Hvad *bleep* er meningen!?Engang imellem støder man på en filmoplevelse, der er så anderledes, end hvad man ellers er vandt til, at man efterfølgende har svært ved at placere den i en bestemt kategori, endsige forklare hvad man netop har oplevet. En sådan film er “What the Bleep Do We Know!?”, der blander fiktionshistorien med dokumentariske interviews af forskellige professorer, men den endelige sammenblanding er langt fra noget heldigt amalgam når det kommer til stykket.

Denne film er mere dokumentar end en egentlig handlingsbaseret historie, men man har valgt at lade fiktionslaget kommentere på de eksistentialistiske problematikker, som diverse kloge hoveder disker op med. Vi følger ganske vidst den døve Amanda (Marlee Matlin), der er fotograf og tydeligvis frustreret over sit liv, men hendes fortælling er kun et pædagogisk værktøj, som skal få tilskueren til at åbne op for de abstrakte teorier, der flyver om ørerne på én. Og der lægges ikke fingre imellem, hvad angår de teoretiske sværvægtsskyts. Hovedomdrejningspunktet er et forsøg på at forklare kvantefysikkens tilgang til de eksistentielle spørgsmål, der plager os mennesker hele tiden. Hvad er meningen med livet? Hvor er vi på vej hen? Hvad er virkelighed, og kan man skelne mellem den indre og den ydre verden?

Den kvantefysiske tilgang tilbyder i og for sig et opgør med den klassiske psykologi, idet det drillende foreslås, at man ikke falder for det skarpe skel mellem vores indre (både fysiske og psykiske) virkelighed og verden udenfor. Den revolutionerende idé er, at vi mennesker selv kan påvirke vores omverden via os selv og egentlig har større magt over den, end vi tror. Men først og fremmest er “What the Bleep Do We Know!?” en fortaler for, at vi som mennesker tager kontrol over vores eget liv, ved f.eks. at indse, at fortid og fremtid ikke er statiske størrelser, vi ikke kan røre, men at vi bør nytænke vores tidsopfattelse.

De mange indviklede ræsonnementer, som præsenteres af et væld af forskere indenfor psykologi og fysik, er overvejende interessante, men svære at følge i det lange løb. Selv når man holder tungen lige i munden, er der simpelthen for mange komplekse informationer og omvæltende brud med vores normale tænkning og verdensopfattelse til, at det hele kan synke ind. Man efterlades hurtigt forpustet, og endnu hurtigere irriteret over, at filmen ikke giver én noget at holde fast i. Her var det øjensynligt meningen, at den lille fiktive fortælling om Amanda skulle hjælpe os til at navigere blandt de højtflyvende tanker, og give os en konkret og en visuelt forankret nøgle til at åbne op for de spændende teorier. Men her spænder “What the Bleep Do We Know!?” ben for sig selv. Hvad der kunne have været en anderledes og givende måde at liste de komplekse størrelser ind ad bagvejen hos et primært underholdningsorienteret publikum, bliver i stedet en pinlig og amatøragtig opvisning i banal fortælleteknik, og en historie, der skurer fælt holdt op mod det eksistentielle bagtæppe.

Skuespillet er hele vejen igennem andenrangs og direkte karikeret, og hvad der synes at være et forsøg på at tilføre de tørre begreber lidt liv, bl.a. via humor og fest og farver, leder i stedet tankerne hen på synkroniserede udenlandske reklamer, AV-produktioner i gymnasiet og filmisk firkantede stilgreb for begyndere. Historien om Amanda, der har oh så ondt af sig selv, virker decideret irrelevant og falder tilbage på den klassiske filmfortællings banaliteter – her den romantiske komedie, bare uden fungerende humor og kemi eller indlevelse i karaktererne.