X-Files, The - Sæson 3

InstruktionJ.R. Orci, Vince Gilligan, Jerrold Freedman, William A. Graham, R.W. Goodwin, Ron Reedy, Rod Hardy, Peter Markle, Joe Napolitano, Tony Wharmby, Michael W. Watkins, Michael Lange, Cliff Bole, Jim Charleston, Larry Shaw, Thomas J. Wright, Rob Bowman, David Nutter, Frank Spotnitz, Daniel Sackheim, Chris Carter, David Duchovny, Kim Manners, Richard Compton

MedvirkendeDavid Duchovny, Gillian Anderson, Mitch Pileggi, William B. Davis, Steven Williams, Nicholas Lea, Brian Thompson

Længde1100 min

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Drama, Drama, Gyser, Gyser, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

X-Files, The – Sæson 3

5 6
FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scullys jagt efter sandheden fortsætter i 3. sæson af “The X-Files”. Den forgangne sæson havde elimineret alle seriens oprindelige, medfødte skønhedsfejl, og manuskriptforfatterne begyndte sågar at få så meget på hjerte, at man ofte halverede længden af titelsekvenserne, så der blev mere tid til overs til at fortælle selve historierne. Og mens seriens skaber, Chris Carter, og hans tro følgesvende foran og bag kameraet kæmpede for ethvert tænkeligt sekunds sendetid, begyndte verden for alvor at åbne øjnene for den skelsættende tv-serie.
3. sæson præsenterede os for endnu flere elementer, der skulle få stor indflydelse på seriens videre forløb. Vi møder det luskede syndikat, der bl.a. har den diabolske cigaretrygende mand som medlem, og som har skumle planer, der involverer militæret, rumvæsner og alskens mysteriøse eksperimenter. Den såkaldte ‘sorte olie’ dukker også op – en frygtindgydende mørk væske, der synes at besidde intelligens og være i stand til, som en forfærdelig parasit, at overtage kontrollen over mennesker. Flere af fanskarens favoritkarakterer optræder også, såsom den enigmatiske, hjælpsomme X og den dubiøse, forræderiske Alex Krycek, som myrdede Mulders far i den forrige sæsons dramatiske cliffhanger.

De tidligste afsnit af “The X-Files” led af og til under en overvægt af anstrengt seriøsitet. Men føljetonens 3. årgang indsprøjtede en forfriskende mængde selvironi, som kom til at præge mange fremtidige episoder. De humoristiske indfald gjorde endda tit fortællingerne mere troværdige, og der blev aldrig skruet unødigt op for det komiske blus. Enkelte episoder kan endda klassificeres som regulære lystspil, såsom de herlige afsnit “Jose Chung’s ‘From Outer Space'” og “War of the Coprophages”, som begge var udtænkt af manuskriptforfatteren Darin Morgan. Morgan kombinerede humor og tragedie i sæsonens bedste afsnit, “Clyde Bruckman’s Final Repose”, og han fik fortjent en prestigefuld Emmy for sin indsats.

Peter Boyle modtog også en Emmy for sin uforglemmelige gæsteoptræden i selv samme afsnit, hvor han spillede en gammel, pessimistisk herre med evnen til at forudse fremtiden. Andre kendisser dukkede også op, såsom en ung Jack Black og en ung Giovanni Ribisi i den fine, om end langtfra uforglemmelige episode “D.P.O.”, der handler om en mand, som kan forårsage lynnedslag. Der var naturligvis også afsnit, der var mere opsat på at skræmme end at more. I “Pusher” spillede Robert Wisden en psykopat, der kan overtale folk til at gøre hvad som helst, og Wisdens blændende præstation var med til at gøre karakteren til en af seriens bedste.

Historien, som 2. sæsons cliffhanger havde påbegyndt, blev rundet tilfredsstillende af i dobbeltafsnittet “The Blessing Way/Paper Clip”, som sæsonen lagde ud med. De såkaldte mytologiepisoder “Nisei”, “731”, “Piper Maru”, “Apocrypha” og “Talitha Cumi” gav seerne både svar og (allermest) nye spørgsmål at gruble over i relation til deres forsøg på at gætte, hvad det udspekulerede syndikats egentlige endemål var. Enkelte afsnit var en smule ordinære, men kun det gudsjammerlige “Teso dos Bichos”, der beretter om en gruppe morderiske katte, var virkelig ringe.

VideoPræsenteret i 4:3 Full Screen format. Billedmæssigt fremstår seriens 3. sæson en anelse flottere og skarpere på dvd end de forrige, men forskellen er langtfra enorm. Kontrasten er solid. Farvetemperaturen svinger af og til, men farverne virker aldrig drænede eller for mætte. Når objekter optræder foran velbelyste baggrunde afsløres af og til en smule edge-enhancement, og i nogle af de mørkeste scener figurerer der lidt udtværing, men man distraheres eller irriteres aldrig for alvor af nogen af delene. Mængden af gryn er minimal og overkommelig.
AudioKvalitetsmæssigt er der ingen forskel på denne udgivelses Dolby Surround 2.0 lydspor og dem, de forrige udgivelser var udstyret med. Dialogen, musikken og lydeffekterne kommer alt sammen klart og tydeligt igennem. Sporet har også en god bund, og når ProLogic-afvikling aktiveres, bliver baghøjtalerne godt udnyttet til at styrke seriens nervepirrende stemning. Især Mark Snows stemningsmættede musik gør indtryk, og der er endda enkelte nogenlunde panoreringer.
EkstramaterialeDokumentaren “The Truth About Season Three” (21 min.) er både længere og mere interessant end de dokumentarer, der har fulgt med de foregående “The X-Files” dvd-udgivelser. Flere af instruktørerne og manuskriptforfatterne diskuterer bl.a. sæsonens mytologiafsnit, besværet med at arbejde med katte og kakerlakker, samt brugen af special-effects i adskillige episoder. Chris Carter diskuterer 12 af sæsonens afsnit via en række videoklip, som tilsammen varer omtrent 20 minutter. Seriens skaber disker op med nogle fine anekdoter og interessante observationer, selvom det bliver lidt trættende at høre Carter udnævne næsten hver eneste episode til en af seriens bedste.

Der er i alt 17 såkaldte “Behind the Truth”-klip, der varer ét minut hver især, og som i sin tid blev vist på amerikansk tv. De går alle bag om kameraet for at berette om tilblivelsen af diverse scener, kulisser mm. Der er i alt fem slettede scener, og Chris Carter har indtalt kommentarer til dem alle. Han diskuterer bl.a. scenernes indhold og årsagerne til, at de blev skrottet. Især en samtale mellem Scully og agentens mor og søster er interessant. Seriens effektansvarlige producer, Mat Beck, diskuterer brugen af special-effects i syv udvalgte sekvenser. Der er også mere end 11 minutters tv-reklamer for afsnittene.

Igen får vi desværre ikke lov til at høre fra hovedrolleindehaverne David Duchovny eller Gillian Anderson, men til gengæld følger der noget andet med i denne omgang, som man har savnet på de andre udgivelser: kommentarspor. Carter og instruktøren Kim Manners har indtalt kommentarer til mytologiafsnittet “Apocrypha”, mens instruktøren Rob Bowman og manuskriptforfatteren Darin Morgan debatterer episoden “Jose Chung’s ‘From Outer Space'”. Begge kommentarspor bliver sjældent tørre, og deltagerne har en del på hjerte. Desværre følger der ikke noget hæfte med udgivelsen, så det er ikke til at vide hvilke afsnit, der befinder sig på hvilke skiver.

3. sæson af “The X-Files” husede ikke nær så mange guldklumper som seriens foregående, men den var alligevel propfyldt med forrygende afsnit, og der var kun få deciderede brølere. Det var mens denne sæson kørte tilbage i 1995 og 1996, at serien for alvor udviklede sig til et internationalt mediefænomen, og det er langtfra svært at forstå hvorfor. Alle 24 afsnits billed- og lydsider er blevet nydeligt restaureret, og der følger også mere ekstramateriale med i denne omgang, inkl. et par informative kommentarspor.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Da sæson 3 begynder er Mulder forsvundet og formodes omkommet i New Mexicos ørken. Men selvom Scully finder ham i live, må de snart flygte for livet fra de regeringsagenter, der ikke alene vil slå dem ihjel, men også er ansvarlige for flere af deres familiemedlemmers dødsfald.