Tyler Perry har tilsyneladende et vist tag på de amerikanske biografgængere. Således er hans nyeste film om Madea, “Madea Goes to Jail”, strøget direkte ind som nr. 1 på ugens top 5. Filmen er Perrys 7. film, og af dem er det den fjerde, der åbner til en direkte førsteplads.

“Madea Goes to Jail” slog Perrys tidligere åbningsrekord på $30 mio. med en omsætning lige over $41 mio. i denne weekend. Endvidere sætter filmen også åbningsrekord for en Lionsgate-premiere. Den tidligere rekord lød på $34 mio. for “Saw 3”.

Ugens måske største overraskelse var dog, at sidste uges nr. 1, “Fredag den 13.”, røg helt ud af top 5 med et kæmpe omsætningsfald på over 80 procent. Filmen er samtidig den foreløbige rekordholder for 2009’s største åbning, men nogen samlet omsætningsrekord ser den ikke ud til at komme til at sætte.

Overraskelserne slutter dog ikke der – Liam Neeson-filmen “Taken” formåede at gå en plads frem i den forgangne weekend og forøge den samlede omsætning til over $95 mio.

Den samme tendens udviste “Coraline og den hemmelige dør”, der røg op på tredjepladsen fra sidste uges femteplads, mens “Han er bare ikke vild med dig” havde et større tab, der betød et fald til fjerdepladsen.

“Slumdog Millionaire” var i stor grad udset til at tage Oscaren i weekenden, som den bekendt opfyldte. Dette kunne også ses på omsætningen, hvor folk strømmede ind for at se den, hvorfor den strøg fra en 9. plads i sidste uge frem til en 5. plads i denne weekend. Filmen er desuden kun $2 mio. fra at passere $100 mio.-milepælen, så filmen er dermed et hit både hos publikum og ved prisuddelingerne.

Udenfor top 5 røg “The International” ned på en 10. plads i sin kun anden uge, mens “Pink Panther 2” røg helt ud af top 10.

I næste weekend er der premiere på “Jonas Brothers: The 3D Concert Experience” og “Street Fighter: The Legend of Chun-Li”.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: