You Were Never Really Here

InstruktionLynne Ramsay

MedvirkendeJoaquin Phoenix, Ekaterina Samsonov, Judith Roberts

Længde85 min

IMDbVis på IMDb

I biografen22/03/2018

Anmeldelse

You Were Never Really Here

5 6

 

Vi bliver også nødt til at tale om Joaquin Phoenix. Det er konklusionen efter Lynne Ramsays opfølger til den genialt onde “We Need to Talk About Kevin“, der fik mig til at tale og tænke en masse forstyrrede tanker om Kevin.

 

For det handler igen om barndom, opdragelse, ondskab og vold. Denne gang i et perverteret, pædofilt USA med base i et New York City, hvor Joaquin Phoenix er hævneren Joe, som befrier unge piger fra klamme stoddere. Med en hammer!

 

Og når Joes hammer falder, så falder den grimt og blodigt. Igen og igen. Indtil jeg er i tvivl om, om jeg hepper på hævneren eller den pædofili. Klamt!

 

I Joaquin Phoenix’ vanligt dyriske stil er Joe i film-‘familie’ med Ryan Goslings enspænder-driver i et New York a la “Taxi Driver”, hvor han bor hos en mor, som ser “Psycho”, der som bekendt handlede om en psykopat med mor-komplekser…

 

Joe er også psykopat med et lidt for nært forhold til mor, men ligesom med Kevin så er den her psykopat født ud af et ondt samfund. Opdraget af en far med en hammer, inden turen gik til Mellemøsten med militæret, hvor hammeren blev erstattet med krudt og kugler. En psykopatisk verden skaber psykopatiske mennesker med ar på krop og sjæl.

 

Og “You Were Never Really Here” er i den grad en psykopatisk film, hvor hoved-handlingen er Joes næste job. En politiker vil have sin datter befriet fra et pædofilt bordel, hvor mænd med sorte masker forgriber sig på børn i hvide kjoler, der tæller ned fra 50, 49, 48, 47… 1. Nu er det slut.

 

Det er slut i det sekund, at hævneren med hammeren kommer forbi med en ordre om at ’smadre dem'. Men som i “Drive” så er turen ikke så ensporet. Det skal naturligvis gå galt.

 

For Lynne Ramsays grafisk ubehagelige New York er en rendyrket Sin City. Her er politikere, politi og pædofile en del af det samme perverterede miljø. Sumpen må drænes!

 

Og det gør Joaquin Phoenix så i en rolle, hvor han får lov til at bruge sin intimiderende attitude og voldsomme fysik pakket ind i et utæmmet fuldskæg, som har fået nok af det onde i verden. Og hvad er mere ondt end børne-prostitution?

 

Dét spørgsmål og ikke mindst spørgsmål om arv, miljø og ægte psykopati stiller Lynne Ramsay igen på så overbevisende facon, at vi ikke længere kan nøjes med at tale om Kevin. Vi er også nødt til at tale om Joaquin Phoenix.

 

You Were Never Really Here Anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer