I denne uge er der fire film på plakaten, når denne uges nye, kommende film får premiere i biograferne. Klik på de enkelte filmtitler for at se billeder, trailere, nyheder og meget mere om de enkelte film:

Brooklyn’s Finest: Actiondrama med Richard Gere, Don Cheadle, Ethan Hawke og Wesley Snipes. Filmen handler om tre betjente i Brooklyn, der vælger forskellige veje for at nå frem i karrrieren, men ikke alle valg fører den rette vej. Bag kameraet står Antoine Faqua, som bl.a. har instrueret “Training Day”.

Nowhere Boy: Aaron Johnson, kendt fra “Kick-Ass”, spiller John Lennon i denne filmatisering af Lennons halvsøster Julia Bairds kontroversielle memoir “Imagine This: Growing Up With My Brother John Lennon”.

Fantastic Mr. Fox: Wes Andersons nye film er en animeret en af slagsen og handler om den snedige og listige Hr. Ræv, der snyder landmændene og stjæler deres høns, så han kan skaffe mad til sin familie. Udover faste Anderson-skuespillere som Bill Murray, Owen Wilson og Jason Schwartzman lægger bl.a. også George Clooney stemme til filmens farverige figurer. Filmz bringer i weekenden en artikel, hvor du kan læse mere om Andersons forunderlige univers.

Ugens biografpremiere: “Armadillo: Danskerne har i de seneste år haft succes med dokumentarfilm, som har vakt opsigt i det store udland – Anders Østergaards “Burma VJ” var Oscar-nomineret tidligere i år, og nu har instruktøren Janus Metz Pedersen skabt debat helt ind på Christiansborg med “Armadillo”, der går meget tæt på en deling danske soldater i Afghanistan og viser krigens barske realiteter.

Traileren til filmen kan ses i videoen nedenfor. Du kan desuden se mere om “Armadillo” i Filmz TV på torsdag, hvor Johan Albrechtsen (The Insider) har mødt filmens instruktør.

Hvilken af ugens nye film i biografen vil du helst se? Klik på ‘Kommentarer’ under traileren for at diskutere i forum.

Kunne ikke finde video


Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 Kviesgaard 13 år siden

Jeg skal helt klart se Armadillo, da jeg har en bror som har været udstationeret i Afghanistan (han var på hold 2, hvis nogen skulle spørge).

For mit vedkommende håber jeg at filmen kan give mig en snert af indblik i hvad det egentlig er de danske soldater bliver udsat for og kæmper med nede i ørkensandet. Det er ikke ligefrem den dybe indsigt man får i TV-Avisens 30 sekunders indslag.
Den Jyske Marvel-fan. Oh Yeah

Skriv ny kommentar: