Langtfra X-ceptionelMange tilhængere af “The X-Files” vil formentlig hævde, at det først begyndte at gå galt for serien og dens ophavsmænd, efter David Duchovny og hans fiktive alter ego, FBI-agent Fox Mulder, forlod føljetonen efter 7. sæsons cliffhanger (Duchovny dukkede dog op en håndfuld gange senere hen). Angiveligt var Duchovny blevet træt af seriens krævende tidsplan, og han ville gerne forlade tv-branchen og i stedet tilegne sig en karriere indenfor spillefilm ligesom sin kone, Téa Leoni. Men seriens sidste sæson med både Duchovnys Mulder og Gillian Andersons Dana Scully til stede hele vejen igennem var vitterligt seriens svageste.

I den foregående sæson havde man forsøgt at lægge låg på seriens centrale fortælling om det gådefulde syndikats glubske samarbejde med de rumvæsner, der planlagde at invadere og overtage planeten. Det var tydeligvis en beslutning, som seriens manuskriptforfattere og producere senere fortrød. I flere omgange forsøgte de nemlig at genoplive flere sideplots og karakterer, man ellers havde takket farvel til. En ny sammensværgelse blev vakt til live, som aldrig vakte megen interesse, og forsøget på at bygge broer mellem de nye og gamle historier lykkedes sjældent. Derudover var enkelte twists direkte latterlige og påtagede, såsom den djævelske cigaretrygende mands påståede relation til Mulder.

Religion blev også et gennemgående tema her i 7. sæson. Men i stedet for en interessant gennemgang af alskens trosretninger og deres potentielle tilknytning til seriens overnaturlige elementer, bliver religion snarere brugt som en billig undskyldning for at levere nogle flotte effekter og en masse metafysisk sniksnak. Sniksnak, der ofte grænser overordentlig meget til pure nonsens. “The X-Files” var sjældent decideret realistisk, men hverken serien eller karaktererne havde fremstået direkte utroværdige indtil nu.

Sæsonens enkeltstående afsnit var heller ikke af samme kaliber som de forrige sæsoners. “First Person Shooter”, der omhandler en virtuel heltinde, som myrder folk i cyberspace, er utvivlsomt seriens værste afsnit. Det er svært at forstå, hvordan en velrenommeret forfatter som William Gibson og seriens skaber Chris Carter kunne forfatte noget så åndssvagt. Gillian Andersons instruktørdebut, “All Things”, er en omgang prætentiøst vrøvl. “Fight Club” er ikke nær så kedelig som “First Person Shooter”, men er nøjagtig lige så plat. Og sæsonafslutningen, “Requiem”, er én lang optakt til et klimaks, der aldrig kommer. Men selvfølgelig var manuskriptforfatterne ikke pludseligt gået fra at være talentfulde til talentløse, og der er en håndfuld gedigne guldklumper blandt sæsonens 22 afsnit.

Carters anden tv-serie, “Millennium”, fik ikke lov til at runde ordentligt af, men det gør den via et fornemt afsnit, der bærer samme navn som serien, og som indeholder en pragtpræstation af Lance Henriksen. “X-Cops” er et uhyre originalt afsnit, der er inspireret af dokumentarserien “Cops”, hvor et kamerahold følger agenterne på jagt efter et monster i Los Angeles’ gader. “Je Souhaite” er en skør, men underholdende beretning om en almægtig ånd. Og det er svært at holde tårerne tilbage, da Mulder endelig erfarer, hvad der er sket med hans forsvundne lillesøster, i det mirakuløse afsnit “Closure”, hvori både Anderson og Duchovny mønstrer deres bedste præstationer til dato.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Kontrasten er solid og billedet er skarpt. Farvetemperaturen er også stabil, og edge-enhancement optræder næsten aldrig. I nogle af de mørkeste scener figurerer der lidt udtværing. Mængden af gryn er minimal og acceptabel.

AudioDialogen, musikken og lydeffekterne kommer alt sammen klart og tydeligt igennem på skivernes engelske Dolby Surround 2.0-lydspor. Sporene har en god bund, og når ProLogic-afvikling aktiveres, bliver baghøjtalerne godt udnyttet til at styrke seriens nervepirrende stemning. Især Mark Snows stemningsmættede musik gør indtryk, og der er endda enkelte nogenlunde panoreringer.

EkstramaterialeFør man får mulighed for at afspille afsnittene, præsenteres man for udvalgte klip fra flere episoder. Problemet med netop denne udgivelse er dog, at et enkelt af disse klip er sæsonens absolutte højdepunkt, der dermed ødelægges for folk, der ikke har set det før. Så hvis man ikke tidligere har set 7. sæson, gør man klogt i at vente med at åbne for øjnene, til skivernes åbningsanimationer er overstået. Som sædvanligt er der hverken inkluderet et hæfte eller episodetitler på skiverne, så man aner slet ikke hvilke afsnit, der er på hvilke discs. Suk.

Man hører stort set aldrig fra skuespillerne David Duchovny eller Gillian Anderson via disse udgivelsers ekstramateriale. Men i denne omgang er der inkluderet et kommentarspor med Anderson, som kommenterer “All Things”, som hun skrev og instruerede. Godt nok er det et kedeligt afsnit, men det er interessant at høre hende diskutere sine intentioner med episoden og oplevelsen af at stå bag kameraet for første gang. Chris Carter kommenterer “First Person Shooter”, men det lykkes ham ikke at overbevise os om, at hans afsnit ikke er noget bras.

Manuskriptforfatteren/instruktøren Vince Gilligan kommenterer “Je Souhaite”, og han er ligeledes en interessant og livlig fortæller. Gilligan taler en del om scener, der ikke kom med i den endelige udgave af episoden, så det er ærgerligt, at man ikke har mulighed for at se disse. Til gengæld er der inkluderet mange andre slettede scener, som Carter kommenterer. Som sædvanligt er ingen af de slettede scener hårdt savnet. Produceren Paul Rabwin gennemgår flere af sæsonens mest prominente effekter. Diverse internationale klip og tv-reklamer for samtlige afsnit er også inkluderet.

Boksens 6. disc indeholder også to korte featuretter om karaktererne Samantha Mulder og Walter Skinner. Mere interessant er dokumentaren “The Truth About Season 7” (20 min.), der byder på interviews med flere af manuskriptforfatterne, skuespillerne og producerne, der især taler om mytologiafsnittene og forsøget på at give et tilfredsstillende svar på, hvad der var sket med Mulders lillesøster. Duchovny og Anderson udtaler sig også for en sjælden gangs skyld i dokumentaren.