Begyndelsen på enden6. årgang af “The X-Files” var føljetonens første skridt i en forkert retning, og i sidste ende førtes serien skrigende ud over skrænten for øjnene af et ret ligeglad, lille publikum. Men der skal ikke herske tvivl om, at det trods alt var en ganske vellykket sæson. Der er enkelte eksempler på nogle af de problemer, der kom til at hærge flere af seriens sidste sæsoner: Ganske interessante ideer, der ikke blev udnyttet ordentligt… En syndflod af platte humoristiske indfald, der slet ikke var på linie med forgangne sæsoners raffinerede morsomheder… Og så begyndte man også at føle, at produceren Chris Carter og kollegaerne ikke helt kunne finde ud af, hvordan de skulle strikke seriens mange løse tråde sammen på tilfredsstillende vis.

Men sæsonens plusser opvejer let dens minuser. I seriens storhedstid, som ophørte med denne sæson, var selv en “The X-Files”-brøler mere interessant end størstedelen af det, sendefladen ellers havde at byde på. Blandt årgangens mindst succesrige episoder finder vi “The Rain King”, som omhandler en mand, hvis depressioner påvirker vejret. Det er et vanvittigt koncept, som kunne have fungeret, men manuskriptets forgæves forsøg på at kombinere flere forskellige genrer irriterer. “Alpha”, der omhandler en morderisk hund, er nogenlunde, men langtfra overrumplende. En veloplagt Bruce Campbell er det eneste store lyspunkt i “Terms of Endearment”, og dobbeltafsnittet “Dreamland” er, trods især en fabelagtig dansescene, ujævnt.

Men man legede stadig med grænserne for, hvad der var muligt på flimmerkassen. “Triangle” er et af føljetonens mest omdiskuterede afsnit, som udelukkende består af langstrakte kameraskud, der krævede et uhørt planlægningsarbejde. Det er langtfra seriens bedste episode, men det er afgjort en af dens mest interessante. Duchovny skrev og instruerede “The Unnatural”, som er en allerhelvedes sjov hyldest til baseball, en stærk lussing til racismens væsen og en varmhjertet historie om rumvæsner og den menneskelige eksistens. Det var Duchovnys debut som instruktør, men man skulle tro, han havde gjort det hele livet. “Monday”, der omhandler en forfærdelig og tilbagevendende bombeeksplosion, er en fornem cadeau til komedieklassikeren “En ny dag truer”.

Optagelserne blev også flyttet fra Canada til Californien, fordi Duchovny ikke brød sig om at arbejde så langt væk fra hjemmet og familien. Ikke overraskende fik “The X-Files” derfor også et nyt look, som faktisk gavnede serien – af uransagelige årsager virkede produktionerne endnu mere professionelle og filmagtige. Det er især tydeligt i sæsonens mytologiafsnit, der (traditionen tro) fik større budgetter og virkede mere storladne end resten af episoderne. Sæsonen lægger ud med “The Beginning”, der på en måde er en ny begyndelse for seriens heltemodige FBI-agenter, der må komme til hægterne igen, efter at Mulders kontor og alle de såkaldte X-Files er blevet brændt af.

Mulder har genvundet både troen og levelysten, men han og Scully må tage til takke med kedelige rutineopgaver, eftersom deres trofaste allierede, FBI-direktøren Skinner, er blevet afløst af den kyniske, luskede Kersh, som helst ser Mulder fyret. 6. sæson bød på en masse opsigtsvækkende forandringer, og i det sublime dobbeltafsnit “Two Fathers/One Son” forsøgte man delvist at runde den centrale mytologifortælling af. Naturligvis kunne man alligevel ikke helt dy sig for at efterlade en masse åbne døre – løse ender har jo altid været en af seriens største varemærker. Men den fortænkte sæsonafslutning, “Biogenesis”, var en sigende forsmag på den middelmådige 7. sæson, der var i vente.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Endelig kan man med god samvittighed give en “The X-Files” dvd-udgivelses billedsider en samlet karakter på 5 stjerner. Kontrasten er mere solid, og billedet er skarpere end på de foregående udgivelser. Farvetemperaturen er stabil, og edge-enhancement optræder næsten aldrig. I nogle af de mørkeste scener figurerer der lidt udtværing. Mængden af gryn er minimal og acceptabel.

AudioDialogen, musikken og lydeffekterne kommer alt sammen klart og tydeligt igennem på skivernes engelske Dolby Surround 2.0-lydspor. Sporene har en god bund, og når ProLogic-afvikling aktiveres, bliver baghøjtalerne godt udnyttet til at styrke seriens nervepirrende stemning. Især Mark Snows stemningsmættede musik gør indtryk, og der er endda enkelte nogenlunde panoreringer.

EkstramaterialeUndertegnede er efterhånden blevet træt af at nævne det, men det er træls, at man igen har udgivet en sæson af “The X-Files” herhjemme uden at have gjort det muligt for køberen at finde ud af, hvilke afsnit, der er på hvilke skiver.

På udgivelsens 6. disc befinder der sig tv-reklamer for alle sæsonens 22 afsnit. I samme dur er adskillige internationale klip og en ultrakort featurette på ca. 2 minutter, der byder på få klip fra diverse episoder og korte udtalelser fra de medvirkende. Ca. 28 minutters slettede scener er også inkluderet, og produceren Frank Spotnitz, som er seriens største kreative drivkraft næstefter Chris Carter, har indtalt kommentarer til dem. Der er flere fine øjeblikke, men intet man virkelig savner. Produceren Paul Rabwin gennemgår flere af sæsonens effekter, og han er som altid en levende og interessant fortæller.

I “The Truth About Season 6” (21 min.) tales der især om forskellen på at optage i Canada og i Los Angeles. Flere af sæsonens mest prominente afsnit diskuteres også, såsom det revolutionerende “Triangle” og det episke “Two Fathers/One Son”. Det er en underholdende dokumentar, men man ærgres stadigvæk over, at Duchovny og Anderson aldrig udtaler sig i de her medfølgende featuretter.

To kommentarspor er også inkluderet. Den flittige instruktør Kim Manners kommenterer det meget originale afsnit “Milagro”, mens Chris Carter kommenterer “Triangle”, som han instruerede. Manners er en smule tør, og han holder en del pauser. Carter er en velformuleret fortæller, der har en masse på hjerte. Fans bør sætte pris på begge herrers mange anekdoter.