Den første “X-Men” var blot en forsmag… en appetizer… en lille udsøgt velkomstdrink… Med dette mener jeg selvfølgelig ikke, at den første “X-Men” film ikke var en glimrende, særdeles underholdende og gennemført spændingsfilm, for det var den helt bestemt. Men “X-Men” var ultimativt et alt-for-kort adrenalinfix, som fik mange til øjeblikkeligt at skrige efter mere, og den nye fortsættelse “X-Men 2” er den ekstra indsprøjtning af super-underholdende-action, som vi har længtes efter, lige siden den første films rulletekster forsvandt fra det store lærred.

“Mutation… det er nøglen til vores evolution…” Sådan starter Bryan Singers dyre fortsættelse til sit verdensomspændende megahit fra 2000, nøjagtigt ligesom den første “X-Men” film, og hermed er tonen lagt. Vi får her fastslået, hvad Singer har gentaget igen og igen over hele verden: Dette er ikke en fortsættelse, det er anden del af en saga. Ens tanker bliver da også øjeblikkeligt ledt hen på “Star Wars” og “A long time ago, in a galaxy far, far away…”

“X-Men 2” er desuden også en af de få 2’ere, som formår at finde den perfekte gyldne mellemvej mellem de folk som har set den første (og derfor ikke behøver/gider at have gentaget massevis af informationer fra 1. del), og dem som kommer med ingen forventninger, fordi de ikke husker (eller ikke har set) den første film. Jeg kan ikke forestille mig, at der er en eneste person, som har set den første, som ikke vil synes bedre om dette nye kapitel i den filmiske “X-Men” saga, da stort set alle elementer fra den første film er blevet fornyede, forbedrede og forstærkede. Den første film havde bestemt sin andel af højhastigheds action-sekvenser, men mange af 2’erens essentielt lignende sekvenser overstiger let kvaliteten af (og spændingen i) disse sekvenser. Et eksempel er scenen, hvor Stryker og hans militære rekrutter invaderer Professor Xaviers mutant-skole, hvilket er et enormt tempofuldt adrenalin-kick fra ende til anden.

For mig har “X-Men” altid nærmest været lidt af en religion. I sit enorme persongalleri, fyldt med interessante, originale og særdeles forskelligartede karakterer, som alle har hver deres fordele og ulemper, opnår “X-Men” universet (stadigvæk den mest populære Marvel tegneserie i verden) en nærmest uhørt kompleksitet og dybde, som med lethed kan udfordre enhver intellektuel skeptikers fordomme om tegneseriernes ligegyldige og kommercielle ensidighed. Denne litterære kompleksitet har begge film formået at besidde og udnytte, hvilket specielt er tydeligt her i andet forsøg. Det er den sublime sammensmeltning af så mange forskellige skæbner og synspunkter der gør, at “X-Men” overstiger alle Marvels andre tegnseriekreationer. “X-Men” har det hele… store konflikter, bred og smuk symbolik, velskrevne karakterer i alle mulige former og afskygninger, og så (selvfølgelig) verdens sejeste “bad good-guy”: Wolverine.

Alle har deres yndlings X-Man (eller X-Woman), og persongalleriet er blevet både ekspanderet og indsnævret i forhold til den første film. De karismatiske skurke Toad og Sabretooth (som begge var langt mere interessante i tegneserierne end i filmen, hvilket dog – uden tvivl – skyldes spilletidsbetragtninger) mangler. Andre figurer har fået deres rollers betydning reduceret i forhold til sidst (Cyclops, Rogue), mens andre nu har fået større betydning for historiens forløb (Pyro, Ice-Man). Og så er der heldigvis også dukket et par nye ansigter op, hvoraf den mest prominente af disse uden tvivl er tyske Nightcrawler, hvis mutant-egenskab er den, at han kan teleportere øjeblikkeligt fra et sted til et andet. Han var altid en af de mest interessante figurer i tegneserien, og han bliver spillet aldeles perfekt af Alan Cumming (bl.a. kendt for sin præstation i de to “Spy Kids” film). Han formår både at tilføre et komisk og et alvorligt præg til både karakteren og filmen. Desuden byder “X-Men 2” på et væld af herlige “mutant cameos”, hvor kendte figurer fra det storslåede og enorme “X-Men” univers optræder kort. En enkelt af disse cameos fik mig nærmest til at springe op fra sædet af forbavselse og spontan og ukontrollabel jubel. Og så bør der ikke kommes tættere ind på dette, da vi selvsagt nødig vil spolere andre dedicerede fans’ førstehåndsindtryk af filmen.

Denne gang er det ikke “mutanter vs. mutanter”, men “mutanter vs. mutanter vs. mennesker”, og derfor får vi introduceret en menneskelig skurk, nemlig den multi-dimensionale og dystre Stryker, som får tillagt et strejf af gru og ondskab af den talentfulde aldrende skuespiller Brian Cox. Der er mange personer at holde styr på for det nye publikum, men bortset fra et enkelt sted eller to kollapser filmen heldigvis aldrig under dette brede spektrum af personer. Wolverine er desuden (forudsigeligt nok) igen rollebesætningens mest fremtrædende og centrale personlighed.

Det er ikke blot persongalleriet der har fået en opdatering siden sidst. Komponisten Michael Kamen er blevet udskiftet til fordel for John Ottman (Singers gode ven, som derudover også har klippet “X-Men 2”, Ottman udførte også de to krævende opgaver på Singers gennembrudsfilm “The Usual Suspects”). Han må siges at være et glimrende valg, Kamens soundtrack til den første film var da bestemt ikke dårligt, men Ottman tilfører den ekstra musikalske dynamik som billederne kræver, og som til dels manglede i sidste omgang. Og så er filmens visuelle effekter blevet en tand forbedrede (som de uendelige rulletekster vidner om).

I sidste ende afhænger din nydelse af “X-Men 2” af din interesse for forlægget. Men for engang skyld har det, at man er fan af baggrundsmaterialet ikke nogle negative følger (som det har været med nyere film som “Spider-Man” og “Star Trek: Nemesis”). For den almene filmgænger, som måske blot hungrer efter en hyggelig og spændende adspredelse fra dagligdagens hektiske tumult, vil “X-Men 2” tilfredsstille sulten . Men for “X-Men” fans (og dette er filmens store triumf) bliver hele oplevelsen større og betydningsfuld. “Spider-Man” manglede virkelig mange af de ting som “X-Men 2” hoster op med… små bidder af informationer… små hints og indforståede antydninger som blot fans kan nikke genkendende til, uden at det nogensinde virker iscenesat eller i overkanten (som om at det blot er der for at tilfredsstille kritiske, kræsne og krævende fans). “Spider-Man” virkede kold og relativt ligeglad med tegneseriens horder af fans, og mere interesseret i at bringe det typiske popcorn-ædende publikum til biografen for at se filmen (tydeligvis også reflekteret i valget af gigantiske mængder af kvalmende ‘product placement’ segmenter).

Hermed ønsker jeg ikke en fortænkt “Spider-Man” film udelukkende produceret for fans, men da den så åbenlyst ignorerede tegneseriens mange genkendelige elementer, opnåede den aldrig den eftertragtede status som den kunne have opnået. Heldigvis er dette ikke en taktik, som Bryan Singer og co. har valgt at anvende, og resultatet af dette er et værk, som på forbløffende vis lykkes at bringe entusiastiske fans og det almene filmpublikum sammen i en smuk union, samtidigt med at de tydeligvis respekterer deres gamle tegneserie-rødder i meget høj grad.