Den er go’ nok – film redder liv!

Visse mennesker er bare heldigere end andre. “Wolfpack”-instruktør Crystal Moselle for eksempel. Andre dokumentarister kan grave i årevis uden at finde en historie, der er bare halvt så interessant som fortællingen om de filmelskende Angulo-brødre, der har tilbragt hele deres liv indspærret i en lille new yorker-lejlighed af deres overbeskyttende far. Men Moselle stødte bogstaveligt talt ind i historien på gaden. Hun opdagede den iøjnefaldende brødreflok på en af deres første ture ud i virkeligheden, og det stod hurtigt klart for den uerfarne instruktørspire, at drengenes historie var en gave. Men gid Angulo-brødrene havde været så heldige at løbe på en instruktør med lidt større mod. Det havde de charmerende brødre – og deres historie – fortjent.

Der gemmer sig en masse drama i fortællingen om børnene, der er vokset op næsten uden kontakt til det omgivende samfund. Ikke mindst i det øjeblik, de bryder ud af deres isolation og skal lære at begå sig blandt os andre. De sociale spilleregler, vi normalt tager så meget for givet, at vi slet ikke er opmærksomme på dem, bliver påfaldende, når de ses gennem et par friske, uerfarne øjne.

Ulvekoblets historie minder lidt om Werner Herzogs “Gåden om Kasper Hauser”, hvor en ung mand lukkes ud i samfundet efter en opvækst helt uden menneskelig kontakt. Angulo-brødrenes isolation var heldigvis ikke helt så dyb som stakkels Kasper Hausers. De havde trods alt hinanden og forældrenes selskab. De blev lukket ud ved sjældne lejligheder. Og hvor Kasper Hauser måtte underholde sig med en enlig træhest, havde Angulo-drengene adgang til en mere langtidsholdbar form for adspredelse – film.

Ulvekoblet er filmnørder i en sådan grad, at man skulle tro, deres liv afhang af det. Det gør det faktisk også, hvis de selv skal sige det. Film blev deres vindue til verden udenfor. Yndlingsfilmene dyrkes med en lidenskab, der må give selv den vildeste Comic-Con-nørd røde kinder. Tarantinos og Nolans film bliver nedskrevet ord for og ord i hånden, renskrevet på skrivemaskine og opført scene for scene. Men først efter at de har lavet rekvisitter, kostumer og andet tilbehør. Et vanvittigt imponerende Batman-kostume lavet af en yogamåtte og cornflakeæsker overgår alt, Fætter BR har på bøjlerne til fastelavn. Det er filmkærlighed så ren og medrivende, at jeg næsten glemte den ulykkelige baggrund.

Det er selvfølgelig kun godt, at Angulo-brødrenes livsglæde og charme kan skubbe det triste udgangspunkt i baggrunden. Men instruktør Crystal Moselle er altså også forsigtig og nænsom i sin behandling af drengenes aparte opvækst og forældrenes misforståede ønske om at beskytte deres børn imod verdens dårligdomme. Begge forældre står med et forklaringsproblem, men Moselle holder dem ikke fast på deres uansvarlige metoder. De slipper af sted med at bedyre, at det så sandelig aldrig havde været deres hensigt, at tingene skulle gå, som de gik. Den urimelige ansvarsfralæggelse lader Moselle til at købe. Det er frustrerende og svagt. Men Moselle har åbenbart ikke været interesseret i den store konfrontation. “Wolfpack” har konsekvent de positive briller på, og den hjertevarme feel good-stemning gives god plads. Overskuddet og optimismen stjæler showet. Det er instruktørens valg. Og det er da heller ikke helt skidt. Hvis man ikke bliver smittet af brødrenes begejstring over deres første biograftur, så…