Selv når de ikke altid lige fungerer og ofte fejler, er det nu til dags tit en fornøjelse at beskue film, der prøver noget nyt, og som nægter at undskylde for deres aversion overfor mediets konventioner. En sådan produktion er engelske Sally Potters “YES” fra 2004 – en film, der på mange måder er helt sin egen, hvori alle personerne taler i vers (med rim og det hele), dagligdagssituationer er omdannet til poetiske seancer, og persongalleriet synes at være trådt ud af en alternativ dimension støbt lige så meget af William Shakespeare som af Eminem. To kunstnere, som efter sigende begge var med til at inspirere Sally Potter. Men en uforbeholden succes er filmen nu ikke.

På trods af ordenes grandiose natur, er “YES” en meget intim og minimalistisk film. Der stilles primært skarpt på to personer og deres kærlighedsforhold. De to personers navne bliver aldrig nævnt, og de bliver i rulleteksterne blot kaldt for henholdsvis ‘ham’ og ‘hende’. ‘Han’ (Simon Abkarian) er en libanesisk kok, som smigrer sig ind på ‘hende’ (Joan Allen), en talentfuld biolog, til et festarrangement. ‘Hun’ befinder sig i et skidt ægteskab sammen med sin mand (Sam Neill), der synes at være både venlig og forvirret, men også glad for samleje udenfor ægteskabets rammer. Men kulturelle, religiøse, sociale og alskens andre forskelle synes at lægge en dæmper på kokken og biologens engang så levende og romantiske forhold.

Filmens nedtonede kulisser, de fåtallige udendørsskud, skuespillerbesætningens knebne størrelse og naturligvis også de versbaserede dialoger er alt sammen med til at sikre “YES” en aura af teatralskhed, hvilket egentlig går godt i hånd med manuskriptets ytringer. Men alligevel virker brugen af forskellige filtre, der ændrer på hastigheden af billederne, en anelse mærkværdig og endda distraherende. Disse øjeblikke står lidt i kontrast til filmens ellers så stilfærdige ydre og trækker én lidt ud af den næsten drømmeagtige verden, som filmen har skabt.

Derudover er filmen visuelt ganske nydelig. Den flittige brug af såkaldte hollandske vinkler, hvor billedet er tiltet lidt til siden, er også en af de ting, der er med til at gøre dens univers særpræget og til et passende podium for netop denne fortælling, der dermed får et uforudset stænk af troværdighed.

Hvis man ikke relativt hurtigt bliver grebet af de ofte både simple og smukke vers, så er der ingen grund til at se filmen færdig. Nogle vil garanteret finde det alternative sprogbrug forfriskende og mundende ud i en større og mere vågen opmærksomhed mht. ordenes indhold i forhold til, når folk taler mere ‘normalt’ i andre film. Man forføres ofte af jargonen, og heldigvis fungerer rimene også og virker sjældent kunstige. Det er heldigt, for filmen er for det meste en lidt ujævn oplevelse, der godt kan virke lidt kedelig i perioder – især i midterdelen.

De tørre scenerier og plottet, der slet ikke er nær så opsigtsvækkende som replikkerne, kunne have været stærkere. Skuespillet er dog endnu en grund til at give filmen en velfortjent chance. Abkarian og Allen slår gnister – både hver for sig og i særdeleshed når de er sammen, og Sally Potter har læsset sin film med nok drama og romantik til at gøre mere end bare at hæve øjenbrynene. Meget mere.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Transferet er en smule kedeligt, men det er dog blottet for mange af de skavanker, der plager mange andre nyudgivne dvd’er. For det meste er billedet skarpt, og støj, støv og pletter er der ikke synlige tilfælde af. Der er desværre en lille smule edge-enhancement til stede – tjek f.eks. den tynde glorie, der befinder sig rundt om Joan Allens krop, mens hun står på gaden i kapitel 13. Farverne virker også en anelse unaturligt drænede af og til, men for det meste er de korrekt præsenteret, og filmens kølige look tjener historien godt. Derudover har transferet også et attraktivt, filmisk udseende her på dvd.

AudioDiscens engelske Dolby Digital 5.1 spor leverer flere små, positive overraskelser. Filmen er næsten udelukkende dialogbaseret, og kun sjældent bider man decideret mærke i et enkelt eller to musiknumres optræden. Fronthøjtalerne tager sig af klart størstedelen af lydsiden, men dens ubombastiske adfærd taget i betragtning giver det også god mening. Dialogen er heldigvis krystalklar, bunden er en smule tynd, men fin, og baghøjtalerne leverer af og til nogle fine, subtile lyddetaljer, der gør positivt indtryk og aldrig overrumpler.

EkstramaterialeOmslaget nævner intet ekstramateriale, men her er faktisk en smule. Her er i alt otte ‘behind-the-scenes’ klip, der dog alle er korte og ikke synderlig interessante. Der er ikke nogen, der taler decideret til kameraet, i stedet er det blot klip fra optagelserne, der giver én en fornemmelse af at være en flue på væggen – men stadigvæk en særdeles uvidende, uinformeret flue.

Der er også fire interviews med hhv. manuskriptforfatter/instruktør Sally Potter og skuespillerne Joan Allen, Simon Abkarian og Sam Neill. Interviewene har en samlet varighed på omkring 25 minutter og er ganske interessante. Sally Potter taler bl.a. om, hvordan hun blev inspireret af terrorbegivenhederne 11. september til at skrive manuskriptet, som hun begyndte at skrive dagen derpå. Filmen handler en del om menneskelige fordomme, så det giver god mening. Hun argumenterer også for brugen af vers. Skuespillerne taler mest om deres respektive roller.