Fredag

Man skal ikke tage det med film ned på et niveau, hvor man gør grin. Jeg er her, fordi jeg elsker film, altid har elsket film og altid vil elske film. Jeg har ingen specielt sofistikeret smag, den er hvad den er. Jeg forsøger dog altid at være åben og se lidt af hvert og på den måde både udvikle mig, udvide min horisont og få en masse spændende oplevelser. Den kulørte film står dog indrømmet mit hjerte nærmest. Men hvis jeg skulle lave en topliste, ville mange typer, genrer og forskellige film kunne finde vej derpå. Jeg ville dog næppe rykke nogen grænser eller overraske med noget særligt alternativt. Ikke at jeg ikke ville, men det gælder først og fremmest om at være ærlig, mest overfor en selv.

(Til ære for Adis Ispep:) På mange måder er jeg nok også et paradoks, fanget i ingenmandsland, hvor jeg råt æder på begge sider af grænselandet mellem den kunstneriske film og det kommercielle tilbud som Hollywood vælter ud på samlebånd. Derfor føler jeg mig ærligt heller aldrig helt hjemme, for jeg er for kommerciel til de mest hardcorefilmfans jeg møder og for underlig nørdet til folk der 'bare' vil se en solid underholdende film:)