Selvom Faouzi Bensaïdis “WWW: What a Wonderful World” udspiller sig i Casablanca, er der meget langt fra de champagnecocktails og røgfyldte caféer vi kender fra Michael Curtiz’ klassiker. I stedet er Casablanca et moderne forurenet bylandskab hvor afstandene mellem rig og fattig er større end nogensinde. Det er også et sted med en vedvarende ensomhed, hvorfra følelsen af samhørighed kun kan opleves via internettet og mobiltelefoner.

Filmen er en mindre ensemble-fortælling, som vi kender det fra “Short Cuts” og særligt “Pulp Fiction”. Der er i det hele taget en del Tarantino over denne historie, der krydres med ironisk lune men dog uden hans lange dialoger. Filmen følger fire menneskers mere eller mindre usædvanlige liv gennem et par dages forløb. Den lakoniske Kamel (der spilles af instruktøren selv) er en hårdkogt og temmelig ensom lejemorder, der får alle sine jobs via internettet. Hver gang han har udført en likvidering, fejer han det med et besøg hos Saud, der er rengøringsdame og prostitueret ved siden af.

Saud har dog ingen mobiltelefon og må i stedet holde sig i kontakt med Kamel via veninden Kenza, der er en håndfast færdselsbetjent i et af Casablancas mest befærdede vejkryds, og som udlejer sin mobil for lidt ekstra håndører. Da Kamel og Kenza falder i snak over telefonen, viser det sig dog, at de måske har mere tilfælles, end man umiddelbart skulle tro. Desuden møder vi den unge Hicham, der drømmer om at undslippe til Europa, og en dag ved et tilfælde falder over et af Kamels kommende ofre på computeren.

“WWW: What a Wonderful World” indledes med en fornøjelig Saul Bass-inspireret åbningssekvens, der hurtig signalerer filmens stil: Den er legende, kulørt og mere optaget af indpakning end indhold. Hver person bliver introduceret med sin egen tekst og beskrivelse, og i nogle tilfælde en lang slow-motion sekvens, komplet med popmusik. Filmen henviser og låner fra en stor mængde forskellige værker, og udover Tarantino er det muligt at finde elementer og citater fra Jim Jarmusch, Fellinis “Amarcord: Mig og min familie” og ikke mindst Jacques Tatis “Playtime”, hvis trafikscener her bliver til en veritabel symfoni af dansende biler. Scenen er så betagende, at den næsten i sig selv er grund til at se filmen, men desværre også ret atypisk for resten af historien.

I det hele taget er filmens visuelle side dens primære styrke, og Bensaïdis kamera finder alskens interessante kompositioner og leger med konventionerne ved ofte at placere centrumet en anelse for langt til siden, og derved “skære” ansigterne over. Hvor den visuelle side duperer, så er selve historien derimod knap så imponerende. Personerne er formodentlig udtænkt som en slags slice-of-life fra den marokkanske storby, men også tilsat lidt “Pulp Fiction” coolness. Resultatet bliver desværre, at de hverken er det ene eller det andet. Som mennesker bliver de aldrig rigtig levende, og man forbliver derved også på afstand af historien, og derfor temmelig ligegyldig overfor udfaldet. Bensaïdi synes mere optaget af at finde interessante billeder, end af at sige noget som helst af betydning om livet i Casablanca (eller om noget som helt andet for den sags skyld).