Zaytoun
Udgivet 23. maj 2013 | Af: Sarahih | Set i biografen
Sådan udtaler taxachaufføren Aboudi sig på et tidspunkt i Eran Riklis’ nyeste film, “Zaytoun”, alt imens Bee Gees og deres storhit “Stayin’ Alive” sarkastisk pryder lydsiden (endda op til flere gange) i filmen. Det giver et meget godt tragikomisk billede af, hvad man kan forvente sig af Riklis’ temmelig bedrøvelige, men også smukke fortælling.
Riklis har begået, hvad nogle folk nok ville kalde en urealistisk og utroværdig historie. Men hvis man (optimistisk) ser bort fra dette, så har Riklis først og fremmest lavet en film, der fostrer håb. Muligvis ikke håbet om en løsning på, hvad der synes at være en uløselig konflikt, men nærmere et håb om mennesket selv. Det er lige præcis hér, styrken i Riklis’ filmiske fortolkning af en ellers håbløs situation ligger: Hvorledes mennesket selv – uden for regeringens militæriske rammer – formår at se udover selvsamme rammer og se, hvad der før var en fjende, som et helstøbt menneske, der lig en selv også besidder følelser, drømme og forhåbninger om en fredelig fremtid. Filmen giver derfor et velkomment modspil til det mediebillede, som gang på gang florerer af mellemøstlige konflikter, og bliver en kærkommen påmindelse om, at der er rigtige mennesker bag skærmen, som ikke bare forsvinder med et tryk på fjernbetjeningen.
Udover ovenstående kiksere kan der rent visuelt roligt prales af den danske fotograf Dan Laustsen, som står for billedsiden i “Zaytoun”. Der er nærmest ikke en finger at sætte her på, og skildringen af den libanesiske hovedstad foreligger næsten dokumentarisk. Særligt panoramaskuddene af det tørre, golde og (d)øde landskab får en til at hige efter vandflasken. Dertil så er den visuelle kontrast, der ligger i først at se Fahed som børnesoldat i militær træning for så sidenhen at opleve ham stryge ned ad en forglemt, nedslidt vandrutsjebane i ovenud begejstring, en dødsenstrist, men stærk visuel oplevelse. Der bliver ikke brugt mange replikker, og det er meget små øjeblikke i filmen, men begge scener spøger efterfølgende i baghovedet.
Men når det så er sagt, så er det, som om “Zaytoun” aldrig bevæger sig derop, hvor filmen virkelig ringer. Den mangler et eller andet. En lille scene i filmen, hvor Fahed og Yoni pludseligt uanet befinder sig i et minefelt, bygger op til noget virkelig faretruende, for så at ende ud med at ingenting sker overhovedet – sådan er det lidt i den overordnende film: Vi venter og venter, men klimakset synes at mangle. Men ikke desto mindre går man fra biografsalens mørke med et lille smil på læben og et fornyet håb for menneskeheden, og det er da bestemt også værd at tage med sig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet