Tam underholdning for de små

Afrika bliver ofte portrætteret som en usædvanligt fattig, hjælpeløs og sølle verdensdel, som i dén grad har brug for vores vestlige assistance. I de sidste år har kontinentet dog taget til genmæle, og “Zambezia” virker som et forsøg på også at nå ud til børnene, så Afrika i fremtiden kan blive taget seriøst som et stærkt og smukt kontinent. Men selvom filmens mål altså er ærværdigt, formår “Zambezia” altså aldrig at nå de samme tårnhøje højder som sine storebrødre fra Pixar.

Et sted i Afrika bor den unge fugl Kai med sin far Sekhuru. Han keder sig i det golde område, som faderen har valgt som deres hjem. Ved et tilfælde hører Kai en dag om et sted ved navn Zambezia (en provins i Mozambique) og beslutter sig for at tage af sted for at blive en del af tordenfuglene – en slags fuglenes svar på politistyrken. I et forsøg for at få sin søn hjem igen, rejser far af sted for at hente Kai, men han bliver desværre kidnappet på vejen af en ond leguan og hans kompagnoner, en folk marabustorke, der i samlet flok vil ødelægge Zambezia. Nu må Kai vise, at han har det, der skal til for at blive en rigtig tordenfugl ved at redde sin far og hele Zambezia.

Der er især ét påfaldende element i “Zambezia”, der er med til at knække filmens egen illusion: Tordenfuglene. For hvis man tænker på, hvor svært det er at blive medlem af denne eksklusive gruppe jægerfugle, er de forbavsende langsomme og gumpetunge. Skurkene fanger dem med lethed, og Kai flyver fra dem under sin allerførste øvelse. Måske skyldes det, at ingen af dem får den påkrævede træning, for den bliver der heller ikke gjort meget ud af. Som en ny rekrut bliver Kai i hvert fald næsten slet ikke trænet og én ting er sikkert: Hvis undertegnede var en fugl og boede i Zambezia, ville hun aldrig føle sig tryg. Ikke med så elendige sikkerhedsforhold!

Samtidig lider “Zambezia” under en simpel historie, der ikke interesserer sig synderligt for sine egne karakterer eller deres udvikling. Det lader egentlig til, at filmfolkene først og fremmest har koncentreret sig om at lave én lang, børnevenlig reklamevideo for Afrika. Med sine detaljerede animationer og nærmest uophørlige, afrikanske underlægningsmusik er det helt tydeligt, at “Zambezia” skal fungere som rendyrket promovering.

Men når “Zambezia” også prøver at agere humoristisk børnefilm med både action og følelser, falder den ofte igennem, for den er bare sjældent særligt spændende eller særligt sjov. Som sagt er animationen dog flot. Scenerne, hvor vores fuglevenner flyver gennem den afrikanske natur, er enormt flotte og næsten tranceinducerende. Her bliver man for alvor mindet om, at det altså ikke blot er Pixar, der kan præstere visuelle lækkerier på animationsfronten.