Sex på hjernenI kølvandet på kultlederen Charles Mansons disciples kompromisløse og makabre drab på Roman Polanskis højgravide hustru, Sharon Tate, kreerede den polske instruktør to bemærkelsesværdige film, der begge lyser op i dennes forunderlige karriere – den blodige tragedie “Macbeth” (1971) og den omvendt muntre sexkomedie “What?” (1972), som på sin vis agerer to alen af ét stykke.

Trods et åbenlyst og indædt had til fremmede mænd og sexgalninge fra instruktørens side er kærligheden til filmen imidlertid intakt i “What?”, der holder fanen højt på et højst aparte indhold spækket med sort og veloplagt humor. Allerede fra første færd udsættes den blaffende amerikanske solorejsende, Nancy (Sydne Rome), for voldtægtsforsøg på en ikke nærmere bestemt lokation i Italien, mister ved bataljen al sin bagage og dumper ved et tilfælde ned i det dekadente og afsporede pensionat ejet af den kørestolsbrugende, hvis ikke sengeliggende, og småliderlige Noblart (Hugh Griffith).

Indkvarteret på det forfaldne pensionat uden penge eller bagage, men fast forankret i sin dagbog, udsættes den unge, smånaive amerikanerinde for en række mystiske bataljer, der gør hendes ophold på stedet til en særegen og nok også uforglemmelig oplevelse. Hendes klædningsstykker forsvinder et efter et i nattens mulm og mørke, helt frem til hun betræder de naturskønne rammer i sit medfødte eva-kostume, ligesom hun også mister sit værelse til et amerikansk turistægtepar på deres årlige Europatur. På pensionatet bliver hun tilmed blandt andre dus med Marcello Mastrioannis excentriske og rablende gale Alex, med hvem hun roder sig ud i bizarre sexlege, den iltre Mosquito – spillet af instruktøren selv – der mistænkes for hendes tøjs pludselige forsvinden samt en stribe andre aparte mandlige eksistenser. Fælles for dem alle er, at de er styret af deres seksuelle drifter og egentligt ikke så meget andet.

“What?” udstråler instruktørens uforbeholdne leg med mediet. Det er metafilm efter alle kunstens regler, og spillerummet er da også fyldt til smertegrænsen med flittigt brugte gentagelsesmønstre, når Nancy turer pensionatet i sin evige søgen på en dybere mening med, hvorfor hun egentligt er havnet på dette tilsyneladende gudsforladte sted. Mere tydelig bliver det metafilmiske imidlertid i filmens døende minutter, da instruktøren i nybølgestil løfter sig ud over filmens rammer og kundgør den magiske kontakt med sit publikum.

Stærkest er den kulsorte humor, der tydeligvis for Roman Polanski er et opgør med den nære fortids tab af hustruen og det ufødte barns liv til en hjernevasket sekts rituelle drab af samme. Hadet til mændene er hele tiden nærværende, og pensionatet er da også overbefolket med usympatiske og utroværdige eksistenser, der ikke vil den unge, barmfagre blondine noget godt trods hendes indledende udmelding om, at hun bliver godt behandlet på sin tur i Europa. Alligevel bliver følelserne aldrig hadfulde udadtil, men leveres derimod igennem finurlig situationskomik over en større skabelon. Tilmed har instruktøren haft et livsbekræftende overskud til at lege med de uforenelige, men også gensidigt afhængige voyeurismer og exhibitionismer, som også fylder en betragtelig del af konditionerne i “What?”

I sidste ende må det groteske scenarie med en afklædt kvinde og en flok sexsultne handyr kulminere på en eller anden måde. Hvordan bliver selvfølgelig ikke afsløret her, men kedeligt er det bestemt ikke. Det gamle pensionat er gennemsyret af råd og forfald, sex og dekadence, og selv maden er giftig, proklameres det. Det er måske svært at tale om de store skuespilpræstationer, mest af alt fordi de medvirkende – alle som en – blot er inkonsekvente brikker i Polanskis velslebne lystspil, her med en understregning af lyst som den bærende parameter i mændenes underliv i bjergene på det forglemte erotiske parnas, hvor tiden er gået i stå og alligevel betyder en hel del. En tidslomme om man vil.

For Roman Polanski har “What?” under alle omstændigheder været en meget personlig film, og det tunge hjerte fornemmes i udtalt grad. Stærkt underholdende er selve det aparte univers med de bizarre sex-fantasier og ditto lege, de rablende vanvittige mænd med seksuelle akter på hjernen og den udtalte dekadence, der hviler over stedet. Men under komikken hviler alvoren – ikke mindst her, hvor instruktøren som et såret dyr på savannen forsøger at tage livtag med de ydre dæmoner, der er blevet hans indre. Om det lykkedes ved han kun selv, men med i slipstrømmen er fulgt et brag af en sortseende komedie, der er sublim underholdning med stof til eftertanke.

Video”What?” fremstår i et rimeligt, men uimponerende anamorphic widescreen 1.85:1 format, der ikke er blottet for gener. Der er flere eksempler på edge-enhancement og digitale forstyrrelser, ligesom kontrasten også svinger en del. Til gengæld er farverne flotte og påtrængende, der er ikke eksempler på udtværing, og billedet er generelt skarpt.

AudioI ringere beskaffenhed er imidlertid det engelsksprogede Dolby Digital 2.0 lydspor, der ved både underlægningsmusik og dialog i enkelte tilfælde plages af en smule overstyring. Om end dialogen er tydelig, og musikken skaber de rette, stemningsfulde kulisser for filmen, er et indtryk af mono allestedsnærværende. Atmosfæren er i tilgift distinkt, men også en smule kedelig.

EkstramaterialeEkstramaterialet består af en trailer for filmen samt stills, plakater og en trivia for samme. Derudover er der de udmærkede men lidt tamme biografier og filmografier for instruktør og skuespiller Roman Polanski samt skuespillerne Sydne Rome og Marcello Mastroianni. Endeligt krydres med det obligatoriske trailershow bestående af bl.a. AWE Entertainment-udgivelserne “Vigilante”, “Sallon Kitty” og “Re-Animator”.