Frihed, lighed & fællessang

Det er i år intet mindre end fire årtier siden, den legendariske musikfestival Woodstock havde sin spæde begyndelse og derved markerede en helt ny ungdomskulturs sande opblomstring igennem musik, frihed, lighed og fællessang. Taiwanesiske Ang Lee har allerede lavet en anmærkning i den retning med den af pressen blandet modtagne og i øvrigt fiktive “Taking Woodstock”, mens vi nu nok kommer tættest den rigtige sandhed i Michael Wadleighs knap fire timer lange dokumentar om selvsamme festival med den velklingende undertitel “3 Days of Peace and Music”. Den film oplevede oprindeligt sin urpremiere i 1970.

Nu er filmen imidlertid blevet restaureret, som det så flot hedder, når ældre film får en tur igennem vaskemaskinen, og den genudgives i årets anledning og med det anerkendende Director’s Cut-kvalitetsstempel. Og hvilken genudgivelse. Enkelte vil måske påpege, at Wadleighs rejse ind i den dengang nyudklækkede musik- og ungdomskultur er en kende for lang. Men med det drama og den intensitet, der undervejs udspiller sig, er det svært at se, at filmen kunne have været meget kortere, i hvert fald hvis den skulle bevare sin råstyrke og folkesjæl. Mest duperende er selvsagt de musikalske udskejelser, hvor særligt en ung Joe Cocker, en ekvilibristisk Jimi Hendrix og en indlevende Janis Joplin blandt mange andre gjorde netop denne festival til noget ganske særligt.

Tiden taget i betragtning er “Woodstock, 3 Days of Peace and Music” i og for sig ikke noget teknisk unikum. Men stilen står godt mål med den tid, der sættes i scene. Klipningen er ligefrem altmodisch, når festivalliv og optrædenerne på den store scene stilles over for hinanden og deler filmen i to. Der hersker her en infantil leg med mediet, men samtidig understreges også det imponerende ved, at det med datidens isenkram er lykkedes Michael Wadleigh og hans folk at slippe af sted med så fine optagelser, som det her er tilfældet. Dertil kan føjes hudløst ærlige og – i ordenes egentlige forstand – skinbarlige interviews med kåde og våde festivalgængere.

Som festival gik Woodstock igennem både ild og vand i sit jomfruelige år. Vejrguderne delte ud af godterne, infrastrukturen fejlede, og så dukkede langt flere op til de tre dages musikmarked, end man havde forventet. Faktisk så mange, at de optrædende artister måtte flyves ind på pladsen med helikoptere, da trafikken udenom var gået aldeles i stå, så langt øjet rakte. Slutningen af tresserne var en tid med eksperimenter, nye ideologier og oprør. Også her har Wadleigh fat i det lange strå og viser betydningen for de mange forskellige typer, tilgange og fortolkninger. Holdninger til eksempelvis stoffer var og er mangeartede. Og det er selve brugen af det øjensynligt også. Billedet taler sit eget sprog.

I dette forhold er vores egen Roskilde Festival en regulær lillebror, og en sammenligning med dennes forholdsvist nye dokumentarfilm “Roskilde” om samme er slet ikke tålelig. Alligevel er videreleveringen af festivallivet i begge film passende, om end nærværende film er krydret med væsentligt mere drama. Ikke mindst fordi datidens festival ikke i samme grad prægedes af det kontrolsystem, som på godt og ondt styrer de moderne musikfestivaler. Men der var naturligvis også slagsider ved fortidens mangel på struktur. Det ser vi, da man løber tør for billetter og vælger at åbne op for alle, og det fornemmer vi, da festivalen ganske enkelt løber tør for mad, og ligesom med kunstnerne må nye forsyninger flyves ind.

“Woodstock, 3 Days of Peace and Music” er et nostalgisk tilbageblik på en anden tid, hvor de politiske holdningsspørgsmål, USA som krigsførende nation og de fastforankrede normværdier fyldte meget i opinionen. Der er noget usigeligt befriende over en festival som Woodstock, hvor man uden at sætte folk i bås og uden at lægge planlægningen ind i faste rammer blot kastede sig ud i et vanvidsprojekt, der satte en milepæl i moderne rockhistorie. Musikken er allestedsnærværende, og spilleglæden, lysten, kærligheden og euforien – ikke kun bibragt af tidens bevidsthedsudvidende stoffer – gør dette monument af en dokumentarfilm til et yderst væsentligt bidrag til den fortsatte historie om den legendariske festival.

Video

I “Woodstock, 3 Days of Peace and Music” dikteres den visuelle side forståeligt af datidens teknik. Ikke desto mindre er udtrykket hæderligt og looket skarpt. Der er ikke tilfælde af edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, mens gryn og støv forekommer. Farvetemperaturen er grundlæggende stabil, mens kontrasten undervejs tager enkelte udsving. Et i bund og grund hæderligt transfer.

Audio

Vigtigst er lyden på de to engelsksprogede Dolby True HD- og Dolby Digital 5.1-lydspor, som primært udgår fra fronthøjttalerne. Talen er her tydelig og for det meste uden overstyringer, mens atmosfæren også fungerer rimeligt, om end ikke så veldefineret som efter nutidens forskrifter, og musikken – det, det hele handler om – kommer godt ud over scenekanten og ind i stuen.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet er et regulært slaraffenland for fans, festivalgængere og andet godtfolk. Et utal af mindre spots (i omegnen af tredive stykker) går i teten med festivalen på kryds og tværs. Interviews med de involverede parter fra afviklingen af festivalen og produktionen af filmen kan berette om brug af kameraer, om vejr og vind, om sceneoptagelserne, om publikum og artister og uendeligt meget mere. Derudover er det muligt ud fra filmens live-optrædener at lave sin egen playliste, ligesom tre mindre indslag fortæller om festivalens begyndelse og afslutning samt det museum, der i dag huser langt det meste memorabilia omkring Woodstock. Interessant og nostalgisk. Uden tvivl.