Ungdommeligt veloplagt film om alderdom

Listen over store instruktører, der har knækket halsen på deres første engelsksprogede film er lang: Walter Salles, Chen Kaige, vores egen Ole Bornedal og selv en mester som Ingmar Bergman har alle lavet nogle af deres mest forglemmelige værker på engelsk. Paolo Sorrentino føjer sig gudskelov ikke til denne liste med “Youth”. Her er ingen spor af de sprogproblemer, der efter sigende saboterede “Killing Me Softly”, eller utidig indblanding fra Hollywood-systemet, som fjernede enhver charme fra “Nightwatch”. Dens stil er umiskendeligt instruktørens egen og fans af ham vil vide at værdsætte det rolige tempo, de smukke billeder, det lækre soundtrack, den filosofiske dialog og de storladne temaer.

Det overordnede tema er dog ikke, som man kunne forledes til at tro af den simple titel, ungdom. Titlen er en afledningsmanøvre, og ungdommen glimrer ved sit fravær som Becketts Godot. Vi befinder os på et schweizisk kurhotel, hvor de to aldrende kunstnere, filminstruktøren Mick og komponisten Fred, med hver sit perspektiv forsøger at komme overens med alderdommen og alle de overvejelser, der følger med den; gamle fejltagelser, forspildte chancer, tidens ubønhørlige gang og eget eftermæle. Mick arbejder ihærdigt på sit filmiske testamente, mens Fred har trukket sig tilbage til pensionistlivet.

Det lyder sikkert meget fortænkt. Det er det til dels også. For “Youth” er påfaldende kunstig i sin konstruktion. De to ældre herrer er omgivet af et bizart menageri af gæster, der mest af alt tjener til at belyse aspekter af deres samtaler samt det store tema. Således møder vi en tibetansk munk, der efter sigende kan levitere, en ung skuespiller, der desperat prøver at undslippe sin mest kendte rolle, en nyligt kronet Miss Universe og en fedladen ældre mand, der er en slet skjult parodi på Diego Maradona. Dialogen er også tydeligt konstrueret med filosofiske betragtninger og didaktiske moraler. Der er ikke sigtet efter realisme. Men det kunstige præg trækker aldrig ned. Tværtimod. Det er et stilistisk valg, der fungerer for Sorrentino, som det også gjorde i “Il Divo”.

Den mest oplagte sammenligning, jeg kan komme med, er Wes Andersons film. Bare uden farveladen og med en meget mere underfundig humor. Her er ingen store komiske optrin, men små sidespring, som da Fred på vej til sit værelse ser to el-scootere støde sammen, hvorefter de gråhårede chauffører giver sig til at skændes højlydt. Det er et klassisk træk hos Sorrentino, hvor de lange, rolige indstillinger med få klip, der giver masser af plads til soundtracket, afbrydes af ganske korte klip, der leverer små knaldperler af stille humor eller intense karakterstudier. Sorrentino har gennem en årrække perfektioneret balancen i den vekselvirkning assisteret af Luca Bigazzis sublime billeder og Cristiano Travagliolis klipning.

Det er Harvey Keitel og i særlig grad Michael Caine som de to hovedroller, der skal sælge det pertentligt konstruede plot til os, hvilket de gør imponerende godt. Det er Caines bedste præstation siden “Harry Brown”, og det er en fornøjelse at bevidne, at de år, hvor han primært har spillet pligtopfyldende butler eller dubiøse faderfigurer, ikke har sløvet hans talent. Keitel giver godt modspil, og hans karakteristisk brovtende facon giver god dynamik mellem dem. I birollerne er det Paul Dano, der stjæler de fleste af scenerne, hvilket desværre efterhånden er blevet hans skæbne. Jeg vil glæde mig til at se ham i en hovedrolle igen i Bong Joon-hos nye film.