Med vore dages avancerede computerspil er der efterhånden noget nostalgisk over de støvede gamle brætspil. For mange vækker de minder om de dovne søndage eftermiddage der blev henslæbt over spil som “Matador”, “Stratego”, “Fang tyven” eller “Afrikas stjerne”. Terninger blev kastet, kort blev delt ud og man glemte tid og sted for at blive opslugt i de små brikkers skæbne og i de farlige eventyr man forestillede sig de begav sig ud på. Begejstringen var smittende og ikke sjældent endte familien samlet om bordet.

Det er den slags neddæmpet samhørighed der er grundstenen i “Zathura”, en film der ligesom et brætspil skaber følelsen af at vi bevæger os ud i verdenen mens den reelt fører os tættere sammen.

“Zathura” er baseret på bogen af samme navn, skrevet af Chris Van Allsburg, hvis værker også har lagt grundlaget for film som “Polar-ekspressen” og “Jumanji”. Særligt “Jumanji” er i denne sammenhæng nærliggende at tænke på, eftersom “Zathura” på mange måder ligger sig meget tæt op af den, dog uden at være en fortsættelse eller på anden vis relateret.

Danny og Walter på henholdsvis 6 og 10 år, skal tilbringe dagen hos deres far i hans nyindkøbte ældre hus. Forældrene er skilt og faderen (Tim Robbins) bliver kaldt på arbejde. Han beder deres teenage storesøster om at holde øje med dem, hvilket hun dog ikke rigtigt gider. Danny og Walter kommer hurtigt op at skændes, hvilket ender med at Walter smider Danny ned i kælderen. Her finder han et gammelt, lettere forfaldent, rum-brætspil ved navn “Zathura”. Det er et gammeldags mekanisk spil hvor man efter tur skal trykke på en knap for at bevæge sit lille rumskib henover overfalden.

Drengene opdager dog til deres rædsel at spillet har en del yderligere konsekvenser, for det fører drengene, deres søster og hele huset til et alternativt univers ude i rummet. De har intet andet valg end at spille færdigt hvis de vil have en chance for at komme hjem igen. Det viser sig dog lettere sagt end gjort, for ved hvert slag modtager man et kort hvor teksten bekendtgør en ny fare og det flyvende hjem bliver udsat for meteorregne, rumvæsner, en farlig robot samt en strandet astronaut der måske kan give drengene noget kærkommen hjælp.

Filmens primære målgruppe er formodentlige drenge i alderen 10 – 14 år, men den er dog et ganske godt bud på en familiefilm der burde kunne underholde alle medlemmerne. Filmen er et charmerende bekendtskab, bl.a. i kraft af dens gennemførte 50’er science fiction udformning med firkantede robotter og frådende firbensrumvæsner. Selvom der er brugt ganske flotte computereffekter til filmen, så har de en håndlavet og bevidst primitiv fremtoning der fint supplerer tonen.

At bringe børn i fare kunne meget vel være alt andet end sjovt, men ikke her hvor vi på intet tidspunkt tror at nogen kommer til skade. På det punkt fungerer den bedre end “Jumanji”, som til tider var for hård kost til genren. Selv når fremmede rumskibe blæser kæmpe huler i det flyvende hus eller den ekstremt dårligt koordinerede robot angriber, bliver brødrene aldrig mere bekymrede end at de husker at skændes. Her ligger en af filmens bedste dispositioner. Familien – ikke rumrejsen – er dens hovedemne.