Wire in the Blood - Sæson 1

InstruktionAndrew Grieve, Peter Hoar, Declan O'Dwyer, Nicholas Laughland, Terry McDonough, Roger Gartland, Richard Curson Smith, Philip John

GenreDrama, Drama, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Wire in the Blood – Sæson 1

4 6
Den sære og charmerende psykolog Tony Hill bliver bedt om at assistere ved efterforskningen på en mordsag. Det er politiinspektør Carol Jordan, der står for efterforskningen, og hun har brug for en alternativ vurdering af sagen.
“Wire in the Blood” er en spændende krimiserie baseret på den skotske forfatter Val McDermids roman. Dvd’en indeholder tre skiver, tre mordsager, der hver består af to dobbeltafsnit af 50 minutters varighed. Det er et dystert scenarie McDermid beskriver og tankerne falder uundgåeligt på film som “Manhunter” og “Ondskabens øjne”. Den velkendte jordbundne vinkel fra det engelske tv-medie tilføjer en ubehagelig realisme, der er svær at ryste af sig igen.

Som en anden Will Graham har Tony Hill evnen til at sætte sig ind i psykopaternes tankegang. Når han kombinerer bevismateriale med teorier fra sin psykolog-ekspertise, giver det en anden indfaldsvinkel til mordsagerne, end politiets mere firkantede metoder. Hill skaber gode resultater, men hans distræthed og mangel på indsigt i politiarbejde spænder indimellem ben for efterforskningen.

Det menneskelige aspekt er noget, der går igen i episoderne: Ingen er perfekte i McDermids verden. Der begås fejl når efterforskerne gang på gang bliver følelsesmæssigt, såvel som fysisk, involveret i mordsagerne.

Psykologen og politiinspektørens veje krydses ofte. De er begge fascinerede af modparten og et uundgåeligt personligt forhold opbygges ganske langsomt mellem de to arbejdsheste. De to hovedroller bæres formidabelt af Hermione Norris, og især Robson Green er bemærkelsesværdigt overbevisende som Tony Hill. En solid besætning præger samtlige biroller, der bringer detaljerigdom til de mange involverede karakterer.

Episoderne kan ses uafhængigt af hinanden, men man får naturligvis mest ud af personkarakteristikken ved at se afsnittene i rækkefølge.

Ens for samtlige afsnit er en høj grad af uforudsigelighed og indtrykket af, at politiet er på temmelig bar bund, er medvirkende til at øge spændingen. Denne usikkerhed kommer bedst til kende i det sidste afsnit, “Justice Painted Blind”, hvor man løbende, i takt med efterforskningen, er ret usikker på hvad udfaldet vil blive gennem langt størstedelen af episoden.

Midt i HBO kanalens guldalder og strømmen af amerikanske kvalitetsserier, sender britisk tv med “Wire in the Blood” en bredside afsted af det de gør bedst: en krimiserie af høj kvalitet med den selvsamme recept amerikanerne har taget til sig. En øget vægt på gennemarbejdet plot og personkarakteristik frem for klichéfyldt action og smarte effekter. Tempoet er dog forholdsvis højt, og med hvert dobbeltafsnit er man garanteret knap to timers solid spænding.

VideoPå dvd bliver “Wire in the Blood” præsenteret i anamorphic widescreen, 1.78:1 aspect ratio. Billedet tilbyder en fin kontrast og klare farver, men lider en del under kompressionsfejl, der væsentligt reducerer billedkvaliteten. En så kraftig komprimering har slet ikke været nødvendig, da hver dvd blot indeholder ét dobbeltafsnit. Der er ikke videre tegn på fejl eller snavs på transferet.
AudioPå denne dvd får vi glæde af et engelsk Dolby Digital 2.0 stereo lydspor. Af uransalige årsager opfører dette spor sig nærmere som et Dolby Surround lydspor. Gennem en Pro Logic receiver bliver lydsporet meget levende og baghøjttalerne er langt oftere i brug sammenlignet med andre stereo lydspor. Pro Logic teknologi er dog langt fra et krav for at kunne nyde “Wire in the Blood”, hvor primært den glimrende dialog er i fokus.
EkstramaterialeKorte interviews med Hermione Norris og Robson Green indleder ekstramaterialet. De er upersonlige, generiske og i grunden ikke spor interessante. Anderledes er et 17 minutters interview med Val McDermid, der går en del i detaljer omkring inspirationen og indfaldsvinklen til romanen “Wire in the Blood”. Desværre hører man aldrig intervieweren, hvis spørgsmål i stedet dukker frem som tekst på skærmen. Dette giver en underlig dynamik i interviewet, der havde nydt godt af, at være præsenteret i en dialog-form.

Ekstramaterialet afsluttes med tekstbiografier af Val McDermid og de to hovedrolleindehavere og en enkelt trailer. Der hører kun et minimum af ekstramateriale med til denne udgivelse. Til gengæld er det samme mangelfulde materiale tilgængeligt på alle tre skiver.

Denne dvd-udgivelse vil ikke gå over i historien, hverken på grund af de tekniske aspekter eller udvalget af ekstramateriale, men indholdsmæssigt har “Wire in the Blood” heldigvis meget at byde på.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Kriminalpsykologen Dr. Tony Hill er i besiddelse af nogle specielle evner, der gør ham i stand til at sætte sig ind i, hvordan både et mordoffer og en morder tænker. Til dagligt holder han forelæsninger på universitetet, og forsker ved at interviewe dømte forbrydere, men da Carol Jordan en dag kontakter ham for at få hjælp til at opklare et brutalt mord, får han virkelig brug for sine overnaturlige evner.