Sensationel sæson

Selv tilbage i 2002, da HBO begyndte at transmittere “The Wire”, skulle man tro, at endnu en politiserie var det absolut sidste, sendefladen have brug for. Helt seriøst – var det ikke nok med de utallige genudsendelser af alle de britiske tv-krimier, den levedygtige “NYPD Blue” og de talløse inkarnationer af “CSI” og “Law & Order”? Men ligesom sin jævnaldrende genrefælle, “The Shield”, har “The Wire” revolutioneret genren. Den er anderledes, spændende og blottet for de nagende klicheer, der har gjort så mange politiserier til skydeskiver for veloplagte komikere – lige fra evigt doughnutgnaskende strissere og futuristisk computerudstyr, til banalt melodrama og oversentimentale monologer om lov og retfærdighed. Det her bliver du sgu nødt til at se.

Den halvstore amerikanske metropol Baltimore er fortællingens kulisse. Historien folder sig primært ud i byens narkohærgede slumkvarterer, i den kriminelle underverdens krybbe og i de lokale ordenshåndhæveres lokaler. Serien er skabt af kriminalreporteren David Simon og den forhenværende politiofficer Ed Burns, som begge har oplevet narkokrigens blodige følger på klos hold. Duoens intime kendskab til bureaukratiet, som ofte spænder ben for ordensmagten, de faktorer, som vedligeholder konflikten, og de mennesker, der opholder sig på begge sider af lovens plankeværk, er med garanti blandt årsagerne til, at føljetonens dragende verdensbillede føles overordentlig troværdigt.

Ja, æstetikken kan nærmest betegnes som dokumentarisk. Der er ingen smarte panoreringer eller fikse klip, som uforsætligt fjerner opmærksomheden fra selve dramaet, og der optræder aldrig underlægningsmusik, der dikterer, hvad vi skal føle. Første sæson af føljetonen er som en god bog, der forfører, kryber ind under huden og nægter at blive lagt væk. Hver eneste karakter gennemgår en spændende, længerevarende forvandling, der gør dem en fornøjelse at følge. Og manuskriptforfatterne er eminente til at trække tæppet væk under os med alt fra spektakulære twists til små, men betydningsfulde og uventede detaljer om karaktererne – selv de mindre af slagsen.

Det allerbedste ved “The Wire” er, at serien ikke kun handler om de godsindede politibetjente. I seriens første afsnit ser vi det unge bandemedlem D’Angelo Barksdale (en sensationel Larry Gilliard Jr.) blive frikendt for mord, selvom det er indlysende, at han er skyldig, og at vidnerne blev truet til tavshed. D’Angelo jubler over kendelsen, og naturligvis opnår man en foragt for banditten. Men omtrent halvdelen af sæsonen bruges dernæst på D’Angelo og hans slæng, og langsomt indser man, at D’Angelo også er et menneske, og at omstændigheder ude af hans kontrol har tvunget ham til at leve som forbryder. Han føler smerte, anger og sorg ligesom alle os andre, og på sin egen måde forsøger han at gøre tilværelsen bedre for dem, som savner rettesnor eller føler sig nødsaget til at ty til kanylen. Og heltene er ligeledes fejlbarlige og interessante.

Det er let at afskrive lovløse som håbløse dumrianer, når man skimmer over en bladartikel eller zapper forbi et indslag i tv-avisen, men “The Wire” tvinger os for alvor til at skue hinsides overskrifterne og stereotyperne. Føljetonen burde være pensum i alle skoler. Og replikkerne er af samme tårnhøje kvalitet som dem i den gængse Tarantino-film. Selv en humoristisk samtale mellem tre unger pushere om nuggets’ ukendte ophavsmand formår manuskriptforfatterne at transformere til en poetisk dialog om den menneskelige kreativitet. Og under en anden fabelagtig scene, hvor to politibetjente undersøger et drabssted, kommunikerer de udelukkende via ordet fuck – og scenen fungerer bare. Humoren er lige så sjov, som den er naturlig.

Dominic West er både inspirerende og allerhelvedes sjov som den hårdkogte detektiv Jimmy McNulty, der indirekte sætter en efterforskning i gang af D’Angelos grusomme onkel, Avon, som står for salget af hovedparten af byens stoffer. Det er denne besværlige efterforskning, som er den første sæsons drivkraft. Sonja Sohn er fantastisk som McNultys vigtigste partner, Kima Greggs, og Andre Royo skiller sig også ud som den anspændte junkie Bubbles, der hjælper betjentene, efter at hans bedste ven næsten blev tævet ihjel af Avons undersåtter. Men alle skuespillerne er ærlig talt brillante og værdige til at portrættere manuskriptforfatternes vidunderlige karakterer. Til slut kan man ikke vente med at se ensemblet i aktion igen i sæson 2.

Video

Præsenteret i 4:3 full screen-format. Det er tydeligt, at “The Wire” er blevet skudt på video, eftersom billedet har et klart digitalt præg, der indimellem får den til at se en smule billigere ud, end den vitterligt er. Sortniveauet er en smule for kraftigt, edge-enhancement optræder undertiden, og billedet er skarpt, men dog aldrig decideret knivskarpt. Sløret bliver billedet dog aldrig, og under dagsscenerne er sortniveauet sædvanligvis helt tilpas. Farverne har altid den rette temperatur, og hverken snavs eller udtværinger forekommer.

Audio

Dolby Digital 5.1-lydsporene benytter baghøjtalerne uhyre sjældent. De disker udelukkende op med lavmælte lydeffekter og musikalske toner. Det er slet ikke, fordi “The Wire” lyder dårligt – men hvor bl.a. scenografien, kameraarbejdet og dialogen er med til at gøre seriens univers enormt troværdigt, er lydsiden mindre overbevisende. Fronthøjtalerne mønstrer dog nogle fine panoreringer, og i det mindste bombarderes man ikke af anmassende lydeffekter. LFE-kanalen er heller ikke voldsomt aktiv, men når subwooferen benyttes, gør det indtryk. Dialogen er tydelig, dynamikområdet er af en respektabel størrelse, og støj optræder aldrig. Det er i øvrigt værd at bemærke, at de danske undertekster desværre byder på flere oversættelses- og trykfejl.

Ekstramateriale

Man gad godt have set nogle interviews med skuespillerne og seriens bagmænd samt nogle dokumentarer og slettede scener, men vi må bare nøjes med tre glimrende kommentarspor. Seriens skaber, David Simon, har indtalt kommentarer til afsnittene “The Target” og “Cleaning Up” (sidstnævnte sammen med manuskriptforfatteren George Pelecanos), og instruktøren Clark Johnson diskuterer episoden “The Detail”. D’herrer er alle meget velformulerede og tager ikke mange pauser (bortset fra Johnson). Det er især interessant at høre om, hvordan flere ægte sager og personligheder har haft indflydelse på manuskripterne.