Sandheden er – også denne gang – derudeDet er ret sjældent, tv-serier er så succesrige, at Hollywood producerer en filmatisering eller decideret efterfølger, der får lov til at transportere seerne fra sofaen foran flimmerkassen til biografsæderne foran de hvide lærreder. Det er endnu sjældnere, at en tv-serie er så populær, at de kreative bagmænd får mulighed for at lave en spillefilm, mens serien stadigvæk kører. Men det virkede næsten som en selvfølge, at en spillefilm baseret på den ekstremt succesrige “The X-Files”-serie ville blive produceret, mens tv-føljetonen fortsat tiltrak millioner af seere. For hvorfor ikke udnytte det faktum, at man har en enorm fanskare og producere en storstilet biograffilm, som kan få endnu flere seere med på vognen?

Spillefilmen blev skudt i pausen mellem produktionen af tv-seriens 4. og 5. sæson, men foregår mellem 5. og 6. sæson. FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scully, der normalt efterforsker overnaturlige hændelser og indviklede sammensværgelser, har ikke længere adgang til de såkaldte X-Files. I stedet foræres parret diverse tilsyneladende ordinære opgaver. Men efter at have deltaget i en bombejagt bliver Mulder og Scully af uransagelige årsager gjort ansvarlige for de menneskeliv, eksplosionen ender med at kræve. Makkerparret splittes op, men en af Mulders fars gamle bekendte (en dejlig paranoid Martin Landau) tilbyder den desillusionerede agent nye oplysninger og fornyet håb.

Selvom enkelte storladne actionsekvenser, enorme kulisser og blændende kamerabevægelser bekræfter, at filmen har haft et markant større budget end tv-afsnittene, vil selv seriens mest trofaste tilhængere formodentlig indrømme, at de har set det meste før. Igen ser vi det hemmelighedsfulde syndikat levere snørklede replikker i skumle lokaler uden at frembringe håndgribelige oplysninger… Igen er FBI-agenternes søgen efter sandheden truet af deres skeptiske overordnedes anskuelser… Og igen mister Mulder sin værdsatte partner Scully og drager af sted alene for at redde hende… Ingredienserne er de samme som i mange af tv-seriens episoder – der er blot tale om mere kostbare varianter.

Hovedmålet for seriens skaber, Chris Carter, var at gøre filmen lettilgængelig for dem, som aldrig havde set et afsnit af tv-serien. Derfor gennemgår karaktererne selvsagt mere eller mindre ingen udvikling, hvilket er en skam. Det er herligt at se Carter og co. benytte sig af hver eneste tilgængelig skilling til at producere iøjefaldende stunts og effekter, som tv-serien aldrig kunne mønstre. Men man ærgres over, at man ikke benyttede en enestående mulighed for at gøre noget nyt med karaktererne på det store lærred. Det siger alt, at filmens begivenheder blot nævnes i et par kortfattede bisætninger i seriens efterfølgende 6. sæson.

“The X-Files” er ikke nær så gribende eller helstøbt som tv-seriens bedste afsnit, men er under alle omstændigheder en veldrejet thriller. Skuespillerne leverer varen, de humoristiske indfald morer, og tempoet daler sjældent. Men det er trist at erkende, at man ikke blot har glemt filmen, efter den er overstået, men at det heller ikke gør noget.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. Det er en fornøjelse at se FBI-agenterne Mulder og Scully boltre sig i cinemascope, men uheldigvis ser deres første spillefilmseskapader langtfra fantastisk ud på dvd. Allerede fra start ser det sort ud, idet 20th Century Fox’ logo er overdynget med snavs. Heldigvis fremstår størstedelen af filmen pletfri, men der er forholdsvis flittige tilfælde af grums og pletter. Var der vitterligt ikke en bedre kilde til rådighed? Kontrasten er forholdsvis solid, og edge-enhancement optræder sjældent. Men billedet virker uskarpt hele vejen igennem, og udtværing optræder ofte – især i dunkle scener. Til tider er farverne dejlig troværdige og flotte, men undertiden er de for mætte, og hudfarver har en tendens til at fremstå næsten rødlige.

AudioHeldigvis skuffer discens fremragende engelske Dolby Digital 5.1 lydspor ikke. Da Mark Snows berømte, letgenkendelige titelmelodi optræder i begyndelsen af filmen, råber nakkehårene øjeblikkeligt vagt i gevær. Både musikken, dialogen og samtlige effekter er uhyre distinkte og har en fabelagtig rumklang. Jagtscenen i starten af filmen er især en auditivt ekstremt omsluttende oplevelse. Der er et væld af fornemme, velmixede panoreringer, og samtlige højtalere bidrager ofte med både subtile og mere mærkbare indfald, der er med til at skabe et lydbillede, som virker ovenud troværdigt. Tænk, hvis serien lød lige så godt…

Ekstramateriale”The X-Files” blev udgivet for så lang tid siden på dvd, at funktioner som undertekster på flere sprog og interaktive menuer præsenteres som ekstramateriale på omslaget. Derudover har skiven ikke frygtelig meget at byde på. Teaseren er inkluderet, og det samme er en 27 minutter lang dokumentar, som blev produceret samtidig med filmen i 1997. Alle produktionens prominente bagmænd interviewes, og vi hører bl.a. om forsøget på at holde plottet hemmeligt og de ekstravagante stunts. En del tid bruges dog desværre på at give filmmagerne mulighed for at give kollegaerne verbale skulderklap og på at gennemgå plottet.

Der er også et kommentarspor med instruktøren Rob Bowman og seriens skaber, Chris Carter, som også skrev filmens manuskript. Det er et ganske underholdende kommentarspor, men det er en smule ærgerligt, at de to herrer er blevet optaget hver for sig. Der er enkelte gentagelser fra dokumentaren og få pauser, men fans bør lytte sporet igennem. I øvrigt indeholder dvd’en den såkaldte ‘Special Edition’-udgave af filmen, som er omtrent et minut længere. Kun en enkelt dialogscene er blevet forlænget, og ærligt talt er der formodentlig ingen fans, der længere vil kunne huske forskellen på biografudgaven og denne næsten identiske version.