Winter’s Tale
Udgivet 19. feb 2014 | Af: paideia | Set i biografen
Akiva Goldsman er en Oscar-vindende manuskriptforfatter. Når jeg hører hans navn, tænker jeg på “Klienten”, “A Time to Kill” og selvfølgelig “Et smukt sind”. Måske er det et udtryk for selektiv hukommelse, hvor min hjerne prøver at skærme mig fra de mere traumatiske dele af min hukommelse, men denne film – som Goldsman både har instrueret og skrevet – har gjort mig uigenkaldeligt bevidst om, at han også skrev manuskript til “Da Vinci mysteriet”, “I, Robot” og “Batman & Robin”.
En god forfatter formår at hæve et så dumt og forudsigeligt plot til noget meningsfuldt. “Cloud Atlas” kunne nemt være endt i samme blindgyde, men dér formåede forfatterne, instruktørerne og skuespillerne at forløse historien. Det sker desværre ikke her. Det største problem er en fuldstændig mangel på tillid til publikum, hvilket afspejles i hele fortællemåden – især musik og dialog. Derudover er der alvorlige problemer med tempoet i filmen. Den anden halvdel af historien foregår i nutiden, men virker underligt forhastet og løsrevet fra resten af filmen. Jennifer Connellys karakter i denne del virker mest af alt som en eftertanke. I det hele taget mangler der en større sammenhæng i fortællingen; jeg havde mest indtryk af, at have set en række løsrevne scener bundet sammen af Colin Farrells hovedfigur.
Blandt de få positive ting i filmen er Jessica Brown Findlay som den døende pige. Hun har en naturlig sødme, der skinner igennem lærredet, og jeg håber at se mere til hende i fremtiden. Filmens art direction er betagende og gav mig på trods af det rædderlige manuskript lyst til at lære dette univers bedre at kende. Nogen har haft et blik for uventet smukke og majestætiske dele af både det gamle og det nutidige New York, og kostumerne er en lettere overdrevet, men meget vellykket udgave af periodens mode. Det er ærgerligt, at man har spildt så skønne kræfter på “Winter’s Tale”.
Der er gode anslag til noget bedre, og i hænderne på mere kompetente filmskabere kunne det måske være blevet til noget. Jeg følte hele tiden, at der ligger noget lige uden for rækkevidde, der kunne forløse historien. Måske skal man læse romanen, som den er filmatiseret over. Der er en enkelt scene, hvor vores hovedperson i nutidens New York møder den døde piges lillesøster, som han kendte som en lille pige. Her fik jeg en lille tåre i øjenkrogen. Ikke mindst fordi den scene viste mig, hvad “Winter’s Tale” kunne have været.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet