“Wimbledon” er en romantisk sportsfilm, der modsætter sig den gamle vittighed om, at man ikke skal forelske sig i en tennisspiller, da “love” i deres verden som bekendt betyder nul. For at komme frem til det facit, kommer vi ud på en klichefyldt og forudsigelig men også veloplagt og til tider vittig tur.

Den romantiske sportsfilmDen romantiske genre og sportsfilmen må vel betegnes som nogle af de mest forudsigelige af slagsen. Specielt historierne om modsætningerne som finder kærligheden, og underdog’en som overkommer alle odds, er set et utal af gange før.

I “Wimbledon” bliver de to eventyr slået sammen, og er man den kyniske “har set det hele før”-type, er det nok en god ide at springe filmen over. Men indenfor genren fungerer den glimrende. Ikke mindst pga. Paul Bettanys tiltalende spil som hovedpersonen Peter Colt. Bettany, der mest er kendt for biroller, beviser her, at han sagtens kan trække læsset som hovedrolleindehaver. Colt er den typiske vage, men vittige englænder, som forelsker sig i den karrieremindede og kendte amerikaner Lizzie Bradbury, spillet af Kirsten Dunst. Udgangspunktet er gammelkendt (og en næsten tro kopi af grundlaget i “Notting Hill”), men reddes af Bettany og Dunsts kemi.

Birollerne er besat med navne som Sam Neill, Jon Favreau, Bernard Hill og Nikolaj Coster-Waldau. Det er gode navne, som imidlertid har ikke det store at arbejde med, men alligevel dukker der en række små og pudsige episoder frem her og der. Fra et dansk synspunkt er det f.eks. spøjst, at opleve Nikolaj Coster-Waldau, som Colts tyske træningsmakker Dieter Prohl, med tør accent, som ikke har meget tysk over sig.

Plads på Centre CourtBag kameraet finder man også gode folk. Filmen er instrueret af Richard Loncraine, som bl.a. har stået bag kameraet på filmen “Richard III” og det 2. afsnit af miniserien “Kammerater i Krig” (“Band of Brothers”). “Wimbledon” har også fået fingrene i fotografen Darius Khondji, som normalt er kendt for sine dystre billeder. Her er de to herrer i lettere omgivelser, og heldigvis har de undgået at sovse filmen ind i alt for meget candyfloss.

“Wimbledons” absolut største kvalitet, er måden hvorpå den fanger stemningen fra virkelighedens tenniskampe. Ved en normal tenniskamp er man naturligvis henvist til, at sidde uden for banen, men i filmen får man under kampene lov til, at være midt på banen. Tilskueren bliver, bl.a. ved hjælp af overbevisende computergrafik, skudt rundt på banen. Hvis det meste ved filmen er kendt stof, så er rammerne nye. Filmen er nemlig optaget imellem virkelighedens kampe i Wimbledon-turneringen – hvilket er første gang det er sket. Selvom jeg ikke er den største tennisfan, nød jeg så afgjort, at opleve den store engelske tennis-turnering fra spillernes perspektiv.