Kunsten at lave god kunst – og at fejle med det

Er det overhovedet muligt for gode, lykkelige mennesker at lave stor kunst? Eller skal man være en lidende kunstnersjæl eller misantropisk særling for at ens værker kan gøre indtryk? Under meget af spilletiden ved visningen af “Words and Pictures” sad jeg og funderede på de spørgsmål. Der er nemlig ingen af de to hovedpersoner, der er specielt behageligt selskab. Ja, de er tydeligvis sindsygt intelligente og talentfulde, men jeg ville nødigt tilbringe en lang biltur sammen med dem.

Jack Marcus var engang en lovende forfatter, men underviser nu i engelsk på et gymnasium, hvor han hælder en halv flaske vodka i sin termoflaske hver morgen for at komme gennem dagen. Dina Delsanto er en succesfuld maler, der nu har fået konstateret leddegigt og derfor ikke kan holde på en pensel længere. I en sand ånd af altruisme har hun tilsyneladende lade sine frustrationer gå ud over omgivelserne, hvorfor hun for eksempel endte med at blive fyret fra et andet gymnasium for at tæve en lærer med en af sine krykker. På papiret ville det være svært at få et publikum til at fatte sympati for deres historie.

Nu er Juliette Binoche og Clive Owen heldigvis både dejlige at se på og gode skuespillere, så de formår at tilføre lidt menneskelighed til de to karakterer. Særligt Binoche udmærker sig som en utroligt intens, uforsonlig, stædig og samtidig fortvivlet, tvetydig og desperat kvinde, der ikke ved, hvad hun skal gøre, men er for stolt til at bede om hjælp. Det er dog manuskriptet, der fortjener mest ros. Dialogen er blottet for knæfald til dogmet om naturlighed. Der er ingen mennesker, der taler som Jack og Dina i virkeligheden, men det er ikke desto mindre (eller måske endda derfor) en stor fornøjelse at opleve dem være veloplagt drillende og hyperintellektuelle, mens de skændes om forholdet mellem ord og billeder, og hvad der er vigtigst.

“Words and Pictures” er en film, der er skrevet til folk som mig: intellektuelle snobber. Vi labber begejstret alle de akademiske referencer og den finkulturelle namedropping i os, mens vi klapper af budskabet om lærdom og dannelse som det højeste gode. Er man ikke en del af det selskab, skal jeg ikke afvise, at man vil finde filmen prætentiøs og belærende. Desværre er det, som om instruktøren ikke helt har kunnet nøjes med at tilfredsstille kliken. Der insisteres på en sukkersød slutning, hvor der bindes en yndig lille sløjfe på alle handlingstrådene, mens violinerne begynder at spille.

Det er synd. Heroppe i elfenbenstårnet kan vi nemlig godt lide en uforløst slutning. Der må godt være noget, vi kan nikke tænksomt over, mens vi langsomt stryger os i skægget. I stedet får vi en tandpastareklame af en slutning, hvis ukarakteristisk dårlige skuespil endda får mig til at mistænke skuespillerne for at have samme holdning til den som mig og derfor have forsøgt at gøre Harrison Ford i “Blade Runner” tricket efter. Det lykkedes desværre ikke for dem, slutningen ender med at være så letkøbt og banal, at det til en vis grad undergraver de højtravende pointer i resten af filmen.