Zaytoun

InstruktionEran Riklis

MedvirkendeStephen Dorff, Ashraf Barhom, Alice Taglioni

Længde107 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen23/05/2013


Anmeldelse

Zaytoun

4 6
”Alle skyder hinanden her! Velkommen til Beirut!”

Sådan udtaler taxachaufføren Aboudi sig på et tidspunkt i Eran Riklis’ nyeste film, “Zaytoun”, alt imens Bee Gees og deres storhit “Stayin’ Alive” sarkastisk pryder lydsiden (endda op til flere gange) i filmen. Det giver et meget godt tragikomisk billede af, hvad man kan forvente sig af Riklis’ temmelig bedrøvelige, men også smukke fortælling.

“Zaytoun” (eller “Oliven”) er en godhjertet historie om et ellers noget urealistisk venskab mellem den 12-årige palæstinensiske flygtning Fahed (Abdallah El Akal) og den israelske jægerpilot Yoni (Stephen Dorff). Vi bliver taget tilbage til 1982 i byen Beirut, hvor luftbombardementer er hverdag, og fjendskabet mellem palæstinenserne og israelerne lever i bedste velgående. Et fjendskab, der ligger så dybt forankret i den enkelte, at enhver form for venskab, der krydser fjendens grænser, synes utænkeligt. Ikke desto mindre så er det lige præcis dét, der forekommer i “Zaytoun”.

Riklis har begået, hvad nogle folk nok ville kalde en urealistisk og utroværdig historie. Men hvis man (optimistisk) ser bort fra dette, så har Riklis først og fremmest lavet en film, der fostrer håb. Muligvis ikke håbet om en løsning på, hvad der synes at være en uløselig konflikt, men nærmere et håb om mennesket selv. Det er lige præcis hér, styrken i Riklis’ filmiske fortolkning af en ellers håbløs situation ligger: Hvorledes mennesket selv – uden for regeringens militæriske rammer – formår at se udover selvsamme rammer og se, hvad der før var en fjende, som et helstøbt menneske, der lig en selv også besidder følelser, drømme og forhåbninger om en fredelig fremtid. Filmen giver derfor et velkomment modspil til det mediebillede, som gang på gang florerer af mellemøstlige konflikter, og bliver en kærkommen påmindelse om, at der er rigtige mennesker bag skærmen, som ikke bare forsvinder med et tryk på fjernbetjeningen.

Desværre modarbejder “Zaytoun” sig selv med lidt for dramatiske og indimellem – tør man sige – Hollywoodianske tilgange til historien. For eksempel da et forfærdeligt luftbombardement rammer Faheds hjemstavn, og der øjeblikkeligt zoomes helt ind på hans og bedstefaderens ansigter: Deres synkrone, forfærdede reaktion forekommer al for indstuderet og påtaget til, at man køber den. Det er super ærgerligt, da selvsamme scene er starten på en særdeles vigtig rejse for vores hovedperson, Fahed. Gudskelov er det ikke noget, som går igen i resten af filmen, og i dens sidste halvdel, hvor Yoni langsomt bliver en større del af Faheds liv, synes troværdigheden igen at gøre sit indpas, og venskabet imellem de to stjæler lærredet.

Udover ovenstående kiksere kan der rent visuelt roligt prales af den danske fotograf Dan Laustsen, som står for billedsiden i “Zaytoun”. Der er nærmest ikke en finger at sætte her på, og skildringen af den libanesiske hovedstad foreligger næsten dokumentarisk. Særligt panoramaskuddene af det tørre, golde og (d)øde landskab får en til at hige efter vandflasken. Dertil så er den visuelle kontrast, der ligger i først at se Fahed som børnesoldat i militær træning for så sidenhen at opleve ham stryge ned ad en forglemt, nedslidt vandrutsjebane i ovenud begejstring, en dødsenstrist, men stærk visuel oplevelse. Der bliver ikke brugt mange replikker, og det er meget små øjeblikke i filmen, men begge scener spøger efterfølgende i baghovedet.

Men når det så er sagt, så er det, som om “Zaytoun” aldrig bevæger sig derop, hvor filmen virkelig ringer. Den mangler et eller andet. En lille scene i filmen, hvor Fahed og Yoni pludseligt uanet befinder sig i et minefelt, bygger op til noget virkelig faretruende, for så at ende ud med at ingenting sker overhovedet – sådan er det lidt i den overordnende film: Vi venter og venter, men klimakset synes at mangle. Men ikke desto mindre går man fra biografsalens mørke med et lille smil på læben og et fornyet håb for menneskeheden, og det er da bestemt også værd at tage med sig.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Historien udspiller sig i Beirut i 1992. Fahed tjener til dagen og vejen ved at sælge cigaretter og tyggegummi sammen med sine venner, men drømmer om at kunne vende hjem og væk fra en hverdag med evige trusler og nye farer. En dag bliver en israelsk pilot skudt ned i nærheden og tages til fange af palæstinenserne, hvor han udsættes for brutale forhør. Her møder de to hinanden. De er fjender, men Yoni indser, at han kan bruge Fahed til at slippe fri og lover derfor at hjælpe drengen over grænsen og hjem til sin landsby, hvis det lykkes.