Bliv aldrig kæreste med en polak…

Ung kærlighed er kompromisløs. Det er den i hvert fald i Anna Kazejaks “The Word”, der kaster os ind i den polske teenagegenerations hektiske liv med fester, alkohol, stormfulde parforhold og fraværende forældre. Lila og Janek elsker hinanden i så ekstrem grad, at alle, der kommer i nærheden af deres kærlighedstornado, risikerer at blive suget op og revet i stykker. Jeg blev dog aldrig suget helt ind af “The Word”.

Det begynder med, at Lila og Janek har slået op med hinanden. Vi ved ikke hvorfor, men Janek har i hvert fald gjort Lila så vred, at hun har slået en tand ud på ham. Janek prøver at overbevise hende om at give ham en chance til. Det ser vanskeligt ud, men så giver Lila alligevel ham et valg: få deres problem til at forsvinde, inden de går ud af gymnasiet, og så vil hun tilgive ham. Der forsøges at opbygge en hel del spænding omkring, hvad det helt nøjagtigt er, hun kræver af ham, men det er desværre ikke svært at regne ud. Det er set før.

Instruktør Kazejak vil frygteligt gerne sige noget om det moderne Polen. Specifikt at samfundets moralske fundament skrider, og at den ungdommen har brug for faste rammer og god gammeldags disciplin. Det er et velkendt budskab. Her tager det specifikt form af en forældregeneration, der er følelsesmæssigt umoden, har nedbrudt kernefamilien og giver deres børn alt for meget frihed. De unge fester med alkohol, høj musik og kyssen i krogene, og jeg sad lidt med fornemmelsen af, at det var meningen, det skulle forarge mig, hvilket er svært, når det mest ligner en ret tam dansk gymnasiefest.

Det er svært for mig at bedømme om miljøskildringen er realistisk, da jeg ikke har tilbragt meget tid på polske gymnasier, men den virker fortegnet. Alle teenagerne kommunikerer konstant via sms, Skype eller andre sociale medier, så man til tider føler sig hensat til et afsnit af “House of Cards”. Der er ikke nogen af festdeltagerne, der bliver udfoldet som karakterer. Det eneste, de vil, er at drikke sig i hegnet og snave med hinanden. Derfor kommer Lila og Janek til at stå underligt alene som de eneste tredimensionelle teenagere, men deres ekstreme følelser gør dem ikke nødvendigvis sympatiske. Findes der ingen normale unge i Polen?

Hvis Kazejak ellers gad afbryde sin banale og forstokkede dundertale imod sædernes forfald og træde ned fra prædikestolen, så er der faktisk en kerne af spænding og drama, der fortjener langt mere plads. Hvis kærlighed virkelig er krig, som affekterede mennesker ynder at påstå, så er Janek og Lilas forhold et masseødelæggelsesvåben; en atombombe, der bare venter på, at nogen trykker på den røde knap. Eliza Rycembel spiller Lila som en blotlagt nerve, der reagerer ekstremt på alle indtryk. Hun skifter konstant mellem en insisterende og manipulerende hævnfurie og en pige skræmt fra vid og sans af konsekvenserne. Hun er en Lady Macbeth en miniature komplet med de blodige hænder ved håndvasken.