You Kill Me

InstruktionJohn Dahl

MedvirkendeAaron Hughes, Jon Ted Wynne, Will Woytowich, Warren Louis Wiltshire, Darren Wall, Joanne Rodriguez, Katie Messina, Tracy McMahon, Devin McCracken, Micheline Marchildon, Lorraine James, Luke Wilson, Cory Cassidy, Marcus Thomas, Jayne Eastwood, Scott Heindl, Ben Kingsley, Bill Pullman, Téa Leoni, Philip Baker Hall, Dennis Farina

Længde90 min

GenreKomedie, Komedie, Drama, Drama, Romantik, Romantik, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

You Kill Me

3 6
Når kærlighed dræber

To mennesker mødes. Sød musik opstår. Det kunne være en kort, men passende beskrivelse af “You Kill Me”, hvor Ben Kingsleys lejemorder Frank Falenczyk og producent og medskuespillerinde Téa Leonis reklamekonsulent Laurels veje krydses trods forskelligartede baggrunde. Det er historien om en mand og en kvinde, som stævner ud på en opdagelsesrejse for at lære sig selv at kende. Kærligheden må så komme i anden række.

“You Kill Me” er spækket med stjerner som Dennis Farina, Luke Wilson og Bill Pullman og lægger i de indledende minutter op til ramasjang af bedste skuffe, som vi kender det fra genrebeslægtede “Snatch” og “Rub, stub og to rygende geværer”. Helt i den dur fortsætter instruktør John Dahls bidrag ikke, og faktisk er det et gennemgående problem, at filmen konsekvent placerer sig imellem to stole og ikke evner at vælge side. Mere behændigt er derfor ikke filmens store finale, hvor det introverte drama uden held forsøges knyttet sammen med det sideløbende mafiaopgør.

Mest kød er der på det fortættede drama, hvor Frank godt og grundigt er på vej til at skylle sit liv ud i kloakken. Ja, nogen vil mene, at han allerede befinder sig der. Et hverv som mangeårig lejemorder hører ikke til de højest agtede stillinger i samfundet, men alligevel har hans ydelser igennem en årrække været værdsat hos et lokalt polsk narkokartel. Men med årene har alkoholen fået overtaget, hvilket har direkte indflydelse på “arbejdsopgaverne”. Vendepunktet kommer, da Frank fejler på et altafgørende job, og den øverste leder derfor beslutter at sende sin misbrugende ansatte på afvænning i bakkede San Francisco.

Egentligt et interessant dilemma, som her fremelskes. For hvorfor skal vi overhovedet forsøge at få sympati for et menneske og dets kvaler, når fortiden ser så broget ud? Måske fordi budskabet imellem linjerne ikke skal forstås så bogstaveligt, men derimod sigter til, at vi alle har lig i lasten. Daglige AA-møder og et nyslået job hos en lokal bedemand skal være en del af kuren for Frank, der ikke frivilligt tager imod “tilbuddet”, som minder om en direkte ordre. Tilbuddet ligger imidlertid i forlængelse af hans hidtidige dagligdag, og så skal det til Franks store glæde vise sig, at også begravelser er velegnede som datingportaler. Her møder han nemlig Laurel, så filmens historie for alvor kan skydes i gang.

Bedste kort på filmens hånd er Ben Kingsleys underspillede, verdensfjerne facon, som er helt igennem overbevisende. Man tror på hans rakkerliv som fordrukken bøddel, men savner nu alligevel en forhistorie. Hvorfor er hovedrolleindehaveren i første omgang havnet i det drikfældige lag? Den del fornemmes desværre kun i bittesmå strejf, men det til trods er det svært ikke at få ondt af et medmenneske, som når et vendepunkt, forsøger at kravle op af kloakken, men alligevel må dukke sig endnu en gang, fordi han – har man ikke hørt den før? – møder de forkerte mennesker på det forkerte tidspunkt. Livet er skæbnefyldt og uden tilgivelse, og det er netop, hvad filmens hovedaktør søger: tilgivelse for synderne. Dem er der en del af.

I filmens andet spor er valgt en mere komisk tilgang, hvor gangsteropgør og mafiametoder leveres med humoristiske indslag. Visse kunstneriske indslag er da af en vis kaliber, men har umådeligt svært ved at matche tidligere forsøg ud i genren. Og så har denne anmelder svært ved at lure, hvorfor samme joke omkring Franks seksuelle orientering – han er heteroseksuel, men mistænkes for det modsatte – skulle være sjovere ved hyppig gentagelse undervejs.

Skal man hæfte sig ved nuancerne, har “You Kill Me” dog noget over sig. Men frem for som tilskuer at blive forført hensættes man i en tematisk dyrken af det eksistentielle, og det er også den del, som fungerer bedst i en film med udtalte mangler. John Dahls seneste film handler i videste udstrækning om livet og døden, om kærligheden og skæbnen. Titlen er ikke nogen underdrivelse, for hvis ikke Frank ser sig for, så dræber han kærligheden og følelserne hos muligvis det eneste individ, der orker at gengælde ham dem. “You Kill Me” er en pakkeløsning, nemlig to film i én, og det havde nok sømmet helheden at vælge den enes forenklede dramatik uden for meget lir. I sit nuværende format er filmen blot en jævn og hurtigt glemt søndagsbasker.

Video

“You Kill Me” præsenteres i et indbydende og skarpt udseende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som ikke rummer hverken edge-enhancement eller udtværinger af nævneværdigt omfang, hvorimod enkelte eksempler på digitale forstyrrelser trods alt indfinder sig. Også kontrasten og de varme farver holder sig trods enkelte mindre udsving stabilt, og alt i alt er der tale om et transfer i den klart bedre ende af skalaen.

Audio

Også lyden gør sig godt og er attraktiv, til trods for at det stemningsfulde og polkainspirerede score i det lange løb bliver en smule enerverende. Det overdøver imidlertid aldrig den udmærkede dialog, som er helt uden overstyringer, hvorimod enkelte utydeligheder dog ikke fornægter sig, og den gennemarbejde atmosfære også godt kunne have haft en anelse mere at byde på.

Ekstramateriale

Med til udgivelsen hører trailere for “Forbidden Kingdom”, “Space Chimps”, “In Bruges”, “You Kill Me”, “I’m Not There” og “The Eye”. I direkte relation til nærværende film er det medfølgende kommentarspor med instruktøren John Dahl og manuskriptforfatterne Christopher Markus og Stephen McFeely relevant, men traditionelt. Mere interessant er de to korte featuretter, som igennem interviews og bag om kameraet-optagelser tilfører baggrundsstof om henholdsvis manuskriptet, karaktererne, samarbejdet og det visuelle udtryk. Et materiale, som holder sig på det jævne, hverken mere eller mindre.

Første indskydelse omkring “You Kill Me” er, at det er en film, som kommer en postgang for sent. Handlingens mest tyndbenede del minder i al sin banalitet om de noget mere vellykkede gangsterkomedier, som hærgede videobutikkerne i årene op til årtusindeskiftet. Derfor har filmens dramatiske spillerum mest prægnans, men det havde dog været at foretrække at vælge det ene frem for det andet i stedet for begge dele.


Trailer