Det er i og for sig en fortælling, der er set utallige gange før i skrækfilmens regi, tilsat lige dele blod, bræk og bestialske mord. Således er “Wolf Creek” ingen undtagelse. Alligevel formår den spillefilmsdebuterende Greg McLean, angiveligt med udgangspunkt i en sandfærdig historie, at støbe kuglerne til en skrækindjagende og veltilrettelagt gyser med den australske outback som de eksemplariske kulisser.

Handlingen er umiddelbar og såre simpel. På mange punkter efterleves de klassiske formler for gyserfilmens veritable succes. Det er det traditionsbestemte set up, hvor en gruppe unge godtfolk kører ud i det rene ingenting og, selvfølgelig, havner i kløerne på den barbariske massemorder. Det er i “Wolf Creek” tilfældet for to britiske tøser, Liz (Cassandra McGrath) og Kristy (Kestie Morassi), der sammen med australske Ben (Nathan Phillips) har investeret i en automobil for at besøge verdens største meteorkrater – Wolf Creek. Men selvfølgelig går turen slet, slet ikke som planlagt.

Da de skal videre fra Wolf Creek vil bilen naturligvis ikke starte. Strandet i ødemarken med et dødt batteri er der ikke andet at gøre end at vente. Hjælpen kommer i skikkelse af den hyggelige og muntre outbacker Mick (John Jarratt), der tilbyder at bugsere bilen og dem hjem til sit hjemsted, en gammel forladt mineby, hvor bilen så kan blive gjort køreklar. Og dermed er der gjort klar til det helt store blodbad, for Mick er naturligvis alt andet end hyggelig og alt andet end munter. Mick er lige præcis inkarnationen af den gængse gyserformels udspekulerede massemorder, der hjemfører sine ofre til sit skjul, hvor han i ro og mag kan torturere, lemlæste og endeligt dræbe dem.

Så enkelt er det imidlertid ikke. For de tre backpackere har naturligvis ingen intentioner om at ende deres dage som massemorderens affald. De tre forsøger derfor kollektivt og på egen hånd, efter alle kunstens regler, at undgå det diabolske spil, de ganske uforvarende er blevet en del af. Om det lykkes dem at komme helskindet igennem deres livs mareridt, skal dog ikke røbes her.

Selvom handlingen naturligvis læner sig op af de traditionelle gyserformler og dermed rummer en udtalt forudsigelighed, bliver det nu aldrig kedeligt. Og det er på trods af, at måden, den psykopatiske enspænder jagter sine ofre på, er set uendeligt mange gange før. Men ødemarkens stemningsfyldte, klaustrofobiske kulisser og det faktum, at skuespillerne denne gang udseendemæssigt er helt almindelige, giver filmen et helt andet præg. Nu vi er ved skuespillerne, så leverer de alle immervæk glimrende præstationer, når de, helt efter spillets regler, leger kattens jagt efter musen, morder og ofre imellem.

Filmen er i en vis forstand et syret roadtrip, ikke ulig dens skæbnepålagte forbillede “Motorsavsmassakren” (1974), der er tilrettelagt efter den klassiske model med et langt, spændingsopbyggende forspil, indtil helvede for alvor bryder løs i filmens andel halvdel. Ligesom sine mange forgængere spiller både billede og lyd en anseelig rolle i forsøget på at fremture de ønskede skrækeffekter. Således er “Wolf Creek” filmet, i overvejende grad, med en håndholdt, rystende æstetik, der er med til at påføre fortællingen dens fortættende, klaustrofobiske fornemmelse, særligt når vi følger karakterernes desperate forsøg på at undslippe. Men de mange, i øvrigt naturskønne, billeder står naturligvis ikke alene om effektmageriet. Således er reallyden tydeligvis blevet brugt som et stemningsskabende legetøj, når for eksempel Liz kan høre sin veninde skrige af smerte et eller andet sted ude i det kulsorte mørke.

Det er kort og godt en banal historie, der øjensynligt er blevet hængt op på et autentisk opgør i den australske udørk. Men selv om manuskriptet besidder enkelte fodfejl og i høj grad efterlever gysergenrens klassiske konventioner, må det her nødvendigvis være en af årets mest skræmmende og bloddryppende gysere, der vil jage en skræk i livet på de fleste.

Video”Wolf Creek” fremstår i 1.85:1 anamorphic widescreen format. I og for sig tager den sig ganske betagende ud, hvilket særligt må tillægges de mange indstillinger af Australiens prangende natur. Det understreger dermed den velkendte talemåde, at der ikke kan tages dårlige billeder ‘down under’.

Alligevel er billedsiden ikke helt pletfri. Således er overførselen flere steder plaget af digital støj samt udtværinger i billedet. Det er dog bagateller idet filmen, der for øvrigt er optaget i det nye HD-format, ellers har en skarp billedside med en rimelig kontrast.

AudioLyden i “Wolf Creek” fremstår i både 5.1 DTS og 5.1 Dolby Digital. Begge udgaver er velfungerende, men særligt førstnævnte giver den perfekte fornemmelse af at være med helt fremme i sædet. Særligt reallyden bliver fremhævet og på imponerende vis udnyttet til at styrke filmens gys og gru. Også underlægningsmusikken får til tider en tilsvarende prægnans. Der er ikke andet at gøre end at læne sig tilbage og nyde de lydlige kulisser.

EkstramaterialeEkstramaterialet er også i absolut særklasse. På den ene af to skiver er der trailers med “16 Blocks”, “She’s the Man” og Robert Altmans “A Prairie Home Companion”. I samme boldgade findes sneak previews fra “The Matador”, “Mercenary for Justice” og “The Great Raid”.

På lydsiden er der mulighed for kommentarspor med filmens instruktør, manuskriptforfatter og producer Greg McLean, executive producer Matt Hearn samt de to kvindelige hovedrolleindehavere Cassandra Magrath og Kestie Morassi.

På den anden dvd er den dybdegående dokumentar om filmen “The Making of ‘Wolf Creek'” en lang, spændende rejse ind i filmcrewets oplevelser under optagelserne, samt instruktørens og skuespillernes grundlæggende tanker om og bag filmen. Det er en fremragende feature, der giver et grundigt kig bag kulisserne.

Til sidst er der tre mindre men trods alt gennemarbejdede scener, som ikke blev medtaget i den endelige film.

Hvis man nævner ordene ‘Australien’ og ‘film’ i sammenhæng, vil der nok ikke være mange lamper, som begynder at blinke i den gængse filmentusiasts bevidsthed. “Crocodile Dundee”, “The Piano” og de tre “Mad Max” film vil nok stå først i køen. Men derudover er kendskabet til det australske filmlandskab hos de fleste nok nogenlunde så tørlagt som de endeløse ørkener i den fabelagtige ovennævnte Mel Gibson-trilogi. Sundance-nominerede “Wolf Creek” fortjener at lave om på dét. En gyser i ordets stærkeste forstand, som refererer til et par af de førnævnte film og også talløse andre, men som formår at være helt sin egen og, ligesom den nyligt udgivne “The Descent”, blandt genrens absolut bedste film i årevis.

I filmen strander tre venner – en ung mand og to unge kvinder – i det australske vildnis og får hjælp af en midaldrende og øjensynligt venligsindet australsk handyman, som viser sig at være alt andet end den stereotypiske dummernik, som de tre hovedpersoner opfatter ham som. Og så behøver der ikke at siges mere.

Instruktør Greg McLean har efter sigende ladet sig inspirere af op til flere grusomme autentiske begivenheder. Flere af dem involverende mord på diverse turister i Australien. Men indholdsmæssigt er “Wolf Creek” 100 % fiktion. Den påtagede ‘baseret på en sand historie’-facade er unødvendig glasur på filmens allerede stærkt mættende kage. Derudover indeholder filmen også et mærkværdigt UFO-element, som heldigvis ikke får megen spilletid eller bliver udpenslet. Især da to af hovedpersonernes ure går i stå samtidigt, virker det som lidt af et overflødigt indslag, som står lidt i kontrast til filmens ellers så forfriskende og ubehageligt virkelighedstro, rå atmosfære. Men det er så også filmens eneste større fejltagelser.

Det vil ikke være underligt, hvis man på baggrund af omtalen af “Wolf Creek” kommer til at tænke på “Texas Chainsaw Massacre”. McLean har også været ærlig nok til at indrømme, at den epokegørende genreklassiker fra 1974 har været til stor inspiration. Ligesom i Tobe Hoopers milepæl befinder vi os i uvant territorium. En lille oase omkredset af civilisationens trygge størrelse, hvilket blot styrker ubehaget grundet erkendelsen af, at disse forfærdelige hændelser let kunne finde sted overalt, når som helst. Og filmens afskyelige psykopat, Mick Taylor (hvis latter såvel som øjne kan sende isnende kuldegysninger igennem selv den mest hærdede eskimo), er, ligesom Leatherface, et af genrens mest mindeværdige monstre. Men han er mere menneskelig, og derved også mere uhyggelig. Taylor er tidligere kængurujæger, og joker ved et fredeligt lejrbål med, at de pokkers skadedyr uheldigvis er ligeså udbredte som turister.

Historiemæssigt er “Wolf Creek” vitterligt ikke synderlig original, og jo større en tilhænger af genren man er, desto flere ligheder med tidligere bidrag til gysergenren vil man notere sig. Men kvaliteten af denne film får snarere inspirationskilderne til at virke som overturer til denne film. Filmen er ofte enormt frastødende, men samtidigt sindsoprivende fascinerende. Det er en af de mest heftige, ubarmhjertige og simpelthen ubehagelige gysere, der til dato er blevet udgivet udenfor Asien. Til helvede med bidske anklager om filmens rødder. Hellere en film som “Wolf Creek”, der formår at præstere næsten alt det, som den perfekte gyser forsøger at opnå, end endnu en kommerciel og vattet teenagegyser, hvor en endeløs strøm af distraherende og uprovokerede skrig, gør det fuldstændig umuligt at blive slugt af filmens univers.

Det at få os opslugt synes McLean at være ekspert i. “Wolf Creek” er enormt velstruktureret, med en lang (men ikke for lang) første akt, som på fineste vis slår tonen an og får miljøet og karaktererne etableret, inden det hele begynder at gå galt. Vi føler for filmens karakterer – ikke nødvendigvis fordi de vil blive udsat for voldsom, forfærdelig tortur, men fordi McLean og co. har fået os til virkelig at kunne lide de her tre sympatiske venner. Det gør det naturligvis endnu mere ulideligt at se dem komme slemt af sted, og endnu mere spændende at se dem forsøge at overleve. Og fotograf Will Gibsons HD-kamera giver os aldrig lov til at se, hvad personerne ikke kan se, og lyddesignet skaber en trykkende følelse af uundgåelig isolation. Det er næsten som at være der selv.