En fjern romance

”Hvorfor er det vigtigt at skabe mode? Fordi det bringer glæde. Folk bliver glade for at gå i tøj, der gør, de føler sig godt tilpas.” Der er en bitter ironi i Yves Saint Laurents udsagn, hvis liv var tilegnet til at skabe netop det tøj, men som dog aldrig lod til at få mere end en kortvarig glæde ud af den.

Hans liv er omdrejningspunktet for denne dokumentar, der tager et kig bagved facaden på en af verdens allerstørste modebrands og den mand, som gjorde, at det overhovedet blev så stort. Filmen er dog også et kig på Pierre Bergé, der blev hans arbejds- og livsledsager, og det er i høj grad gennem hans erindringer og anekdoter, at historien fortælles.

Beretningen starter brat med Laurent, der i 2002 bekendtgør, at han trækker sig fra modebranchen og uden omsvøb beskriver sit forbrug af sprut og narkotika, som han søgte til for et værn mod depressionen. Herefter drejer vi uret tilbage til 1957, hvor Laurent er en kejtet og genert ung mand, som ikke desto mindre er i besiddelse af et indiskutabelt talent for mode og design. Da Christian Dior pludseligt dør, sættes Laurent til at lede Dior-huset i en alder af blot 21 år. Den lynhurtige forfremmelse er overvældende, og Laurents talent sikrer Diors fortsatte prestige, men samtidig eliminerer den effektivt Laurents ungdomsår. Han går mere eller mindre direkte fra teenager til ansvarsfuld voksen uden de dannende år med skødesløse eksperimenter, som de fleste af os tager for givet. På mange måder er det et afsavn, der kommer til at forfølge ham resten af livet.

Senere åbner han det berømte modehus sammen med Pierre Bergé, men selvom succesen blot strømmer ned over ham, så bringer den ingen vedvarende tilfredshed eller livsappetit. I stedet sygner han mere og mere hen som en anden Howard Hughes og fører et tilbagetrukket liv, hvor der knap nok er plads til andet end Pierre Bergé. Han dør i 2008 og er derfor af gode grunde ikke selv med i dette portræt, som i stedet bygger på interviews med Bergé og et par enkelte andre. Vi fornemmer, at der er god grund til, at antallet af medvirkende er så lavt. Selvom kendisser som Rolling Stones og Catherine Deneuve omgav ham, så var det utvivlsomt kun de færreste, der kendte ham særlig godt.

Det bliver imidlertid også et problem for fortællingen, der kun via et par enkelte sekvenser viser Laurent i fuld vigør og ellers resten af tiden er nødt til at holde sig til de talende hoveder, som plaprer løs. Resultatet af Laurnents anstrengelser – hans kunstneriske side – nævnes knap nok, og i stedet er al fokus lagt på hans sjæleliv og samliv med Bergé.