Woman in Black 2: Angel of Death, The
Udgivet 24. feb 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Det er meget få vittigheder, der er sjovere anden gang, man får dem fortalt. Uden overraskelseselementet skal der noget helt særligt til, hvis der skal fremkaldes mere end et overbærende smil. Sådan er også med gyserfilm. De er ikke nær så effektive, når man ved, hvad der venter. Og har du set den første film om “The Woman in Black”, så ved du præcis, hvad der venter i “The Woman in Black: The Angel of Death”. Og har du ikke, ja, så regner du det nok ret hurtigt ud alligevel. Det er ikke særligt overraskende.
Hvem, der har fået den lyse idé at indlogere en flok skolebørn i et faldefærdigt kæmpehus midt i et trøstesløst ingenmandsland, vides ikke. Det går selvfølgelig, som man kunne forvente, og den sorte dame gør det, hun nu engang gør – slagter smårollinger. En klog mand har engang sagt, at hvis man vil forstå, hvad en gyserfilm egentlig handler om, så skal man forsøge at forestille sig handlingen uden det overnaturlige element, der hjemsøger karakterende, og forvrænger virkeligheden. Set med de briller, handler “The Woman in Black 2” om lærerinden Eve og den skyldfølelse, der har hjemsøgt hende, siden hun som ganske ung bortadopterede sit nyfødte barn. ”You let her go,” messer den sorte dame anklagende, og Eve forsøger desperat at sone sin skyld ved at holde fast og beskytte de uskyldige skolebørn – og især den lille, forældreløse Edward – fra det hævngerrige spøgelse.
Hvor den første film trods alt havde Daniel Radcliffe til at kaste lidt stjerneaura over begivenhederne, så hviler ansvaret denne gang på skuldrene af den relativt ukendte Phoebe Fox. Hun formår desværre ikke at løfte den spinkle karakter, men leverer en fad og forglemmelig præstation. Ikke engang en spirende romance med den lokale pilot Harry kan sætte fut i den kedelige skolefrøken. Det er og forbliver fuldstændig kønsløst og ufarligt.
Uden at sige for meget kan jeg godt afsløre, at slutningen lægger kraftigt op til endnu en film om damen i sort. Skulle det blive tilfældet, håber jeg, at hun har noget nyt på hjerte. To næsten identiske ture til Eel Marsh House er allerede i overkanten. Kommer der en tredje, vil jeg personligt sørge for, at den gamle rønne bliver jævnet med jorden!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet