Nicolas Cage spiller en politibetjent, som drager til øen Summersisle for at finde sin gamle flammes forsvundne datter, Rowan, der måske er blevet kidnappet af hedenske, vanvittige øboere. Tilgiv mig, hvis jeg ikke vælger at gå mere i detaljer, men filmen er søvndyssende nok i sig selv, og det at genkalde plottet er nøjagtig lige så trættende. Det amerikanske remake af den britiske 70’er-klassiker, “The Wicker Man”, er en film uden én eneste sympatisk karakter, mindeværdig replik eller helstøbt scene. Alene filmens sidste tredjedel udgør én lang kavalkade af ufrivilligt komiske øjeblikke – sjovest er synet af Cage iført et gustent bjørnekostume.

Den oprindelige films største force var dens fornemme sans for sofistikeret psykologisk gys og dens trykkende, ubehagelige atmosfære, der havde en nærmest tranceinducerende effekt. Folkene bag nyfortolkningen har derimod følt sig nødsaget til at indsætte platte og frygteligt ineffektive chokeffekter til højre og venstre. Åh gud, Nicolas Cage faldt lige igennem et slidt trægulv! Og jøsses, nu fløj en krage lige forbi hans ansigt! Angelo Badalamentis orkester forsøger desperat at intensivere effekterne ved hjælp af tilsyneladende tilfældige musikalske anslag, men lige meget hjælper det… “The Wicker Man” forbliver tandløs og uduelig.

Nicolas Cages troværdighed som efterforsker fordufter allerede, da han for første gang møder Rowans mor og ikke stiller hende ét eneste spørgsmål om barnets forsvinden. Det er den forfærdelige Kate Beahan, som spiller moren, Willow, og hun har tydeligvis nærstuderet danske sportskommentatorer og dermed lært, hvordan man bedst formulerer… sig… i… ufuldendte… sætninger. Da Cage på et tidspunkt afbryder en af hendes ulidelige monologer, fristes man nærmest til at skråle og klappe højlydt – det er filmens absolutte højdepunkt. Willows manglende interesse for efterforskningen er på niveau med vores manglende interesse for hende og alt andet i denne gevaldige fadæse, som blev nomineret til hele fem Razzies, men på ejendommelig vis ingen vandt.

Det er fristende at stemple filmens manuskriptforfatter og instruktør, Neil LaBute, som uduelig, men det vil nu alligevel være urimeligt. LaBute lavede trods alt den morsomme satire “Nurse Betty” for nogle år siden, og hans unikke evne til at få hæderlige skuespillere til at fremstå direkte stupide og fuldstændig inkompetente er mildest talt imponerende. Molly Parker (fremragende i “Deadwood”) leverer en præstation så mekanisk og firkantet, at man mistænker hende for at ville imponere producerne bag den næste Terminator-film. Og helt præcis hvad Frances Conroy og Ellen Burstyn laver i sådan noget bras, er hinsides al tænkelig logik. Lej originalen i stedet. Eller en hvilken som helst anden film for den sags skyld.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Dvd’ens transfer læner sig langt hen ad vejen op ad en 5-stjernet vurdering. Men et par undervandsscener i kapitel 11, der byder på en del distraherende udtværing, sikrer i sidste ende billedsiden 4 stjerner. Men for det meste ser filmen glimrende ud – dens meget gyldenbrune look præsenteres fornemt, og farvetemperaturen er stabil. Kontrasten er god, og de få tilfælde af edge-enhancement er bestemt overkommelige. Digital støj og komprimeringsfejl er der ingen betragtelige tilfælde af, og billedet er dejlig skarpt.

AudioSom sædvanligt har Scanbox givet muligheden for at lytte til deres film via enten et Dolby Digital 5.1 eller DTS 5.1 mix. Forskellen er beskeden, men især sammenligninger under filmens mest dramatiske scener afslører, at DTS-mixet lyder mere sprødt og fyldigt. Dialogen kommer krystalklart igennem, og hverken dét eller andre aspekter af mixet plages af overstyring eller andre auditive fejl. Der er en del god atmosfærelyd og et par fine panoreringer, og så får musikken også lov til at folde sig godt ud via hele kanalnetværket. Brugen af subwooferen er effektiv og velovervejet.

EkstramaterialeDet lyder måske imponerende, når coveret annoncerer, at dvd’en indeholder både biografudgaven og en såkaldt Director’s Cut udgave af filmen. Men den eneste mærkbare forskel er, at Director’s Cut udgaven har fået skåret nogle sekunder af slutningen. Derudover indeholder skiven trailere til “The Wicker Man”, “Bridge to Terabithia”, “2:37”, “Bobby”, “Loverboy” og “Apocalypto”.