En af tv-historiens bedste sæsoner overhovedet

De få manuskriptforfattere, som stod bag tv-seriens fortællinger, blev ugentligt bedt om at diske op med utallige siders nyt materiale, som skulle tilfredsstille millioner af fans verden over. At det lykkedes de innovative forfattere at vedligeholde et så højt kvalitetsniveau er ikke blot utroligt, det er direkte vanvittigt. Det lykkedes dem endda at overgå den mageløse 4. sæson med den 5. af slagsen. For en stund lod det til, at “The X-Files” kun kunne blive bedre, og et kvalitetsdrop var direkte utænkeligt.

Det er en forbavsende nostalgisk oplevelse at gense den allersidste sæson af serien, før man begyndte at ane, at dens bagmænd trods alt var menneskelige og (dermed forstået) langtfra ufejlbarlige. Den forgangne sæsons æstetiske spidsfindighed havde for alvor blødgjort skillelinien mellem spillefilm og tv. Så nu hvor seriens tekniske mirakelmagere havde klargjort deres evner, var det blevet tid til at lege lidt med sendefladens populære konventioner… at gøre noget særligt, som datidens andre, mere strømlinede og pæne tv-serier ikke turde.

Et glimrende eksempel er afsnittet “The Post-Modern Prometheus”, som blev nomineret til hele syv Emmy’er. Afsnittet fremstår udelukkende i sort/hvid og er tydeligvis en cadeau til den originale “Frankenstein” og David Lynch’ “Elefantmanden”. Indholdsmæssigt formår episoden både at være en pompøs gyser, en fornøjelig satire og et bevægende melodrama. Det er et af den slags unikke afsnit, som sjældent pryder sendefladen mere end én gang årligt. “Bad Blood” er muligvis seriens morsomste kapitel – en forrygende løssluppen fortælling om vampyrer og forgiftede pizzaer, som også formår at vise nye, interessante sider af karaktererne.

Og hvilken bedre måde at bekræfte seriens status som sværvægter inden for gysergenren end at få selveste Stephen King til at forfatte et afsnit? Verdens bedst sælgende forfatter skrev “Chinga”, der handler om en ondsindet, talende dukke, og som er lige så stemningsmættet og chokerende som mandens bedste bøger. “Mind’s Eye” er også en af seriens bedste enkeltstående beretninger – en intens thriller, der byder på en spektakulær, Emmy-nomineret præstation af Lili Taylor som en blind, men synsk kvinde.

Sæsonen lægger desuden ud med seriens bedste dobbeltafsnit overhovedet: “Redux”, der er en emotionel rutsjebanetur af format. Scullys kræft har bragt hende til dødens rand, og Mulder er forvandlet til netop det, han ellers har kæmpet mod hele sit liv: en kynisk skeptiker, som absolut ikke tror på rumvæsner. Selv efter næsten 100 afsnit formåede seriens bagmænd og skuespillere at gøre helt nye, uventede ting med figurerne. Sæsonafslutningen “The End” slutter også med et billede så chokerende, at man næsten behøver et kirurgisk indgreb for at få opereret kæben på plads igen. “The X-Files” blev aldrig bedre.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Fra og med seriens 5. sæson valgte man at skyde afsnittene i bredformat. Billedsidens større bredde får serien til at virke mere filmagtig og storladen. Kvaliteten af boksens 20 transfers er også en anelse bedre end dem, der fulgte med de foregående sæsonudgivelser, men vi er endnu ikke helt i 5-stjernet territorium. Kontrasten er solid, og billedet er forholdsvis skarpt. Farvetemperaturen er stabil, og edge-enhancement optræder sjældent. I nogle af de mørkeste scener figurerer der lidt udtværing. Mængden af gryn er minimal og acceptabel.

Audio

Dialogen, musikken og lydeffekterne kommer alt sammen klart og tydeligt igennem på skivernes engelske Dolby Surround 2.0-lydspor. Sporene har en god bund, og når ProLogic-afvikling aktiveres, bliver baghøjtalerne godt udnyttet til at styrke seriens nervepirrende stemning. Især Mark Snows stemningsmættede musik gør indtryk, og der er endda enkelte nogenlunde panoreringer. Æsken hævder i øvrigt, at der er inkluderet hollandske Dolby Digital 5.1 lydspor, men det passer ikke.

Ekstramateriale

Boksens 6. disc indeholder 10 minutters trailere og 8 anekdoterige “Behind the Truth”-klip. Seks slettede scener er også inkluderet, som Chris Carter har indtalt kommentarer til. Bortset fra en enkelt ophedet diskussion mellem Mulder og Scully er scenerne ganske uinteressante. I alt otte effektsekvenser kommenteres af produceren Paul Rabwin. Flere af disse gennemgange er længere og mere interessante end forventet. Der er også en to minutter lang, ligegyldig featurette.

“The Truth About Season 5” (19 min.) beretter om produktionen af flere af sæsonens episoder såsom “Unusual Suspects”, der næsten udelukkende omhandler Mulders nørdede hacker-venner Byers, Frohike og Langly (bedre kendt som ‘The Lone Gunmen’), eftersom Duchovny og Anderson havde travlt med at indspille “The X-Files”-spillefilmen, da det blev optaget. Kultforfatteren William Gibsons “Kill Switch” og sæsonens chokerende slutning diskuteres også meget. “Inside The X-Files” (44 min.) indeholder interviews med bl.a. producere, forfattere og skuespillere. Man hører ellers sjældent Duchovny og Anderson diskutere serien, så derfor er det især fornøjeligt at høre netop dem ytre sig.

Boksen indeholder desuden to kommentarspor: Det ene er med Chris Carter, som kommenterer “The Post-Modern Prometheus”. Det andet er med forfatteren John Shiban, som kommenterer “The Pine Bluff Variant”. Både Shiban og Carter er interessante, og selvom der er enkelte pauser på begge spor, diskes der trods alt op med flere fine fortællinger, som fans garanteret aldrig tidligere har hørt.

Af uransagelige årsager har man valgt at fjerne episodetitlerne fra skiverne. SF Film havde ellers husket at trykke dem på de discs, der fulgte med 4. sæson, efter at have glemt det de tre forrige gange. Det vil altså sige, at fans igen ikke kan vide hvilke afsnit, der befinder sig på de forskellige skiver. Sikke en brøler.