skid, omgiv dig med venner, der ikke øver sig en skid, folk kan alligevel ikke høre en skid.

Om det er kynisme eller en lang fuckfinger til etablissementet er lige fedt, for “We Are Your Friends” sovses ind i så fornærmende tåbelig musik, at enhver satire ryger overbords til fordel for de samme lave ambitioner som EDM, eller hvad for en undergenre af dunk-dunk vi nu har zoomet ind på. Lidt kærlighed, lidt død, lidt sex i en overskuelig pakke. Titlens reference til Simian og Justice mister al sin relevans i takt med at vennefigurerne viser sig tynde som pap.

Det er et spørgsmål om smag og så alligevel ikke, for den er modbydelig, den her ophøjelse af en fuldstændig indholdløs og ukreativ musikscene, hvis fokus ikke er på sange og talent, men på hvilke frekvenser der får baller til at vibrere. Hvis man så i det mindste tonede rent flag. Men nej, nej, for “We Are Your Friends” hyler som et kor af D’’ende Ibizaballoner med lange monologer om musikkens helende kraft, og at det skal komme fra hjertet osv. Meget fordrukne, liderlige hjerter måske?