Filmz mener: Oscar viser vejen

Du kender sikkert det, folk siger: USA, Hollywood og Oscar er dumt mainstream. Kunsten dræbes, og pengene tjenes. Og jo, folk har da ret – eller måske rettere, de har haft ret. For der er vel ingen, som ikke har drukket dagligt af natpotten, der i dag vil påstå, at “Shakespeare in Love” var årets bedste film dengang tilbage i halvfemserne. Langt fra.

Men kig så lige på årets favoritfelt og sig derefter, at det udelukkende er belortede pengefilm, der er med i feltet. Det får du svært ved. Okay, Alexander Payne har ikke en chance med sin sort-hvide langsomfilm, “Nebraska”, hvilket også gælder for Spike Jonzes “Hende”. Men det er ikke film eller filmfolk, der lefler for hverken publikum eller Oscar – og mange penge kommer de aldrig til at tjene.

Martin Scorsese, David O. Russell og Paul Greengrass er også navne, der alt andet lige vidner om en vis kvalitet blandt de ni nominerede film til Oscaren for bedste film. Men det er blandt de to storfavoritter, at den virkeligt interessante udvikling skal findes.

For det er hverken Michael Bay eller George Lucas, der står bag 3D-rumdramaet “Gravity”. Nej, det er den lovende, mexicanske instruktør Alfonso Cuarón, der med “…Og din mor” og “Children of Men” i sit bagkatalog hverken kan beskyldes for at lave dumme eller mainstream-film. Han laver film. Gode film.

Den største nyskabelse skal dog nok findes ved favoritten over dem alle: “12 Years a Slave”. Med sin debut, “Hunger”, blev instruktør Steve McQueen stemplet som decideret arthouse. Den anden film, “Shame”, om en sexafhængig spillet af Michael Fassbender, blev det så vildt, at ikke kun Grand Teatret i København viste filmen, men den fik nu kun få dage i landets Biocityer.

I McQueens tredje film står den nu ganske sandsynligt på en Oscar for bedste film. For en film, der ikke lefler, men pisker. Den maler med en bredere pensel end “Hunger”, men som Filmz’ Jannie Dahl Astrup skriver i sin anmeldelse af filmen, så er man aldrig i tvivl om, at det er en Steve McQueen-film. I dag er Oscar langt fra “Shakespeare in Love”, men er i stedet for film, vi kan elske mange år frem.

Hvad mener du?