You Kill Me
Udgivet 3. sep 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
To mennesker mødes. Sød musik opstår. Det kunne være en kort, men passende beskrivelse af “You Kill Me”, hvor Ben Kingsleys lejemorder Frank Falenczyk og producent og medskuespillerinde Téa Leonis reklamekonsulent Laurels veje krydses trods forskelligartede baggrunde. Det er historien om en mand og en kvinde, som stævner ud på en opdagelsesrejse for at lære sig selv at kende. Kærligheden må så komme i anden række.
Mest kød er der på det fortættede drama, hvor Frank godt og grundigt er på vej til at skylle sit liv ud i kloakken. Ja, nogen vil mene, at han allerede befinder sig der. Et hverv som mangeårig lejemorder hører ikke til de højest agtede stillinger i samfundet, men alligevel har hans ydelser igennem en årrække været værdsat hos et lokalt polsk narkokartel. Men med årene har alkoholen fået overtaget, hvilket har direkte indflydelse på “arbejdsopgaverne”. Vendepunktet kommer, da Frank fejler på et altafgørende job, og den øverste leder derfor beslutter at sende sin misbrugende ansatte på afvænning i bakkede San Francisco.
Bedste kort på filmens hånd er Ben Kingsleys underspillede, verdensfjerne facon, som er helt igennem overbevisende. Man tror på hans rakkerliv som fordrukken bøddel, men savner nu alligevel en forhistorie. Hvorfor er hovedrolleindehaveren i første omgang havnet i det drikfældige lag? Den del fornemmes desværre kun i bittesmå strejf, men det til trods er det svært ikke at få ondt af et medmenneske, som når et vendepunkt, forsøger at kravle op af kloakken, men alligevel må dukke sig endnu en gang, fordi han – har man ikke hørt den før? – møder de forkerte mennesker på det forkerte tidspunkt. Livet er skæbnefyldt og uden tilgivelse, og det er netop, hvad filmens hovedaktør søger: tilgivelse for synderne. Dem er der en del af.
Skal man hæfte sig ved nuancerne, har “You Kill Me” dog noget over sig. Men frem for som tilskuer at blive forført hensættes man i en tematisk dyrken af det eksistentielle, og det er også den del, som fungerer bedst i en film med udtalte mangler. John Dahls seneste film handler i videste udstrækning om livet og døden, om kærligheden og skæbnen. Titlen er ikke nogen underdrivelse, for hvis ikke Frank ser sig for, så dræber han kærligheden og følelserne hos muligvis det eneste individ, der orker at gengælde ham dem. “You Kill Me” er en pakkeløsning, nemlig to film i én, og det havde nok sømmet helheden at vælge den enes forenklede dramatik uden for meget lir. I sit nuværende format er filmen blot en jævn og hurtigt glemt søndagsbasker.
“You Kill Me” præsenteres i et indbydende og skarpt udseende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som ikke rummer hverken edge-enhancement eller udtværinger af nævneværdigt omfang, hvorimod enkelte eksempler på digitale forstyrrelser trods alt indfinder sig. Også kontrasten og de varme farver holder sig trods enkelte mindre udsving stabilt, og alt i alt er der tale om et transfer i den klart bedre ende af skalaen.
Også lyden gør sig godt og er attraktiv, til trods for at det stemningsfulde og polkainspirerede score i det lange løb bliver en smule enerverende. Det overdøver imidlertid aldrig den udmærkede dialog, som er helt uden overstyringer, hvorimod enkelte utydeligheder dog ikke fornægter sig, og den gennemarbejde atmosfære også godt kunne have haft en anelse mere at byde på.
Med til udgivelsen hører trailere for “Forbidden Kingdom”, “Space Chimps”, “In Bruges”, “You Kill Me”, “I’m Not There” og “The Eye”. I direkte relation til nærværende film er det medfølgende kommentarspor med instruktøren John Dahl og manuskriptforfatterne Christopher Markus og Stephen McFeely relevant, men traditionelt. Mere interessant er de to korte featuretter, som igennem interviews og bag om kameraet-optagelser tilfører baggrundsstof om henholdsvis manuskriptet, karaktererne, samarbejdet og det visuelle udtryk. Et materiale, som holder sig på det jævne, hverken mere eller mindre.
Første indskydelse omkring “You Kill Me” er, at det er en film, som kommer en postgang for sent. Handlingens mest tyndbenede del minder i al sin banalitet om de noget mere vellykkede gangsterkomedier, som hærgede videobutikkerne i årene op til årtusindeskiftet. Derfor har filmens dramatiske spillerum mest prægnans, men det havde dog været at foretrække at vælge det ene frem for det andet i stedet for begge dele.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet