X-Files, The – Sæson 9
Udgivet 6. jan 2008 | Af: The Insider | Set på DVD
Klodset er afsnittet “Lord of the Flies” til gengæld, som omhandler en gymnasiestuderende, der tilsyneladende kan kontrollere fluers adfærd. Det er nøjagtig lige så åndssvagt, som det lyder. Men man må ikke glemme sæsonens talrige formidable episoder. I “John Doe” vågner Doggett i en lille flække uden at vide, hvem han er, og det er en fornøjelse at se FBI-agenten prøve at genopfriske sin fortid. Agentens fortid inddrages også i årgangens bedste afsnit, “Release”, som ender Doggetts søgen efter sin søns morder. Ingen ringere end Burt Reynolds morer kosteligt i det enigmatiske og aldeles fornøjelige afsnit “Improbable”, hvor han spiller selveste Gud. Og “Sunshine Days”, der er en særpræget hyldest til tv-serien “The Brady Bunch”, er mindst lige så festligt.
Sæsonens mest kontroversielle afsnit er “The Truth”, der forsøger at mønstre et tilfredsstillende farvel til de heroiske FBI-agenter ovenpå over 200 afsnits sædvanligvis glimrende underholdning. Men selvom “The Truth” langtfra er seriens værste episode, er det formentlig dens mest skuffende. “The X-Files” har altid været kendt for at efterlade løse ender og meget til fantasien, men alligevel er det ærgerligt, at føljetonens sidste 90 minutter næsten udelukkende bruges på at opsummere seriens forløb via gamle klip. Det hele virker som én lang optakt til en spillefilm, og til sidst står både karakterernes og verdens skæbne hen i det uvisse, hvorfor det mildest talt virker mærkeligt, at den kommende spillefilm angiveligt bliver en enkeltstående fortælling.
Den syvende disc indeholder “Secrets of The X-Files” (43 min.) og “More Secrets of The X-Files” (44 min.). De består af få interviews og en masse klip fra adskillige afsnit, som repeterer seriens forløb. Så er “Reflections on The X-Files” (17 min.) langt sjovere. I denne featurette diskuterer adskillige fans og folk, der har arbejdet på “The X-Files”, deres mening om serien. Kevin Smith fortæller, at han har døbt sine to hunde Mulder og Scully, og selveste Cher udtrykker ærgrelse over ikke at have takket ja til at medvirke i et af seriens allerbedste afsnit. Den korte dokumentar måtte dog gerne have været længere og mere omfattende.
Til slut er der inkluderet tre kommentarspor. Instruktøren Kim Manners kommenterer “The Truth”, og desværre tilbyder Manners ikke den detaljerede og levende gennemgang af produktionen, man havde håbet på. Manners gentager ofte sig selv, og sporet er spækket med pauser. Så er de to andre kommentarspor langt bedre. Chris Carter kommenterer “Improbable”, mens manuskriptforfatterne Vince Gilligan, John Shiban og Frank Spotnitz kommenterer “Jump the Shark”. Alle skribenterne har en masse på hjerte.
Dette er formentlig en udgivelse, som udelukkende seriens mest hårdhudede fans vil kaste sig over. Men ligesom den forrige sæson fortjener seriens niende og sidste årgang endnu en chance, hvis man oprindeligt gik glip af den på tv. Sæsonen startede sløjt og slutningen var langtfra tilfredsstillende, men der er trods alt adskillige timers god underholdning blandt sæsonens knap 14 af slagsen. Afsnittene ser glimrende ud og lyder også godt, og både kvantiteten og kvaliteten af ekstramaterialet er forholdsvis høj.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet