Effektiv men klassisk westernUd over få punktnedslag, som f.eks. de bedste af Sergio Leones spagettiwesterns, Clint Eastwoods dekonstruktion af genren med “De nådesløse” eller den seneste “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford” så har westerns for undertegnede været lig med stiliserede forsøg på at glamourisere den myte, som er USA’s barndom. Hos koryfæer som Ford og Hawks er det vilde vesten blevet synonym med sort/hvide stereotyper af ejegode ranchers, heltemodige gunslingers og skalperende rødhuder, og John Wayne lagde om nogen billet ind på definitionen af den amerikanske helt. Med “3:10 til Yuma” har James Mangold kreeret en underholdende, men også ganske stereotyp western, i familie med senere tiders forsøg på at kopiere [i]the good ol’ boys[/i], så som “Open Range” eller “Wyatt Earp”.

Kvægavleren Dan Evans er i pengeproblemer, da jernbanen vil have hans grund, som han i forvejen har forgældet, og derfor tager han imod tilbuddet om at eskortere den berygtede forbryder Ben Wade til den nærmeste by, hvor han skal sættes på toget mod fængslet i Yuma. Med sig har Evans en række lovhåndhævere, men Wades bande har ikke tænkt sig at lade deres leder blive først bag lås og slå. Undervejs på den farlige færd kommer bondemanden og bankrøveren tættere på hinanden, men trods at oddsene langsomt arter sig i Wades favør, så har Evans i sinde at fuldføre sin opgave, koste hvad det vil.

“3:10 til Yuma” er en genindspilning af originalfilmen fra 1957, der byggede på forfatteren Elmore Leonards novelle. Leonard er nok mest kendt for sine lurvede forbryderromaner, der har lagt grund til f.eks. “Jackie Brown” og “Out of Sight”. Hans pulpede univers gør sig dog også ganske glimrende i det gamle, støvede vesten, hvor en mand er en mand, og en kvinde som regel står for det erotiske eller kulinariske indslag. I hænderne på instruktøren James Mangold, der senest gjorde sig bemærket med et andet Americana-klenodie – Johnny Cash i filmen “Walk the Line” – er der tale om en western efter alle kunstens regler, og er man fan af genren, vil man ikke gå forgæves.

Det mærkes dog på manuskriptsiden, at forfatterne ikke just er vandt til at takle tunge emner eller nuancerede problemer (de to herrer har bl.a. “2 Fast 2 Furious”, samt genindspilningen af “Klatretøsen” på deres cv), og derfor bliver konflikten og kontrasten mellem de to hovedroller heller ikke synderligt spændende. Man har valgt Russel Crowe til at spille den karismatiske forbryderlegende Wade, men har undladt at gøre ham [i]for[/i] usympatisk, trods karakterens fortid, hvilket nok skyldes skuespillerens efterhånden cementerede popularitet. Wade er egentlig et ubehageligt menneske, men hans ugerninger legitimeres i filmen ved i stedet at iscenesætte de fleste af hans modstandere som dumme svin. Den etiske kamp, som kunne have manifesteret sig mellem Crowes Wade og Christian Bales ejegode Evans, og som kunne have nuanceret begge karakterer, ender i stedet i en noget søgt syndsforladelse for Wades part, hvor de to som en anden Butch Cassidy og The Sundance Kid flygter gennem kugleregn fra lovmænd og Wades bande, for at nå det omstridte tog.

Generelt holdes det klassiske (og i visse henseender noget gammeldags) plot dog flot i gang af de veloplagte skuespillere, hvor Bale gør sit for at gøre sin skabelon af et ideal til en troværdig karakter, mens de mest fornøjelige stunder er i selskab med en diabolsk Ben Foster i rollen som Wades uhyggeligt trofaste håndlanger, samt Peter Fondas sejlivede Pinkerton-sherif. At Evans’ irriterende søn skal blandes ind i løjerne er dog en handlingstråd, som man godt kunne have undværet.