Instruktøren Robert Rodriguez (“From Dusk Till Dawn”, “Planet Terror”) kunne for nylig afsløre, at han står bag en ny “Predator”-film, der skulle markere en genstart på den berømte franchise om den udenjordiske menneskejæger.

Ifølge forlydener skulle filmskaberen både skrive og instruere den nye film, men Rodriguez kan i et interview med AICN berette mere om projektet – og deriblandt afsløre, at han blot regner med at være producer på projektet samt delvis medinstruktør.

Rodriguez forklarer om idéen til filmen: ”Lang tid før jeg lavede ‘Desperado’, havde jeg påtaget mig en opgave om at skrive et udkast til en fortsættelse til ‘Predator’. Handlingen udspillede sig på en junglelignende Predator-planet. Det var bare en skriveopgave, så jeg behøvede ikke bekymre mig om budgetbegrænsninger, eller hvordan filmen rent faktisk kunne laves med teknologien dengang, så jeg skrev bare alt det fede, jeg kunne finde på.”

Filmskaberen kan derpå berette, at han femten år efter blev kontaktet af Alex Young fra 20th Century Fox, som havde fundet hans manuskriptudkast, og som nu var ivrig efter at realisere filmen og genopfinde “Predator”-serien med udgangspunkt i det omtalte udkast.

”Så det næste trin er at finde en manuskriptforfatter og en instruktør til at komme ind og hjælpe med at føre det ud i livet,” fortsætter Rodriguez. ”Om det så i sidste ende vil blive baseret på udkastet er stadig uvist på nuværende tidspunkt.”

”Idéen er, at jeg skal producere ‘Predators’ her ved Troublemaker Studios, så jeg har frihed til at samle et kamera op og være med til at optage de fedeste scener.”

Filmskaberen uddyber yderligere om sin vision for den nye film: ”Jeg kunne godt tænke mig at udvide de idéer, jeg fandt på til det oprindelige udkast, der virkelig udvidede det univers, som både Predator-racen og andre racer bor i. Vi ville skabe nye verdensfjerne karakterer uden at gå væk fra de træk, som vores originale Predator har.”

Med hensyn til censurgrænsen på filmen siger han: ”Vi har endnu ikke diskuteret en censur, men mit udkast var en hård R-rating.”

Rodriguez’ “Predators” får efter planen premiere i USA 7. juli 2010.



Vis kommentarer (8)
Gravatar

#1 Kviesgaard 14 år siden

Godt nyt?

Skidt nyt?

Jeg ved det ikke. Det kunne have været interessant at se Rodriguez instruere filmen. Hans udkast lyder interessant, så må tiden vise, hvor meget der bliver realiseret af det.
Den Jyske Marvel-fan. Oh Yeah
Gravatar

#2 Queequeg 14 år siden

Det lyder interessant. Og det bliver spændende om de kan løfte opgaven, på en god måde, og ikke bare gøre det til special efx og tusindvis af predators på skærmen på samme tid.

Gravatar

#3 MOVIE1000 14 år siden

hans udkast skal være med ellers vil det ikke fungere hvis de starter forfra
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Gravatar

#4 Dragon_Claw 14 år siden

Fedt med hans idéer om Predator universet. Men hvorfor skal serien rebootes, de kan sku´ da sagtens lave en 3´er med hans manus?!?
Tony Montana: All I got in this world is my word and my balls. And I don't break 'em for nobody!
Gravatar

#5 Wholsie 14 år siden

Aha.. Lyder faktisk vældig intressant syns jeg..
Jeg siger i hvert fald go for it.!!

Lyder da i hvert fald bedre end det man fik at vide i den
første nyhed her i ugen!
Gravatar

#6 ducktorwho 14 år siden

Hvorfor filmatiserer de ikke bare nogle af de helt igennem perfekte tegneseriehistorier, der i 20 år har udvidet og udpenslet universet bedre end nogen film-efterfølger i serien har gjort...?

Fjollehoveder.
Gravatar

#7 Hitmeifyoucan 14 år siden

Synes om ikke andet at Predator 1 var så fed (ja, jeg sagde fed) en film, at der burde kunne laves en seriøs efterfølger... Der er så meget potientiale i det filmunivers, at jeg snart er ligeglad hvem der instruere. Bliv ved med at skyde predatorfilm af indtil i fatter at lave en ordentlig. men selvfølgelig... hvorfor ikke lave den rigtig første gang?

Op jer nu lidt hollywood ikk!? sååå kræsne er vi heller ikke... okay lidt :)
www.avenuebeauty.dk | www.filmtricks.dk
Gravatar

#8 fazz 14 år siden

Rodriguez = Cool film!
"If you figure a way to live without serving a master, any master, then let the rest of us know, will you? For you'd be the first person in the history of the world."

Skriv ny kommentar: