På flere sider af lighedstegnet

Vi lever i en kultur, der hylder det unikke individ, hvis bedrifter tårner sig op over den grå masse, som resten af os udgør. Men hvad vil det egentlig sige at være noget særligt, og hvad er konsekvenserne af den konstante frygt for at være ligesom de andre? I det fine drama “X+Y” er hovedpersonen ikke en forældreløs troldmand eller et mobbet karatekid, men en lille dreng i nærheden af autisme, der kun kan se sig selv øjnene, hvis han vinder Matematikolympiaden i Cambridge. Sorg, glæde og pressede tårekanaler foran skærmen.

Asa Butterfield er Nathan med den underlige hjerne, der ser farver i stedet for tal og kun spiser indbagte rejer, fordi menu nr. 47 er et primtal. Han får mest en masse tavshed at arbejde med, men det jagede blik og de sænkede skuldre illustrerer fint den ensomme dreng i den kaotiske verden. Ramt af sorg, fordi hans elskede far døde i en bilulykke, og med en mor, der ikke forstår hans ordnede verden af grafer og fraktaler.

“X+Y” splittes op halvvejs og lader Nathan finde tryghed blandt ligesindede, mens hans mor bliver en mere og mere interessant figur. Sally Hawkins er rørende skrøbelig, men også modig og charmerende. En kvinde, der begår alle de fejl, som man selv ville lave. For helvede hvor er hendes søn for meget nogle gange! Hendes historie indeholder næsten det største drama og er på mange måder mere velfungerende end Nathans kamp med matematikken.

Det lidt ubalancerede udtryk er en mindre detalje, for det kommer af, at der introduceres så mange karakterer, hvis liv man har lyst til at følge. Nathans scleroseramte mentor, i Rafe Spalls bitre skikkelse, ser historien gentage sig i endnu et utilpasset vidunderbarn som ham selv. Kan han håbe på andet end dårlig lærerløn og en dødelig sygdom? Konkurrenten Luke er dødsens irriterende, men kun fordi det er hans måde at skrige efter omsorg og opmærksomhed på.

Begge biroller og deres uforløste smerter peger tilbage på det samme problem: At (næsten) ingen er noget helt særligt. De og Nathan er blevet tudet ørerne fulde med støtte og opbakning for at passe på dem og opbygge et selvværd i en verden, der ikke forstår dem. Men på matematiklejr rammer en ny mur. Alle er underlige, alle er genier, og så har I ikke engang mødt kineserne endnu! Morgan Matthews, der tidligere har dokumenteret det virkelige engelske matematikhold, putter ikke sine teenagere i kasser som andre diagnoseglade voksne og har castet med stor præcision.