Yacoubians hus
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 6. sep 2009 | Af: DjBeau | Set på DVD
Hvad er nu den af? En egyptisk film? Ja, man skal se meget, før øjnene falder ud, men hvorfor skulle den engang så store nation da ikke forsøge at placere sig på det filmiske verdenskort. Med “Yacoubians hus” har egypterne lavet en filmversion af Alaa el-Aswanys bestseller og samtidig indskrevet sig i en af tidens filmtrends: én film, mange historier.
Det burde jo være en dejligt forfriskende oplevelse med sådan en egyptisk film. Det er det desværre ikke. Filmsproget er en smule naivt, og det står hurtigt klart, at Egypten ikke har den helt store tradition for filmproduktion. Naturligvis har filmen ikke det samme budget som en Hollywood-produktion, men alligevel er der visse essentielle fejl, som sagtens kunne være undgået. Lyssætningen er generelt ganske glimrende, men billedkompositionerne halter alt for ofte. Toppen af hoveder skæres lidt for kraftigt, personerne “læner sig” tit op ad kanten af billedet, og hvor der forsøges symmetri, rammes der lige lidt ved siden af. Dette har intet med penge at gøre – det er ren og skær dårlig kameraføring.
Bevares, helt skidt står det ikke til, for på trods af det store persongalleri forstår instruktør Marwan Hamed at samle alle trådene, så historien fremstår ganske helstøbt. Man hægtes ikke af undervejs, og det i sig selv er en fin præstation, når man tager den ikke simple historie i betragtning. Faktisk føles det aldrig, som om noget er udeladt i forhold til bestselleren, filmen er baseret på, og det er ellers en sjældenhed, når bøger oversættes til film.
Præsenteret i anamorphic 1.78:1. Kontrasten er meget mat og farverne ikke klare nok, hvilket resulterer i, at billedet generelt er præget af for mange mellemtoner og derfor fremstår noget gråt. Skarpheden er desuden ikke helt i top, men til gengæld forekommer edge enhancement og farveblødning yderst sjældent. Det er en lang film, og komprimeringen er derfor hårdere – det kan ses.
På dvd’en forefindes kun et enkelt lydspor og det endda i stereo. Stemmerne, især de kvindelige, er ofte meget skingre, når der råbes højt, og det grænser faktisk til overstyring. Om det skyldes dårligt optageudstyr eller for voldsom komprimering er ikke til at sige, men resultatet er hørbart dårligt. Musikniveauet er passende, men musikken en smule for påtrængende.
Ud over fire trailere er der intet ekstramateriale.
Det er dejligt at se noget andet end Hollywoods samlebåndsproduktioner, men med en halvkedelig film, hård billedkomprimering og manglende ekstramateriale er der bedre dvd’er at investere sine skillinger i.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet