Hvem er bange for Kate Winslet?

Det går op og ned i “Wonder Wheel”. Turen har både romantisk udsigt og en ond nedfart. Sådan er det, når man sætter sig til rette i det pariserhjul, som titlens Wonder Wheel bogstaveligt talt ér i forlystesparken nær stranden på Coney Island, New York. Det samme kan siges om “Wonder Wheel”, der er det mest forstyrrede udspil fra Woody Allen siden den finanskrise-depressive “Blue Jasmine”. Og igen med en bestemt dame i den midtvejskrise-ramte rolle. Jeg er blevet bange for Kate Winslet.

Det var jeg også for 10 år siden, da Kate Winslet blev genforenet med Leonardo DiCaprio i “Revolutionary Road”. Winslets bedste præstation. For hun er ubetinget bedst som bitch, der er utilfreds med det, som livet har givet hende. Det er hun igen i “Wonder Wheel”. Hun havde skuespiller-drømme om mere, men serverer nu skaldyr på Ruby’s Clam House for at tjene penge til pyroman-sønnens psykiater og til husholdningen hos en ægtemand, hun ikke elsker mere. Og som slår, når han drikker. De skændes og råber. Meget. I imponerende, glidende one takes i lejligheden over forlystelsesparkens skydebane. Kate Winslet og Jim Belushi hate-diskuterer i klassisk stil a la Elizabeth Taylor og Richard Burton.

For det er meget klassisk. Justin Timberlake introducerer stykkets spillere fra sin udkigspost som livredder på stranden. Han taler til kameraet – som Woody gjorde det. Han er førsteelskeren – som Woody var det. Intet nyt. Bare rundt og rundt som i et wonder wheel. Han drømmer også om noget andet end Coney Island. Han drømmer om at skrive manuskripter – og lover selvbevidst både symbolik og drama i det, vi nu skal se. Sådan er det med alle i det her “Wonder Wheel”. De er på vej eller på flugt. Ingen er tilfredse.

Ind på scenen bringes ægtemandens datter. Hun er på flugt fra sin ægtemand, der er gangster. Og nu bliver det kompliceret – klassisk Woody Allen. Manden finder ny mening i at hjælpe datteren, der har et godt øje til Timberlake, som samtidig elsker under molen med den utro Kate Winslet-kone. Ingen er optaget af sønnen, hvilket måske forklarer, hvorfor han tænder ild til alt? De mange spillere i den lille lejlighed er mindst én for mange i en handling, hvor alle ønsker sig et andet sted hen. Katastrofen truer som den gjorde det med Cate Blanchett i “Blue Jasmine” – Kate Winslet bliver næppe heller den samme igen.

Og imens forviklingerne optrappes – i takt med et par “Sopranos”-gangstere begynder at spørge efter datteren – så kører hjulet i forlystelsesparken uforstyrret rundt og rundt. Den er nærmest spydigt ligeglad med det menneskelige drama, der minder mig om Ruben Östlunds “Force Majeure”, hvor skiliften også kørte ufortrødent videre, imens kernefamilien blev nedbrudt inde på hotelværelset. Men parken er ikke kun ligeglad – den er også en smuk medspiller. Rød neon skinner ind igennem vinduet til soveværelset, ballon-gyngerne pynter udsigten fra køkkenet. “Wonder Wheel” er et lækkert iscenesat skænderi.