Francois Ozon fik sidste år det svære til at se så let ud med den fine “Frantz”. Her er vi tilbage i det lidt mere knoklede territorium, hvor overskuddet skrider i de pirrende spørgsmål om farlige drifter. Og ja, jeg vil stadig hævde, at man kan hente freudiansk ammunition i de bare bryster og tissekoner set indefra og udefra. Eller omvendt, den totale mangel på bare ét eneste nossehår. Det var Ozon, der startede. Det var det altså, mor!
