1700 kilometer på krumme tæer

Der er åbenbart ingen grænser for, hvor velgørende en mundfuld frisk luft kan være. Er din mor lige død af kræft? Har du kørt dit ægteskab i sænk med heroin og utroskab? Så trænger du vist til en tur i det fri. Der kan du uforstyrret læse åh-så-inspirerende digte af Robert Frost og Emily Dickinson, imens du messer diverse selvhjælpsfraser på din tur igennem et smukt og øde landskab på dine åh-så-ømme fødder. I “Wild” begiver Reese Witherspoon sig ud på sådan en selvhjælpsvandretur. Resultatet er en mindre vis, mere selvoptaget lillesøster til “Into The Wild”.

Selvfølgelig var Emile Hirschs karakter i “Into The Wild” også ganske opslugt af sig selv og sit forehavende. Men han havde trods alt gjort sig nogen tanker, inden han gav alle sine ejendele til velgørenhed og begav sig ud i vildmarken på jagt efter en mere enkel tilværelse. Det var en kritik af det moderne samfund og dets materielle overflod. Det er ikke den slags tankegods, Reese Witherspoon slæber rundt på i sin komisk store og overlæssede rygsæk.

”Jeg er ked af, du bliver nødt til at gå 1700 km, bare fordi…,” siger eksmanden Paul. Jeg forstå godt, han går i stå. For hvorfor er det lige, at den vandretur er nødvendig? ”Færdiggør den sætning. Hvorfor er jeg nødt til at gå 1700 km?” svarer Witherspoon. Det er altså ikke kun os andre, der er i tvivl. Svaret er nok, at vandreturen er en mere eller mindre tilfældig, desperat handling. En flugt fra en virkelighed og en hverdag, der er kommet ud af kontrol, siden hendes mor pludseligt døde af kræft.

Det er dog også et mysterium, hvorfor morens død leder den ellers pæne pige ud i et heroinmisbrug og en masse tilfældig sex med fremmede mænd. Naturligvis var moderens død et traume. Men hvorfor fik sorgen så selvdestruktivt et udtryk? Det beskæftiger “Wild” sig aldrig med. Derfor bliver rejsen svær at engagere sig i. Det bliver aldrig klart, hvorfor Cheryl, som Witherspoons karakter hedder, handler, som hun gør. Det er vist meningen, at jeg skal blive inspireret af beslutningen om at vende det kaotiske og smertefulde liv ryggen. Men jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er for en dyb erkendelse, “Wild” mener at gemme på. Hvad er det helt præcis Cheryl lærer på sin vandretur, som redder hendes liv? Jeg tror desværre ikke, der er mere at komme efter end de flade selvhjælpsklichéer, der fyres af undervejs. Her er der blandt andet den om, at man bliver glad, hvis man udsætter sig for skønhed. Og gudhjælpemig også den om, at man skal være sit bedste selv. Selvhjælpsindustrien har selvfølgelig også kronede dage. Jeg har bare svært ved at lytte til den slags pseudo-psykologi uden at krumme tæer. Og på krumme tæer, ja, så føles filmturen på Pacific Crest Trail, den 1700 km lange vandrerute, om muligt endnu længere.

Ret skal dog som bekendt være ret. De storslåede landskaber er skam dragende med deres skarpe klipper og glimtende skovsøer, og instruktør Jean-Marc Vallée giver sig tid til at dvæle ved det smukke sceneri. “Wild” formår også at være rørende i skildringen af Cheryls mor, der får konstateret kræft, netop som hun har nået et stadie i sit liv, hvor hun for første gang har mulighed for at udforske, hvem hun egentlig er, når hun ikke blot er en datter, en kone eller en mor. En ny begyndelse, der bliver bremset i opløbet.